Hvor er min hummer

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
28. feb 2015

Dette her kan godt gå hen og blive pinligt.

Jeg er opdraget med, at man ikke skal konversere om religion, politik og økonomi. Når man taler om den slags, bliver værdier og forskelligheder tydelige. Friktion er ikke altid godt til et teselskab.

Alligevel er det ofte – og gerne – netop disse emner, som kommer op at vende. Men blandt kolleger er der noget, man bare ikke skal spørge ind til, og det er, hvordan pengene tjenes, for det er et ømt punkt. Når "det med pengene" alligevel kommer frem i en samtale, så overrasker det mig, hvordan det hele tilsyneladende hænger sammen.

Rigtig mange selvstændige, profesionelle og selvforsørgende kunstnere og kulturarbejdere er glade for de regnskabsår, hvor der faktureres for mere end 200.000 kroner.

Samtidig omgåes jeg rigtig mange mennesker, fra andre professioner, som ville finde det usandsynligt og urimeligt at have mindre end 50.000 kroners månedlig bruttoindtægt. Ligesom jeg kender nogle af dem, der ikke i deres vildeste fantasi ville kunne forestille sig et anstændigt liv uden mindst 100.000 kroner om måneden.

Folk fra kulturbranchen er rigtig gode til bytteøkonomi. Ikke kun af ideologiske årsager, men af praktiske grunde. For når der ikke er så meget cash flow, kan man holde gang i biksen med udveksling af ydelser. Jeg skriver en tekst ... du fotograferer ... jeg låner lamper ... du får fri transport.

Alle er glade, tillader jeg mig at sige.

Dem jeg kender, som har under 20.000 kroners månedlig bruttoindtægt, er lige så lykkelige som dem, der har over 50.000 kroners månedlig bruttoindtægt.

Januar 2015 viste en undersøgelse, udarbejdet til udvalgsformændene i Kulturstyrelsen, at kulturskribenter typisk arbejder med en bruttotimeløn på 150-300 kroner, og at de heldigt stillede for skribentvirksomhed kan opretholde en månedsløn på 7-10.000 kroner. Før SKAT.

Nogle gange, når jeg møder en kollega til en reception på de bonede gulve, så er jeg fuld af respekt over, at de ligner en million. Nogle mennesker klæder sig altid godt og ligner et ikon fra et Mads Nørgaard-modeshow, men jeg véd, at de bor i en lille lejlighed med skimmelsvamp.

Alle er ikke glade, ender jeg alligevel med at sige.

For selvom det er charmerende, at folk, som har et lille rådighedsbeløb, faktisk formår at få maksimalt udbytte i forhold til levestil og arbejdsliv og balancen derimellem, så er det bizart, at dygtige mennesker med lange uddannelser, god erfaring, specialviden og arbejdsdedikation skal hustle sig igennem tilværelsen.

Mange kunstnere og kulturarbejdere forsøger at indrette sig med et skizofrent arbejdsliv, hvor hovedindtægten kommer fra ufaglært arbejde, som eksempelvis postomdeler eller handicapmedhjælper, fordi der ikke er nævneværdig indtægt fra det professionelle arbejde.

Og hvad så, kunne man sige.

Men jeg synes, at det er trist, at der er mange, for hvem døgnets 24 timer ikke er nok til den klassiske opdeling med otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers søvn. Der er til otte timers  professionelt men ulønnet arbejde plus otte timers forefaldende men lønnet arbejde og et, trods kompakte arbejdsdage, månedligt rådighedsbeløb på omkring 10.000 kroner.     


Glæden ved arbejdet er løn nok i sig selv (JA/NEJ)
Jamen, når man arbejder med kunst og kultur, så er arbejdet en del af lønnen. Det er så fornøjeligt, den slags.

Nej, vel?

Det er ikke altid fornøjeligt at arbejde. Man skal gøre sig umage, også med de opgaver, som bare skal gøres. Det er ikke altsammen søde smil og kold hvidvin.

Mange kunstnere og kulturarbejdere sidder foran skærmen på tider af døgnet, hvor det er bedst at ligge i sin seng. Jeg har set selvstændige (enkeltmandsvirksomheder) på få uger tabe 10-20 kilo, typisk fordi de har påtaget sig opgaver, som viste sig at være mere omfangsrige end antaget, men som det ikke er muligt at trække sig fra, i al fald ikke uden at miste den indtjening, som man allerede har investeret alt for meget i at realisere.

Det er ikke altid sjovt, at være nødt til at vente på, at der kommer børnepenge, førend man kan købe blækpatroner. Eller servere risengrød for familien i maj måned, ikke kun fordi det smager godt, men fordi det er billigt. Så er der løgsuppen. Den holder, navnlig hvis man dertil drikker noget af den gode rødvin, som man får i stedet for pekuniært honorar for deltagelse i en paneldebat.  

Det er ikke kun kunstnerne, der er hårdt trængt økonomisk. Det er også alle de mange kulturarbejdere, som længes efter fast ansættelse i etablerede institutioner og virksomheder.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er alt for mange begavede mennesker og for få jobs (som jeg skrev om i indlægget Av). Når der er for få jobs, navnlig til humanister, så skyldes det, at der er for lav omsætning og for få driftsmidler i kulturlivet til at udløse reelle jobs.

Her er det et spørgsmål om politik og ideologi; om man tror på, at kunst og kultur skal klare sig på rene markedsvilkår, eller om man anerkender, at visse områder kræver statsstøtte for at kunne eksistere, hvilket leder til en diskussion om og forståelse for, hvilke områder der i så fald bør være berettiget til statssøtte – dén reflektion og diskussion kan vi tage i detaljer en anden gang.

Men der er akut brug for at træffe en nationaløkonomisk beslutning om, hvorvidt man ønsker et bæredygtigt (langsigtet) kunst- og kulturliv, som vedvarende leverer kvalitet i passende omfang og varians.

Kulturlivets støtter – og det gælder både stat, kommuner, private fonde og bemidlede enkeltpersoner – har i så høj grad fokus på projekter, at aktører i feltet nogle gange må slå knude på sig selv for at kunne gøre sig fortjent til støtte. Der er kamp om håndørene. Ofte er det nødvendigt at "opfinde et projekt i projektet" og iværksætte afledte aktiviteter, selvom man knap nok har ressourcer til at opretholde organisationens kerneaktivitet.

Op til COP15 galdt det om at finde på noget med en klimavinkel. I H.C. Andersen-jubilæumsåret blev der brainstormet på noget med eventyr. Under Søren Kierkegaard-fejringen var det eksistensbegreber, som kom i spil. Aktuelt handler det om at lave noget særligt for børn og unge. Idéerne følger puljerne og temaerne, som dikteres ovenfra. Ikke fra kunst- og kulturlivet selv.

Man kan have sympati for alle disse emner, som der er politisk interesse i at skabe opmærksomhed omkring, og det er også på sin plads, at de politiske vinde får lov at blæse derudaf.

Men det er på sin plads at overveje, om det har kammet over; om vi er i en situation, hvor kunst- og kulturlivet hoster op med halvhjertede og til lejligheden opfundne produkter, fordi støttesystemet er blevet for projektorienteret og støttemidlerne for fragmenteret, så der hovedløst halses efter diverse øremærkede puljer, som popper op – og forsvinder igen, just som nogen er blevet god til noget, men fordi dette noget ikke længere er en politisk prioritet, så hensygner det, som ellers lige var bygget op.

Det er mit bud, at det ville være langt mere hensigtsmæssigt at opbygge og vedligeholde nødvendige kompetencer via øgede driftsmidler, så institutioner og organisationer – små som store – kan specialisere sig, og ikke altid være i konkurrence med kolleger i et groteskt kannibalistisk marked, hvor der aldrig er kød nok til suppen. Så man udvikler og optimerer skelettet (kerneaktiviteten) og ikke pynten (afledte projekter tilpasset kortsigtede projektstøttemidler).

Store produktioner kræver mange hænder. Som kunst- og kulturinstitution kan man sagtens være kreativ og finde måder, hvorpå man kan fiske de højest kvalificerede fra den store arbejdsstyrke og betale dem mindst muligt.


Du får dårlig løn – til gengæld arbejder du rigtig meget
Dansk films success op gennem 2000erne og frem er i høj grad baseret på billig arbejdskraft bestående af en blanding af militærnægtere og dagpengemodtagere med erhvervsfaring og videregående uddannelser, som praktiseret af Zentropa.

Zentropa har fundet inspiration hos Hells Angels, hvor man optager kulier i en prøveperiode på et årstid. I denne periode er der gerne blod, sved og tårer, når kandidatens duelighed og dedikation testes. Når så året er omme, optages kandidaten måske, og måske ikke, i klanen.

Ifølge Gyldendals ordbog kommer 'kuli' fra kinesisk eller indisk og bruges mere generelt om en slave eller en ringe lønnet arbejder.

Aktuelt har dygtige virksomheder fra den kreative branche, som BIG og Noma, baseret deres forretningsmodel på noget i samme stil som Zentropa, hvilket ikke er kriminelt; alle er glade, fordi de ambitiøse og kompetente får unik erhvervserfaring og projekter i bogen.

Der kan aflønnes lige til grænsen af, hvad der er rimeligt, f.eks. cirka 7000 bruttokroner månedligt, hvilket er sammenligneligt med niveauet for S.U. og dagpenge. For denne løn arbejdes gerne 50-60 timer ugenligt og arbejdstagerne, der vel og mærke ikke er ufaglærte men veluddannede, må leve med, at sygeorlov og deslige er en by Rusland.

Make it or break it.

For slet ikke at nævne mode-, reklame- og musikbranchen, hvor lønnen nogle gange består i en gratis frokost. Sådan har det altid været, sådan er det over hele verden ... og til en vis grad er det okay.   

Men jeg ser rigtig mange kolleger, som i for mange år hænger fast i low eller no pay-projekter. De er en slags ufrivillige freelancere. De har ikke eget cvr.nr., men shopper rundt mellem projektansættelser og er afhængig af diverse mere eller mindre tilfædige omstændigheder, som er udslagsgivende for, om de kan fortsætte deres professionelle virke i kulturbranchen.

Det er omstændigheder som eksemplevis en eventuel partners eventuelt stabile indtægt, arv, erhvervelsen af en billig bolig, dengang dét stadig var muligt (andel, kolonihave, husbåd), en sygdom, som udløser understøttelse eller flere af de her nævnte forhold i kombination.

Nyligt lykkedes det to bekendte at få fastansættelse på store, gode kulturinstitutioner. Den ene var på vej til de 50, og den anden havde passeret de 60 år. Før disse ansættelser havde de begge praktiseret årtiers løsansættelser.

For glæden ved arbejdet er løn nok i sig selv, du skal liiige vise, hvad du er værd, og hvis du ikke tager tjansen, så er der mange andre, der gerne vil.

Mangt en arbejdsgiver i kulturlivet bruger argumentet "lønnen er lav, men det er godt for dit cv". Men det kan man faktisk ikke være bekendt at sige til dygtige folk med 10-20 års erfaring.     


Hvor er specialisterne?
Det virker uværdigt, når jeg møder kolleger i løntilskudsansættelser på statsstøttede kulturinstitutioner. Løntilskudsansættelser er en form for arbejdsprøvning. Men jeg ser kolleger, som er midt i 40erne, ikke midt i 20erne, der fungerer i kulturinstitutionerne i disse såkaldt arbejdsprøvninger.

Disse løntilskudsansættelser, virksomhedspraktikordninger – og hvad det altsammen hedder – er intet andet end skjult kulturstøtte og burde omdirigeres til reelt driftstilskud, så institutionerne kan ansætte de folk, de faktisk har brug for, i stedet for rotationsordninger, som udefra set kan virke charmerende og dynamisk, men som snarere giver negativt udslag på kontinuitet og effektivitet.

Hvad værre er, så har vi gennem årtier i kulturlivet opdyrket en arbejdsstyrke, hvor de fleste laver lidt af det hele. Dette er ikke hensigtsmæssigt.

Vi har brug for specialister. Vi har ikke brug for en stor stab af løsansatte kulturarbejdere, som både kan konceptualisere, producere, fundraise, markedsføre, formidle, forske, sælge, evaluere, udvikle og lede.

Vi har brug for specialister på de respektive områder. Ingen kan alt. Del og hersk. Det er synd og skam, at generationer af humanister/kulturarbejdere ender som "professionelle uprofessionelle" generalister.

Der mangler stærke kompetencer indenfor alt for mange af de ovenfor nævnte områder i kulturlivets fødekæde. Her taler jeg primært ud fra erfaring indenfor billedkunst, hvor der især mangler viden om produktion. Til sammenligning har man i London en frodig underskov af private virksomheder og organisationer (med store offentlige kunder) som gør netop dét, eksempelvis Artangel, Artwise og Artsadmin. 

Kort efter den globale økonomiske krise begyndte jeg at skrive om finanskrisens mulige positive effekter for kunst- og kulturlivet (de syv punkter blev april 2009 publiceret via Kopenhagen Magasin). Dengang håbede jeg, at skarpe profiler fra de mange gallerier, som måtte lukke, kunne overgå til at operere som dealers og styrke det led i kunstlivets fødekæde, som handler om at producere og facilitere små og store projekter på tværs af institutioner og brugere. Dette er kun sket i minimal grad.

Kunstnere efterlyser stadig fødselshjælp til realisering af projekter, som ikke passer ind i vanlige institutioner og hvis indhold ikke kan moduleres, så det bliver attraktivt for øremærkede puljemidler (klima, miljø, eventyr, eksistensbegreber, børn og unge ...).

Så hvad nu, lille du?

Stil dig op ved hæveautomaten, stik kortet ind, tryk koden, bed om nogle kontanter og kryds fingre. Lad være med at tude i supermarkedet, når slutbeløbet er mere, end hvad du har i din pung. Og –  vigtigst af alt –  tag din fineste kjole på, sæt håret, spænd buen, stil dig op og spil og husk at smile til. Smil. Smil for fa´en. 

Se selv denne lille fine film, hvor smukke kvinder går rundt og undrer sig. Den varer 3:07 minutter.

Det handler sådan set ikke om at have mange penge. Det handler bare om at have penge nok. For kunstens skyld.

(I næste indlæg skitseres en mulig løsning på de ovenfor nævnte udfordringer).

Marcella Puppini (The Puppini Sisters) har produceret sanget I Can't Believe I'm Not a Millionaire, der udkom 2007 på pladen The Rise & Fall of Ruby Woo. Musikvideoen hvorfra ovenstående stills stammer er instrueret af Alex de Campi. Nærværende teksttitel stammer også fra sangen. Mere om bandet her.  

Den i indledningen omtalte undersøgelse fra januar 2015 vedr. kulturskribenternes virke blev afviklet som et samarbejde mellem hhv. Foreningen af danske kunstkritikere AICA Danmark, Danske Filmkritikere, Litteraturkritikernes lav, Foreningen af Danske Musikkritikere (klassisk musik), Musikanmelderringen (rytmisk musik) og Foreningen af Danske Teaterjournalister. Organisationerne repræsenterer tilsammen over 200 professionelle kulturskribenter i Danmark. Af den anonymt besvarede spørgeskemaundersøgelse fremgik det, at flertallet bruger 5-10 timer på en tekst, og at honoraret for en tekst til publikation gennemsnitligt er under 1.500 kroner, hvilket vil sige, at halvdelen af kritikerne arbejder med en timeløn svarende til 150-300 kr.Til sammenligning opererer Journalistforbundet med freelancesatser på 993 kr. i timen for tekster, der skrives på baggrund af specialviden.  Nogle få skribenter producerer 5-20 tekster om måneden til et dagblad til en fast pris. Men skribenter uden fast tilknytning kan typisk kun afsætte 1-5 tekster om måneden, hvilket giver en månedsløn på omkring 7.000-10.000 kr. Skribenter, som rejser i forbindelse med arbejdet, har stadig mere vanskeligt ved at få rejserefusion. På baggrund af undersøgelsen listede rapporten til Kulturstyrelsens udvalgsformænd følgende tre udfordringer: 1) Elendige lønninger. Hvis vi skal have en fri anmelderstand, kræver det integritet af freelancerne. Dette er vanskeligt, når stort set ingen anmeldere og kritikere kan leve af at skrive, men supplerer med bestillingsarbejde, så de jævnligt kan opleve at skrive om en produktion, person eller institution, som i anden anledning har været en samarbejdspartner eller arbejdsgiver. 2. Begrænset geografisk spredning. De fleste anmeldere og kulturskribenter bor i de store universitetsbyer København og til dels Aarhus. Dagbladenes rejsebudgetter er skåret helt ned, og de øvrige kulturmediers rejsebudgetter er stort set ikke-eksisterende. Anmeldere er ofte afhængige af, at den, som de skal skrive om, betaler rejse og evt. kost og logi. Ellers skal anmelderne ofte personligt afholde rejseudgifter uden for eget geografisk nærområde. 3. At unge kulturskribenter ikke får muligheden for at udvikle sig. I en branche, hvor der knap nok er ressourcer til de eksisterende, er der ikke tradition for at velkomme nye generationer. Disse tre punkter ledte til følgende overvejelser om konkrete tiltag: Ad) 1. Oprettelse af arbejdslegater til kritikere. Gerne mange mindre eller mellemstore legater, så alle områder inden for kulturlivet kan dækkes. Legaterne skal sikre arbejdsro så kvaliteten, habiliteten og kvantiteten er i top. Samtidig er det yderst hensigtsmæssigt at udvikle passende støttefunktioner til de medier, som aflønner skribenterne. Ad) 2. Øremærkede midler til refusion af rejseudgifter. Midlerne kan enten bruges til kulturproducenter eller til kulturskribenter. Her er det vigtigt, at ordningen ikke vanskeliggøres af unødig administration. da der er tale om småbeløb. Ad) 3. Engagering af erfarne kulturskribenter for samtale om, hvordan man kan styrke branchen generelt og invitere nye talenter ind for herved at langtidssikre kritikken i Danmark.

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk