KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement

Brune sko kan knuse karrieren

authorimage
BLOGS
Af: Torsten Grunwald
08. Sep 2016

Danske tilstande. Alt er tilladt. Ingen skal belære os om rigtig påklædning. Vi støtter Peter Aalbæk Jensen, når han tropper op i et tv-studie iført t-shirt, cargo-shorts og sandaler og kævler løs.

Anderledes i det store udland, London for eksempel. Der får man ikke jobbet, hvis man ikke kan ramme tøjstilen, som hersker i branchen.

Brune_sko_til_mænd_af_Torsten_Grunwald.jpg
Flotte, men farlige brune sko. Foto: Torsten Grunwald

Engelske aviser beretter om en nylig undersøgelse, der dokumenterer, at brune sko i stedet for sorte sko kan skubbe dig af skamlen, hvis du vil være investment banker. Slipseknuden skal også bindes rigtigt (four-in-hand, ikke windsor), og jakkesættet har tillige sine koder, der skal overholdes (ikke for stort, men heller ikke slim-fit).

De er skøre, de englændere, reagerer vi, og så er det nok ikke så anderledes herhjemme. Dresscoder råder også på arbejdspladser i Danmark. Advokaten på Nordhavnen i København går ikke i strik, jeans og sneakers, når han bon’er 4.000 kr. i timen, og skolelæreren underviser ikke i Læs & forstå i nypresset jakkesæt og silkeslips.

Vi er muligvis ikke så brutale som i Old England, hvis nogen ikke mestrer den rigtige tøjstil. Personen kan jo være dygtig og tilmed være en behagelig person, og så er vi tilgivende.

Eller hvad?

Måske er vi i praksis nøjagtigt så nidkære og dømmende udi dresscoder som i City of London, mens vi på overfladen hygger os med, vi er på hold med Ålen.

Læs mere om tøjstile i Forretningsdanmark her.

Profil
Torsten Grunwald authorimage Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk.

Få Torstens indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk