Av

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
04. okt 2014

"Man kan fordre grise med humanister", som en medicinstuderende sagde til mig engang. Han selv endte som en dygtig hjertekirug. Som kunsthistoriker har jeg ikke reddet menneskeliv, men jeg vil påstå, at også jeg kan reparere hjerter.

Når man arbejder med kunst og kultur, så arbejder man ikke bare med faget humaniora, man arbejder med menneskelighed i alle dens afskygninger. Menneskelighed, i positiv forstand, handler om at have hjertet det rette sted, som man siger; som om hjertet var noget, man kunne flytte rundt med efter forgodtbefindende.

Humaniora har fået øksen. Der skal skæres 4000 studiepladser. Det ligger lige for, at lade sig bekymre over, at denne voldsomme besparelser påvirker, lad os bare sige 'samfundets menneskelighed'; kultur, dannelse, kritisk sans og evne for demokrati.

Den seneste tid har jeg fulgt mine fagfællers velargumenterede begrundelser over det begrædelige i denne sparingsrunde. Men jeg kan ikke helt stemme i. Sagen er mere kompleks end som så, og det burde vi akademikere om nogen vide, for vi er så gode til at se alting fra flere sider.

Følgende betragtninger er ikke evidensbaserede, men bygger alene på oplevelsen af min egen årgang med studiestart 1993 på Institut for Kunsthistorie under Aarhus Universitet.

Som jeg husker det, så var vi omtrent 120, der fik lov at begynde på det, som for os alle sammen lod til at være drømmestudiet. Heraf var cirka de 30 sidefagsstuderende, det vil sige de havde hovedfag indenfor andre humanistiske fag, eksempelvis dansk eller et sprog. Disse kandidater blev typisk uddannet med henblik på senere arbejde som gymnasielærer. Frafaldet var ikke nævneværdigt, og flere sidefagsstuderende skiftede til kunsthistorie som hovedfag.

I de efterfølgende år blev der optaget et lignende antal studerende. Man kan uddanne sig som kunsthistoriker fra universitet i Aarhus såvel som fra universitetet i København. Jeg formoder, at hovedstadens universitet optager flere studerende i en årgang. Det vil sige, at der dengang i midthalvfemserne hvert år blev optaget over 200 kandidater i kunsthistorie. Hvert år.

Vi har i Danmark cirka 50 statsstøttede kunstmuseer. Heraf har de fleste 1-2 kunsthistorikere ansat på fuld tid. En museumsansat bliver typisk i sin stilling i 10-20 år.

Det kræver ikke megen hovedregning at forstå, at arbejdsløsheden for kunsthistorikere er betragtelig. Bevares, man kan også finde ansættelse andre steder end på kunstmuseerne. Har du gennemført en højere videregående uddannelse, kan du klare hvad som helst.

Men her knækker filmen.

Som nyuddannet kunsthistoriker, får du af egen fagforening at vide, at nu handler det så om at finde ud af, hvilken ny branche du skal tilegne dig. Dansk Magisterforening (DM) har i årevis arbejdet for at lade humanistiske kandidater tænke ud af boksen for at finde ansættelse.

For mig lyder dette gyseligt.

Hvad nu, hvis man gerne vil blive i boksen? Hvad nu, hvis man har studeret eksempelvis kunsthistorie i det meste af sit foreløbige voksenliv, fordi man faktisk gerne vil beskæftige sig med netop dette emne resten af sit liv?

Jeg har ikke overblik over, hvad samtlige af mine studiekammerater fra årgang 1993 laver i dag i 2014, men jeg har en fornemmelse for, hvor de er endt, og vil lade dette være en repræsentativ betragtning.

Feltet er som følger: Én er gymnasielærer, én åbnede egen restaurant, én arbejder med integration for kommunen, to er i reklamebranchen, én blev selvstændig vinimportør, én blev hjemmegående husmor, én blev løsansat højskoleunderviser, én arbejder med kommunikation i vindmølleindustrien, én arbejder med kommunikation i medicinalindustrien, én tog som nødhjælpsarbejder til Afghanistan og vendte traumatiseret hjem. Det er min vurdering, at mindre end halvdelen af årgangen arbejder direkte med faget kunsthistorie. Heraf er nogle få ansat som enten museumsdirektør eller -inspektør, to er universitetsansatte og en enkelt arbejder internationalt.    

Spørgsmålet er, om dette er en succeshistorie.

Jeg har forståelse for, at man på ministerielt plan bliver nødt til at forholde sig til, hvordan man sikrer et godt udannelsessystem med rimelig sammenhæng mellem universiteternes udbud og arbejdsmarkedets efterspørgsel. Disse overvejelser omfatter blandt andet en vurdering af og beslutning om, hvor mange (og hvilke) kandidater der skal til for at sikre vidensfeltet indenfor de humanistiske fag. Det handler også om, hvilke fagområder man vælger at investere i og vedligeholde, selvom de i praktiske termer virker frugtesløse.

For nogen tid siden ville man oprette en fællesnordisk forskningsenhed med fokus på atomar energi. Vores nordiske søsterlande stillede med relevante forskere. Danmark kunne ikke rekruttere en eneste forsker med relevant ekspertise. Dette bare 52 år efter Niels Bohrs død. Det er skammeligt og bør ikke ske. Hvis viden – academia – ikke bliver vedligeholdt, tager det mindst en generation at bygge op igen.

Der er reel risiko for, at det samme kan ske for de humanistiske fag.

Hvad angår kunsthistorie, så har man både brug for eksperter indenfor kirkekunst, moderne teori, europæisk arkitektur, kønspolitisk billedananlyse, institutionskritik, formel æstetik, digitale medier og nye kunstarter ... man kan liste mange specialer. Øvelsen går da ud på at beslutte hvor mange kandidater man skal lukke ind på en årgang, for at sikre videreførelsen af relevant specialviden.  

Ikke for mange kandidater, så økonomi og engagement belastes kritisk. Ikke for få kandidater, så der kommer huller i historien og vi taber viden.

Det hører også med til billedet, at netop studerende ved humaniora er billige i drift. Du skal sådan set bare sætte dig ned og læse en masse bøger.

Ved sin tiltrædelsesforelæsning som professor i kompleksitetsteori sagde den navnkundige Niklas Luhmann noget i retningen af at "jeg skal forske i, hvordan systemer virker. Arbejdstid: 30 år. Udgift: 0 kr." Universitet havde selvfølgelig en udgift til professorens løn, men han skulle ikke bruge et laboratorium eller afvikle en masse interviewsamtaler for statistisk brug. Han skulle sådan set bare tænke. Tænke, tænke, tænke. Og læse. Og skrive. I 30 år. Luhmanns arbejde har haft betydning for mange mennesker, fra mange fagområder, i mange lande.

Så hvad nu?

Jeg konstaterer, at den danske offentlige debat savner flere eksperter fra kulturlivet. Det er mit indtryk, at der er for mange såkaldte specialister, der udtaler sig om emner og forhold, der intet har at gøre med deres faglighed og professionelle erfaring. Jeg tænker på, om det ville have gjort en forskel, hvis der var færre humanist-generalister i omløb og hvis de humanister, som udtalte sig, begrænsede sig til at tale om det, de faktisk har forstand på.

Men av for den. Det er ingen simpel opgave at lege stoleleg med studiepladserne på de humanistiske fag. 

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk