Var det dødsstødet til olieprisen?

authorimage
BLOGS
Af: Bo Bejstrup Christensen
18. apr 2016

OPEC-landene og Rusland holdt i weekenden møde om at fastfryse produktionen af olie og dermed få overudbuddet af olie under kontrol, men mødet kastede ingen aftale af sig – stik mod markedets forhåbninger. Skuffelsen gav sig prompte udslag i et fald i olieprisen, men var det fejlslagne møde så det endegyldige dødsstød til olieprisen? Nej – ikke hvis I spørger os!

Spekulationer om en forestående aftale har været medvirkende til, at oliepriserne er steget de forgangne uger, hvorfor de fejlslåede forhandlinger skaber ny usikkerhed om olieprisen på den korte bane. Og selvom vi på ingen måder er optimister omkring muligheden for at komme tilbage til fx 70 dollar pr. tønde på vedvarende basis, mener vi dog heller ikke, at weekendens fejlslagne forhandlinger sender olien ud i fornyet styrtdyk. Der var nemlig mange faktorer på spil tidligere i år, da olien faldt voldsomt.

Vi ramte de laveste niveauer for oliepriserne tilbage i januar og februar, hvor en tønde af de toneangivende Brent & WTI bundede i prisniveauet 26-27 dollar pr. tønde. Der er skrevet meget om det nuværende skæve forhold mellem udbud og efterspørgsel, som efter vores vurdering er den primære årsag til, at priserne er kollapset fra over 100 dollar pr. tønde. Her spiller især den amerikanske produktion af skiferolie en stor rolle. Ikke desto mindre var der også andre faktorer på spil tidligere på året. Der var massiv usikkerhed om Kina og de nye markeder og dermed om den strukturelle vækst i efterspørgslen efter olie i de kommende år. Frygten for en ny amerikansk recession drev også markederne, og slutteligt bekymrede mange sig om, hvordan de kommende tab på specielt amerikanske virksomhedsobligationer ville påvirke den overordnede finansielle stabilitet.

De økonomiske udsigter er mere positive i dag
Her små tre måneder senere er væksten i Kina tiltaget, amerikansk økonomi er fortsat i robust ekspansion, og vi har større vished om tabene på virksomhedsobligationer.

Starter vi med sidstnævnte, er konkursraten for obligationsudstedelser fra de lavt ratede virksomhedsobligationer (traditionelt omtalt som high yield) steget kraftigt fra tæt på 2 pct. til nu ca. 5 pct. Men over halvdelen af disse konkurser kommer fra olie- og råvareorienterede selskaber, hvilket er to til tre gange mere, end hvad de fylder i det brede marked. For langt se fleste andre sektorer er konkursraten stadig meget lav. Og selvom vi vurderer, at kreditkvaliteten for specielt amerikanske high yield-udstedelser er kraftigt forværret siden 2009/2010, og vi fremadrettet forventer en væsentligt højere konkursrate i dette segment end i de forgange 5 år, ser vi stadig ingen større kreditkrise på vej. Vores hovedargument her er, at såvel det amerikanske som det europæiske banksystem i dag er langt bedre rustet – via bedre kapital- og likviditetsberedskab – til at modstå stressede perioder på finansmarkederne.

Hvad angår det amerikanske opsving, venter vi mere af det samme forude. Styrke på boligmarkedet, et sundt banksystem og vækst i investeringerne sikrer robust jobskabelse og stigende lønvækst. Det bør være nok til at sikre vækst over 2 pct. i de kommende kvartaler.

I Kina har myndighederne succesfyldt stabiliseret såvel den overordnede økonomiske vækst som den stormombruste valuta – og det forventer vi også varer ved lidt endnu.

Slutteligt viser især amerikansk olieproduktion nu også tegn på mere markant fald på ryggen af de dramatiske nedskæringer i såvel investeringer som mandskab. Alt i alt bør det sikre, at vi ikke kastes ud i fornyet kaos i form af dramatiske olieprisfald.

Derfor forventer vi ingen større prisstigninger
Men vi er stadig pessimister på den længere bane. Vores hovedpointe fra tidligere – og det scenarie vi for alvor investerer efter – er stadig intakt. Oliepriserne er i et nyt regime med større prisudsving på et strukturelt lavere niveau. Vi venter ikke at se vedvarende oliepriser meget over 50 dollar pr. tønde i de kommende år. Det skyldes ikke mindst følgende faktorer:

På udbudssiden peger vi på, at de amerikanske selskaber har vist sig overraskende fleksible. De har hurtigt og kraftigt skåret i omkostningerne og dermed gjort sig mere konkurrencedygtige. Stiger priserne – fx som følge af en OPEC-aftale eller geopolitiske begivenheder – virker det meget sandsynligt, at de amerikanske selskaber hurtigt sætter produktionen op igen. Ligesom der p.t. er mange brønde i USA, der er boret, men ikke pumper olie op, netop i forventning (eller håb) om, at priserne vil stige igen. Det lægger et låg på, hvor meget olien kan stige i de kommende kvartaler.

Endvidere har Iran indtil videre overrasket de fleste med kraftige stigninger i deres produktion – og netop denne udvikling synes i øvrigt at have været afgørende for Saudi-Arabiens manglende vilje til at indgå en aftale i weekenden. Saudierne ønsker at få Iran med i en aftale og sikre, at Iran ikke vinder store markedsandele.

Endeligt er vi på efterspørgselssiden stadig skeptiske omkring væksten i de nye markeder, ikke mindst i Kina. Selvom de kinesiske myndigheder har sikret væksten på den korte bane, er det sket via kortsigtet stimulans, herunder via lavere krav til udbetalinger på boliger. De kan ikke stimulere økonomien til evig tid, hvorfor væksten sandsynligvis vil falde tilbage senere hen og dermed skabe fornyet tvivl om de langsigtede efterspørgselstendenser.

Vi understreger, at viikkeforsøger at forudsige, om olieprisen skal være 45 dollar i det ene kvartal og 37 dollar i det andet kvartal. I stedet forsøger vi at male et scenarie, som kan støtte os i vores vurdering af det miljø, som de forskellige aktivklasser bevæger sig i, ikke mindst aktier og virksomhedsobligationer. Her på den korte bane er budskabet således, at viikkeforventer fornyede kraftige prisfald på olie i de kommende måneder – og dermed forventer vi heller ikke, at olie vil skabe samme efterdønninger for andre aktivklasser som tidligere på året.

Profil
Bo Bejstrup Christensen authorimage Bo Bejstrup Christensen blogger om udviklingen på aktiemarkedet, og hvornår man som investor bør skrue op eller ned for aktier og obligationer. Har man penge på spil, er han den rigtige at kigge over skulderen.

Som chefanalytiker i Danske Invest og Danske Capital har Bo Bejstrup Christensen 791 mia. kr. under forvaltning. Han er uddannet ved KU og Cass Business School med en MSc i Finansiering, Økonomi og Økonometri og har ti års praktisk erfaring.

Tidligere bloggere på borsen.dk