Kunsten har sejret ad helvede til

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
01. apr 2014

 

 

"Kan man andet end at elske Kandinsky?" spørger kvinden med den store knold, hvortil manden med det bøvede slips svarer: "Ja, man kan være helt uvidende om hans eksistens og bare elske porno, fodbold og øl!"

Han har jo ret. Men hun har jo også ret.

Som operachef ved Royal Opera House London, Kasper Holten, sagde til 400 kulturfolk ved SACRE-konferencen på Gamle Scene for nylig, så har kunsten aldrig været mere tilgængelig, og alligevel har den aldrig været mere perifær. Han taler om de begavede kunstnere og dannede kulturforbrugere overfor den passive storforbuger af underholdningstv.

Holten vil gerne have, at kunst bliver andet og mere end et anneks for de få. Ikke mere flødeskumssnak, kunsten bør være den lagkagebund, som vi bygger alting på. Men der er lang vej. Rigtig lang vej. For "kunsten har sejret." Operachefen ville ikke bande fra Gamle Scene, men det gav genklang i mange af de tilstedeværendes hoveder, ikke som vellyd, men som et skingert "... ad helvede til."

Tjek listerne på  AOK, Politiken Plus, Kopenhagen, Louisiana Klub. invitationerne tikker ind, direkte i din indboks, via sociale medier og en sjælden gang som direkte opfordring fra en ven. Gå ikke glip af årets kulturoplevelse, ja, dit livs oplevelse. Kom i dag, sidste chance, specielt for dig!

Jeg får sved på panden. Og det er ikke kun et lokalt fænomen. For jeg ved at selv i London, Berlin, New York og alle de andre skønne metropoler, også dér kappes lokale arrangører om at få netop dig til at komme til netop deres arrangement.

Ofte er arrangementerne virkelig udsøgte. Der er god stemning og begavede mennesker. Mange arrangementer er endda gratis, men selv de gratis arrangementer mønstrer nogle gange blot arrangementets hovedperson, arrangementstedets tovholder og en løntilskudsansat, som skal dokumentere begivenheden og så også lige én, som har læst om arrangementet i en folder og kommer, fordi der er gratis vin eller gratis kaffe. Serveringen afhænger af hvilken målgruppe, arrangørerne ønsker at henvende sig til.

Bevares, der er også arrangementer, hvor det vælter ind med publikum, men hvis alle arrangementer blev lagt i regneark og man kunne se, hvormange der faktisk kommer, så ville det sikkert se trist ud.

Kampen om kunderne
Som kulturinstitution i dagens Danmark skal man virkelig oppe sig, for at lokke publikum til. Det gælder både for de store tunge institutioner og alle de ofte meget charmerende og kvalificerede men midlertidige baggårdsinitiativer. I et liberalistisk og forbrugerstyret marked er der plads til alle, vi elsker diversitet og mangfoldighed, vi vil gerne fristes.

Men prøv lige at hør denne Facebook-statusopdatering fra den 17. februar 2014: "Ses vi på fredag? Vi inviterer til åbningsfest på den über-lækre udstilling af Zoe Williams med cava og toner fra DJ Sam Derounian, der vil fylde SALEN med post-punk/agit-pop/left-field disco/krautrock."

Formidlingsteksten er udgået fra en af Københavns gode gamle og temmelig veletablerede kulturinstitutioner, nemlig kunsthallen GL STRAND. Yrk, siger jeg. Det er åbenbart ikke længere nok at sige "vi viser god kunst fra tirsdag til lørdag fra kl. 10 til kl. 17". Det skal være über-lækkert (jeg vidste slet ikke man kunne sige sådan, men jeg fylder også snart fyrre) med bobler i glassene og et mystifystisk lydbillede leveret af en til lejligheden henbragt DJ. Yrk, igen.

Den aktuelle og iøvrigt meget ambitiøse og fagligt funderede Asger Jorn-udstilling på SMK (Statens Museum for Kunst) i anledning af kunstnerens 100 års fødsel slipper heller ikke for at gøre sig til. Hør blot denne udsøgt formulerede annoncering af et særarrangement: "Den 7. marts er der igen mulighed for at krydre fredagen med kultur, når SMK for femte gang slår dørene op for aftenåbent med art talks, musik, bar og gadekøkken. Denne gang vil aftenen stå i kunstrebellen Asger Jorns tegn, og i den anledning vil der være gratis adgang til den nye særudstilling Asger Jorn – Rastløs Rebel, verdenspremiere på triolektisk bordfodbold og action painting a la Jorn. Aftenen vil også byde på campingvognskunst, kunstnermøder, DJ og dukketeater."

