Provinseliten

Her skal det, modsat de to seneste indlæg, handle lidt mindre om kulturliv og beskæftigelsespolitik samt deraf motiverede eventuelle nationaløkonomiske beslutninger. Her skal det "bare" handle om kommunalpolitik.

Der en lang dansk tradition for misforstået socialdemokratisk leverpostejspolitik, hvor man klatter med kulturpuljemidler og uddeler portioner af 5-15.000 kroner til småprojekter. For hvis alle får lidt, så er de fleste nok glade, vi har sikret mangfoldighed ... og bla bla bla.

Indrøm, at der også her til lands findes en kulturelite.

Nogle er glade amatører, når det kommer til kunst og kultur, nogle er professionelle.

Ingen kan alt. Alle kan noget. Og nogle (få) er særligt gode til noget.

Disse få skal støttes i det omfang, som det er muligt. Ikke kun i form af økonomisk anerkendelse. Det handler ikke om at få flere kulturtilbud, men bedre kulturtilbud (som jeg også skrev om i indlægget Kunsten har sejret ad helvede til). 

Lokalt i kommunerne er det overskueligt at identificere egnseliten. Derfor er kommunal kulturpolitik ikke "bare" underordnet den statslige/ministerielle kulturpolitik, men derimod en væsentligt part for generel national succes. Det er nemlig via lokale rådhuse, at kommunalbestyrelsesmedlemmer og embedsværk kan gå i dialog med kulturlivets bedste aktører.

Egnseliten tæller institutioner såvel som individer. Man kan tale med dem. Og det gør man klogt i. For dansk kulturliv udfolder sig ikke kun indenfor Københavns volde, der er et rigt kulturliv mange steder i landet.

Historisk kan nævnes Odin Teatret i Holstebro, men der er også aktuelle fyrtårne, som eksempelvis Skovsnogen Artspace ved Herning. Der bør være poltisk interesse og økonomisk ræson i at arbejde med og støtte de kulturinstitutioner og -initiativer, som allerede har vist deres bæredygtighed, og som anerkendes i fagkredse. Kommunalpolitisk bør der derfor sikres rimelig driftsstøtte og arbejdsro, så kulturlivets relevante aktører kan stå stærkere og give mere, ikke bare til lokalsamfundet, men også i national såvel som international skala, hvor forudsætningerne måtte være tilstede for at række så vidt.

Her er det et stort kommunalt, lokalt ansvar at have øje for dét, som rummer kvalitet og (æstetisk/reel) samfundsværdi.

Hvad kan man så gøre, rundt omkring i kommunerne? Jo, først og fremmest handler det om at kortlægge aktiviteter og identificere relevante aktører, om muligt gerne så alle kunstarter er dækket, henholdsvis billedkunst (herunder arkitektur og design), litteratur, musik (både rytmisk og klassisk) samt scenekunsten.

Konkret kunne man vælge at supplere de velfungerende statslige huskunstnerordninger, hvor professionelle kunstnere besøger dagtilbud og skoler. Lignende projekter kan støttes, eksemplevis Mestersangerne kan udbredes i flere kommuner.

Samtidig må man kommunalpolitisk have fornemmelse for og træffe beslutning omkring, hvorvidt man ønsker at lægge oven i det statslige eller prioritere det, som slet ingen statslig støtte modtager, eller om man lokalt evner at gøre begge dele i balance.

Det er bare om at smøge ærmerne op og komme igang.

Rundt omkring på landets rådhuse kan de gøre en stor forskel (her Københavns Rådhus, hvis nogen skulle være i tvivl).