Jeg drikker aldrig mere en Carlsberg

BLOGS Af

Det var en rus, så længe det varede, men det var på lånt tid. Da Carlsberg A/S i 2009 i forbindelse med at ølproduktionen flyttede fra København til Fredericia  åbnede portene og bød kulturliv og borgere indenfor på den tidligere lukkede industrigrund, der ligger et kvarters gåtur fra Rådhuspladsen, sagde de fro: "kom og brug vores fabrikshaller, lav en kunstudstilling, se vores hemmelige botaniske have". Nu, seks år senere, hedder det: "hyggeligt at se jer, skrid."

For ikke nok med at udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen ved fældning af hundredårige træer har skamferet sin botaniske have og har revet TAP1 ned, så er Dansehallerne smidt på porten, Fotografisk Center flyttede da huslejen blev for høj, Klatreskoven fjernes, Boblepladsen ødelægges og alle de midlertidige lejemål med kreative virksomheder og institutioner har fået lov at udløbe eller er opsagt før tid.

Farvel til CISPA Copenhagen International School of Performing Arts, kunstnerndrevne udstillingssteder som New Shelter Plan , Officin og OK Corral samt alle de individuelle kunstnere, som har haft atelierplads. De flytter nu til Sydhavn, Ydre Nørrebro eller New York.

Lige om lidt er det slut med fri kultur i Carlsberg Byen. Kunstnerne er smuttet.

Ved udgangen af 2017 udløber også kontrakten med Galleri Nicolai Wallner og Nils Stærk, som ellers begge har investeret i lokalerenovering for at skabe tidssvarende udstillingsarkitektur for internationalt orienteret samtidskunst.

Tilsyneladende er det eneste kulturelle element, som forbliver i Carlsberg Byen, Visit Carlsberg. Altså det oplevelsescenter hvor kinesiske turister ankommer i store busser for at blive bekendt med virksomhedens historie, købe merchandise med Carlsberg-logo, klappe en bryggerhest og prøvesmage produkter.

Salgsmaterialet for de private lejligheder og de erhvervslejemål, som er under opførelse, lover ellers flot, at der vil være 10.000 kvadratmeter kultur i Carlsberg Byen. Carlsbergs oplevelsescenter spreder sig ifølge egen hjemmeside over præcis 10.000 kvadratmeter.

Når der loves kultur, så er det altså ikke længere i betydningen musik, mode, billedkunst, dans og performance. Det er kultur i form af et selvforherligende oplevelsescenter for en engang bundsympatisk virksomhed.

Ikke længere Vores By

Bulldozerne er rykket ind for at fjerne gamle småbygninger og gøre plads til detailhandel og institutioner samt 140.000 kvadratmeter kontorlokaler og 280.000 kvadratmeter private boliger. Nogle af boligerne er allerede sat til salg. De mindste på omkring 50 kvadratmeter sælges for 2 millioner kroner, og de største på omkring 200 kvadratmeter sælges for 15 millioner kroner, hvilket, i betragtning af den unikke location og historiske herlighedsværdi, faktisk lyder for billigt. De højeste priser er for boliger med panoramaudsigt. Carlsberg Byen får ni højhuse. Højhusene har fra 20 til over 30 etager.  

Carlsberg Byen begyndte med at hedde Vores By. Det var dengang udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S stadig var en del af Carlsberg Breweries A/S. Selskabet relancerede siden projekt-brandet fra Vores By til Carlsberg Byen, og det siger egentlig det hele. 

Carlsberg Byen P/S er rigtignok ikke en almindelig by, som nyder omsorg fra stat og kommune, med alt hvad dertil hører af fornemmelse for og forpligtelser i forhold til borgere, samfund og fremtid. Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S står ikke til ansvar for andre end sine egne partnere, det vil sige selskabets kommanditister (kommanditaktionærer) og selskabets komplementar. Komplementaren er typisk et aktieselskab.

Carlsberg Byen er altså en by, som er drevet af en selskabskonstruktion, hvis eneste fokus er profit.  

Men kære kommanditaktionærer og udviklingschefer. Måske skulle I tage og slå et smut indenom Visit Carlsberg-oplevelsescenterets museum og få genopfrisket hvilken virksomhedsånd, jeres selskab udspringer af.

Laboremus pro patria

"Vi arbejder for fædrelandet". Sådan står der mejslet i Elefantporten, som indgangen fra Valby-siden er blevet døbt i folkemunde, fordi den bæres af fire elefanter, som symboliserer virksomhedsejerens egne børn.

Det var virksomhedsejer Carl Jacobsens (1842-1914) egen ide med elefanterne. Han var inspireret af Berninis obelisk-bærende elefant på Minerva-pladsen i Rom. Den særlige Carlsberg-ånd handler ikke kun om den nære familie, det handler også om familien Danmark.

Under besættelsen husede virksomheden modstandsfolk, som i rimelig sikkerhed fik lov til at mødes i virksomhedens lokaler. Virksomheden byggede i slutningen af 1800-tallet boliger til sine arbejdere, boligere, som i dag er eftertragtet blandt arkitekter og andre kulturfolk, nemlig Humlebyen, der minder om Kartoffelrækkerne ved Søerne. Virksomheden sørgede også for børnepasning og en vis grad af social sikkerhed, fordi dette endnu ikke var en opgave, som staten havde påtaget sig. Virksomhedsstifteren hjembragte planter fra sine mange udlandsrejser og lod opføre en botanisk have. Der blev indrettet forskerboliger, hvor videnskabsfolk, og det ikke kun indenfor ølbrygning, kunne bo og arbejde. For slet ikke at tale om mastodontinstitutionerne Ny Carlsbergfondet (oprettet 1902) og Ny Carlsberg Glyptotek (grundlagt 1882) uden hvilke dansk kulturliv ville have været ubeskriveligt fattigere.

Virksomheden så det altså som en naturlig opgave at styrke og bidrage til videre udvikling samt varetagelse af samtidskunst, kulturarv, videnskabelig forskning, individets sociale sikkerhed og nationens bevarelse.   

Laboremus pro patria. Dette kunne alle fabriksarbejderne og ølkuskene læse, når de mødte op på arbejde og gik gennem Elefantporten. Laboremus pro patria. Hver lille øl der tappes og sælges bidrog til et overskud, ikke kun til virksomheden, men også til det land, hvor virksomheden har rod.

Laboremus pro pecunia

I anledning af Carlsbergs 100 års dag blev der den 10. november 1947 sat en mindesten for at ære Carlsbergs grundlægger og leder gennem 40 år, J.C. Jacobsen (1811-1887). På stenen bliver han kaldt "den gode borger, videnskabens og fædrelandets uselviske og højsindede støtte".

Vi skal altså ikke mere end cirka 70 år tilbage, for at finde en tid, hvor Carlsbergs ånd tilsyneladende stadig var intakt.



Nu er jeg ond, men jeg kan ikke lade være med for mit indre blik at se et direktionslokale eller et kommanditaktionærårsmøde hvor gråsorte jakkesæt og marineblå spadseredragter under kyniske miner taler om, at det da er meget sødt, at virksomhedsstifteren engang var fædrelandskærlig, samfundsbevidst og kulturansvarlig. Dét er en god historie, som marketingsafdelingen kan trække på, ellers er det ikke relevant. Næ, der arbejdes for pengene. Laboremus pro pecunia.Ingen grund til at være stolt over gamle dages traditioner og værdier.

Måske ville det være klædeligt, om Carlsberg Byen P/S anno 2015 turde tillade sig at være en promille mere uselvisk og en promille mere højsindet.

Sund fornuft og sund forretning

Måske er højsindetheden og uselviskheden ikke bare umiddelbart menneskeligt sympatisk og kulturelt samfundsgavnligt men også, på lang sigt, økonomisk fornuftigt.

Lad os sammenligne.

Alt det, som stat, kommune og private fonde har brugt et tocifret millionbeløb på at realisere med Superkilen på Nørrebro voksede i Carlsberg Byen, på markedsvilkår, frem af sig selv: Carlsberg Byens Klatreskov og Bobleplads blev brugt af parkourfolk, skatere, moderne dansere, cross-fittere, skolebørn og polterabendgæster i en skøn blanding. Her er optaget film, fordi det ligner et hip-hop hang-out sted, og der har været små spontane pop-up fester og børnefødselsdage med fællessang og gemmelege.

Alt det, som Københavns Kommune ønskede skulle ske og stadig arbejder for at kunne rumme i Kødbyen, alt det, var en selvfølgelighed i Carlsberg Byen: Enkeltmandsvirksomheder, kunstneratelierer og foreninger trivedes i Carlsberg Byen, de kom helt af sig selv, ofte fordi de i forvejen boede og/eller arbejdede på det nærliggende Vesterbro, hvor der er stor koncentration af folk med kreativ profession. Carlsberg Byen har altså huset kreative virksomheder, herunder innovative produktionshuse og udstillingssteder for samtidskunst med offentlig , og ofte også gratis, adgang. Gode enkeltpersoner, græsrodsgrupperinger og kommercielt forankrede initiativer har tilsammen præsenteret en lind strøm af kulturaktiviteter.

Alt det, som stadsarkitektens kontor og DR arbejder for at få til at ske for Ørestaden, alt det, skete helt naturligt i Carlsberg Byen. Ved større og mellemstore events, messer og festivaller flokkedes kulturforbrugere til Carlsberg Byen, som ligger i nem cykelafstand og virker tiltalende, også for kræsne kulturforbrugere. Der er noget forfaldsæstetisk, terrain vague-agtig industricharme over Carlsberg Byen og området omkring TAP1, ikke ulig Truman Brewery-området ved Brick Lane i London East End.

Gentrificeringsmøllen

Netop miljøet omkring det tidligere ølbrygningsområde ved Brick Lane er desværre gennem de seneste tre-fire år misforvaltet og unødigt kommercialiseret af Tower Hamlet Borough og private ejendomsudviklere, hvilket burde have bragt erfaring til Carlsberg Byen P/S.

Alle vegne forløber gentrificeringsmøllen sådan, at først kommer kunstnerne og kulturvirksomhederne og skaber et attraktivt miljø, siden kommer cocktailbarene, reklamefolkene, forretningskæderne og de spekulative ejendomsudviklere, som tilsyneladnede altid går efter kortsigtet profit. Når de statslige, kommunale og/eller private udviklere tager fat, så forsvinder kunstnerne og kulturvirksomhederne og med dem dét, som skabte miljø.    

Gennem de seneste cirka seks år blev Carlsberg Byen hjemsted for et frodigt kunst- og kulturmiljø og autentiske urbane initiaver, men som jeg sidder og skriver dette, så er alt det sjove ved at blive renset ud. På mit kontor hører jeg en mild baggrundsrumlen fra byggepladsen.

"Jamen, der kommer skam også grønne områder. Vi river ikke bare ned, vi laver for eksempel en boldbane og en cykelsti. Men det bliver nok lidt mere friseret", som en af udviklerne orienterede om ved et nyligt borgermøde.

Ja tak. Boldbane og cykelstier. Men til udviklerne vil jeg sige: Carlsberg Byen er ikke Rødovre, og I mister den vibe, som trendsætterne har foræret jer. I forkaster alt det, som I vanskeligt kunne have købt jer til hos selv den bedste tegnestue og det bedste brandingbureau. I går efter hurtigt afkast men kunne have taget den lidt med ro og været lidt mindre grådige i forhold til byggeprocent. Så ville I have bevaret Carlsbergs ånd og salig brygger Jacobsen ville ikke have behøvet at vende sig i sin grav.

Kan kursen justeres? Ja den kan. Sørg for at genhuse bare nogle af de kreative mennesker, virksomheder og institutioner, som I har jaget bort. Giv dem symbolske huslejer. Lad dem hænge plakater op på jeres husvægge, lad dem have gæster og holde fester, bare engang i mellem. Velkom kunst og kulturelle aktiviteter med offentlig adgang.

Og kryds fingre for, at det ikke er for sent, og at I ikke i for høj grad har forkastet alt det, som giver liv og miljø. Alt det, som stadigt flere mennesker gerne betaler en mindre formue for at komme i nærheden af.

Hvis man vil skabe en attraktiv ny bydel, med en høj salgspris pr. kvadratmeter, så handler det ikke om overflader, det handler (mindst) ligeså meget om det liv, der udfolder sig bag om og ind mellem facaderne. Skallerne gør det ikke alene.

Bevares, der vil stadig være en vis charme og historie, for 15% af Carlsberg Byen vil bestå af fredede og bevarede bygninger fra den store industriperiode. Med andre ord vil Carlsberg Byen tilsyneladende bestå af 85% nybyggeri.

Jovist, det er begavede tegnestuer, som har til opgave at tegne den nye by, men de kan jo kun agere indenfor de retningslinjer, som udstikkes af bygherre. Det vil sige kommanditaktionærene fra Carlsberg Byen P/S.

Undskyld

"Jeg drikker aldrig mere en Carlsberg", sagde en kollega fra kulturbranchen, da samtalen for nylig faldt på Carlsberg Byens udvikling. "Det er til at tude over" ... "jeg forstår det ikke", som naboer til og tidligere brugere af Carlsberg Byen går rundt og siger til hinanden. 

Jeg bor og arbejder selv klods op ad Carlsberg Byen og kan se ind på den gudsbenådede blanding af siloer, skorstene, trætoppe og på tagene kobberskulpturer eller detaljerige tagspær. Og nu også kraner og det 100 meter høje hus under opførelse ned langs banen ved Enghave Station.

Undskyld, brygger Jacobsen. Du er stadig min helt, men jeg drikker aldrig mere produkter under Carlsbergs agentur. Mine børn får ikke lov til at bestille Sprite og Coca-Cola, når vi er ude. Jeg vil takke nej til pressemødets danskvand, hvis det er en Ramlösa. Der kommer heller ikke Tuborg på bordet til julefrokosten eller KB hvidtøl til risengrøden.

Undskyld, jeg vil ikke længere besøge den smukke industrigrund, og det er for smerteligt at gå gennem den skamferede botaniske have. Jeg tror faktisk, at jeg vil føle mig uvelkommen i skyggen af de ni højhuse og penthouselejlighederne med møblerbare altaner og underjordiske parkeringskældre. Det er ikke dér, mine venner og kolleger flytter hen. Og jeg gider ikke gå i Starbucks, H&M og hvilke andre butikscenter-forretningskæder der måtte indfinde sig.

Undskyld. Jeg skammer mig. Og jeg håber inderligt, at jeg vil kunne ændre holdning. Ikke kun af de åbenlyse selviske grunde (jeg kan godt lide Carlsbergs øl). Også i respekt for brygger Jacobsens ånd.

 

Relaterede links:

Den officielle hjemmeside for Carlsberg Byen P/S 

Arkitekters kritik i Berlingske 

PR-konsulents kritik i Dagbladet Politiken 

Realdanias ros og visioner 

Om Carlsbergs grundlægger 


Billeder: Hhv. afmonteret portudsmykning; Elefantport bag byggeplads; interiør fra tidligere industribygning og midlertidig udstillingsbygning, som snart rives ned. Alle fotos er taget af Line Rosenvinge oktober 2015.  


 

Se flere blogs



Profil