Det er selvfølgelig besnærende, at et kunstmuseum ikke bare er et sted, hvor man møder malerier, der hænger og dingler på et søm på en væg og skulpturer, der står helt stille på deres sokkel. Et museum anno 2014 er et sted, hvor man hører god musik, spiser dejlig mad og møder spændende mennesker mens børnene underholdes med særligt børnevenlige aktiviteter.

Hyperaktivitet
Louisiana Museum of Modern Art er også eksponent for denne tendens. Museet var herhjemme pionerer indenfor børnevenlige aktiviteter med det formidable Børnehus. Museet er selvfølgelig først og fremmest sin samling, men også de skiftende udstillinger, helst mindst to af gangen.

Dertil er der Louisiana Klub, den ubetinget største vennekreds for en dansk kulturinstitution, samt Louisina Publications, der udgiver Louisiana Revy og Louisiana Magasin samt egne udstillingskataloger, men glem heller ikke Louisiana Channel, der producerer ugentlige kunstprogrammer som streames online og er frit tilgængelige. Derudover er der selvfølgelig Louisiana Live, hvor kyndige personer og kulturkändisser i et ambitiøst anlagt program taler om egne og andres produktioner indenfor alle kunstarter, både historisk og aktuelt.

Ser man på nylige arrangementer, så kan man læse, at Pernille Bramming den 20. marts tilbød en "eventyrlig tidsrejse til de klassiske arabiske storbyer" og bare fem dage senere var der "Evergreen-aften om Gershwins liv og musik med bl.a. Karl Aage Rasmussen og Kristin Korb". Der er hyppige koncerter, hver fredag er der for eksempel Louisiana Lounge. Men der er også Louisiana Litterature og Louisiana Lecture. Kort sagt: rigtig mange aktiviteter!

Hvis man tæller omvisninger med, så tilbyder museet 2-3 særarrangementer for hver dag, de holder åbent for besøgende. Det er så tilpas mange aktiviteter, at dette overflødighedshorn giver mig lammende dårlig samvittighed, fordi jeg sådan set gerne ville troppe op til ni ud af ti af de annoncerede arrangementer, men det kan jeg jo ikke, for så ville jeg ikke bestille andet end at flagre rundt til kulturarrangementer.     

Derfor vil jeg tillade mig at spørge: er al denne virak virkelig nødvendig? Er det kammet over? Kan vi overhovedet se skoven (læs: kunsten) for bar træer (læs: aktiviteter).

Udbud og efterspørgsel - og udbytte?
Det forekommer, at landets kulturinstitutioner kæmper om det samme publikum, så der ikke nødvendigvis skabes flere kulturforbrugere og kunstelskere, men at det er de selvsamme mennesker, som opsøger kulturinstitutionernes mange tilbud. På samme vis som mange mennesker shopper rundt mellem avisabonnementer og teleudbydere.

De mange slagtilbud fra de store dagblade skaber ikke nødvendigvis flere avislæsere, ligesom de mange teleudbydere heller ikke nødvendigvis skaber et større behov for at tale i telefon. Det er et kannibalistisk marked, hvor kulturinstitutionerne spiller med musklerne for at vinde markedsandele hos et forkælet kulturpublikum.    

Maksimal værdiskabelse
Kulturlivet og intelligentsiaen har, navnlig siden finanskrisens indtog for snart seks år siden, manet til forbrugspause og generel besindighed fordi det såkaldte overskudssamfunds materielle grådighed belaster økosystemet og naturressourcer kritisk. Måske det er på tide, at gribe i egen barm. Også kulturlivet burde besinde sig. Vi har vænnet os til hyperaktivitet som svar på en evig jagt efter de indtægtsgivende besøgende. Det er betragteligt lettere at måle antal besøgende end at måle de besøgendes udbytte. Den frie konkurrence og liberale tankegang har forplantet sig i kulturlivet.

Lad os gå tilbage til Gamle Scene, hvor Holten talte om, at vi skal lade være med at arbejde for maksimal eksponering med minimal indflydelse. Dette er en forbrugertankegang. Forbrugertankegangen er ikke hensigtsmæssig i kulturlivet. Det må ikke handle om opmærksomhed for opmærksomhedens egen skyld, eller produktivitet for produktivitetens egen skyld, vi skal bevare ambitionen om at skabe reel værdi. Jeg gentager: forbrugertankegang overført på kulturlivet er ikke hensigtsmæssig.

Som kvinden med knolden i Wulffmorgenthaler-striben elsker også jeg Kandinsky Og kultur. Og meget af dét, der ligner. Men jeg vil hermed appellere til alle velmenende (tossegode) professionelle formidlere, forvaltere og arrangører i kulturlivet: skru lidt ned for retorikken og giv fagligheden fuld styrke. Stol på, at kunsten har værdi i sig selv og lad være med at lefle for publikum.

Tro mig, det bliver über-lækkert. 

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk