Britisk valg øger risiko for hård Brexit

EU’s hævngerrige topledere godter sig nok over Theresa Mays dårlige valg, for nu bliver det nemmere at straffe briterne på grund af Brexit. Men en ”hård Brexit” vil ramme investorer og dansk erhvervsliv.

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har formodentlig smilet fremme.

De britiske ”desertører”, et af Junckers udtryk, er i intern vildrede efter torsdagens valg.

Dermed vil Juncker og co. i de kommende Brexit-forhandlinger stå stærkere over for den britiske premierminister.

Det er rigtigt, at EU-toppen nu nemmere kan presse Storbritannien ved at få et smalt regeringsflertal til at vakle.

Metoden kendes fra Danmark. I september 2016 sagde EU-kommissær Frans Timmermans kategorisk, at ”Danmark ikke kan forblive medlem af Europol”.

Denne og andre udtalelser var et rygstød for EU-tilhængere som Europabevægelsens Stine Bosse i den danske debat; selvom det hele endte med, at Danmark stadig er med i Europol.

Britisk valg og hård Brexit

Men EU's pressionsmetode har en svaghed.

Hvis briterne ikke får en ordentlig Brexit-aftale, vil en britisk politiker før eller siden få magt nok til at starte et nyt opgør med EU.

Og i tiden der går med politisk kævl, vil investorer og virksomheder blive ramt af uvisheden på eksportmarkederne.

Hardcore eurofile

Det er der nogle i Bruxelles, som godt er klar over.

Men det er ligegyldigt, når den toneangivende EU-top består af hardcore eurofile som Juncker, Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Langt bag dem følger Lars Løkke Rasmussen (V) som det tynde øl.

Et svagt Storbritannien er godt for EU. Tror EU-toppen.

Så kan Europas befolkninger se, hvor galt det går et land, der melder sig ud, selvom britisk økonomi indtil videre har klaret sig udmærket.

Lektien fra det britiske valg

Som nævnt i mit blogindlæg før valget tabte Theresa May, fordi hun "lavede en Poul Nyrup".

Hun repræsenterer nu et svækket konservativt parti, og hun kan i de kommende dage opleve at blive dolket af partifæller.

Over for de britiske vælgere var Mays største fejl at fremstå arrogant, fordi hun udskrev et Brexit-valg før tid for at få mere magt.

Hvorefter hun undlod at forklare vælgerne, hvad hun ville bruge magten til.

Derudover rodede May sig ud i en indenrigspolitisk pensionsfadæse, der minder om statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) ”efterlønsgaranti” i 1998. Hvorefter han tabte i 2001.

Læs Børsens blogs en anden gang, Theresa May!