Disruptionchefen har intet med disruption at gøre

Det er set før. Topledelsen i en virksomhed fornemmer, at noget er på vej. Markedsvilkårene er ved at ændre sig radikalt, men man mangler selv kompetencerne til at begribe forandringen og til at lede virksomheden igennem den nødvendige transformation. Derfor griber man til en pseudoløsning og udnævner én til at tage sig af ”problemet”. Med sindsro kan man så selv fortsætte med at tage sig af det ”rigtige” arbejde i forventningen om, at det ikke forandrer sig. Den udpegede medarbejder klarer jo ærterne indadtil. Og udadtil signalerer dennes fine titel, at man er helt i front.

Erhvervsministeriets nye disruptionchef kunne godt ligne en sådan pseudoløsning. I parentes bemærket, i tvivlsomt selskab med Anders Samuelsens digitale ambassadør.

Men hvad er en disruptionchef? Ja, læser man stillingsopslaget igennem bliver det skræmmende tydeligt, at der ikke er nogen, der ved det. Heller ikke det ansættende ministerium, som godt kunne se ud til at være mere optaget af signalværdi end reelt indhold.

Det er desværre blevet et misbrugt, uanvendeligt og skadeligt buzzword

Begrebet disruption eller disruptiv innovation blev introduceret af Harvard-professoren Clayton Christensen i 1995. Han brugte begrebet til at beskrive den form for innovation, som kan ændre et marked radikalt og dermed gøre bestemte produkter eller metoder irrelevante. Disruption er en form for demokratisering af et marked, som opstår, fordi teknologien gør det muligt at transformere vanskeligt tilgængelige produkter til billigere og simplere produkter, som er opnåelige for alle mennesker. Men det er vigtigt at forstå, at ikke al innovation er disruption. Tværtimod. Størstedelen af det, vi kalder innovation, har intet med disruption gøre. Det er derimod ganske almindelig og nødvendig produktudvikling, forretningsudvikling, gradvise forbedringer, optimeringer eller justeringer. 

Jeg føler mig kaldet til lige at genopfriske denne centrale pointe fra Clayton Christensen, fordi forståelsen af den ser ud til at være forsvundet i vores nutidige, overfladiske brug af begrebet, hvilket har gjort det til tidens mest misbrugte, uanvendelige og – fristes jeg til at sige – skadelige buzzword.

Disruptionchef er facade frem for indhold

Erhvervsministeriets stillingsopslag eksemplificerer med al tydelighed denne overfladiskhed. Ifølge opslaget forventes den nye disruptionchef at ”udfordre sagsgange, processer og arbejdsmetoder”, ”integrere ny teknologi” og ”lave digitaliseringsparat lovgivning”.  Selvom disse aktiviteter sagtens kan have relevans for ministeriets interne organisation, så er det vist tydeligt for alle, at det ikke har noget med Clayton Christensen definition af disruption at gøre.

Men gør det nu så meget, kunne man fristes til at spørge. Ja, det synes jeg. Ikke bare fordi den letsindige brug af ordet kunne tyde på mangel på forståelse, men især fordi den viser, at budskabet om, at man gør noget, er vigtigere end, hvad der bliver gjort. Ansættelsen af en disruptionchef er kort sagt et udtryk for populisme. Facade frem for indhold.

Den digitale disruption er allerede et markedsvilkår i dag. Pseudoløsninger, hvor ansvaret uddelegeres til en særskilt enhed eller en særskilt medarbejder, er derfor utilstrækkelige. Topledelsen må selv tilegne sig de nødvendige kompetencer og stå i spidsen for transformationen. Er dette ikke muligt, er der kun en anden løsning tilbage: At vige taburetten til fordel for én, som magter opgaven.