"Crunch-time" for krone vs. euro

Det er sjældent, at en dansk nationalbankdirektør går så offensivt i medierne, som Lars Rohde gjorde i weekenden. Udadtil signalerede han stoisk ro og kontrol, men på de indre linjer ser kronens fastkurspolitik ud til at være i sin hidtil hårdeste overlevelseskamp.

Det hører med, at vores nuværende nationalbankdirektør ikke er angst for tage risici, tværtimod. Han anbefaler gerne dansk indtræden i EU’s risikable bankunion.

Men den senere tids valutaballade er alligevel unik i kronebåndets historie.

Til Financial Times’ weekendudgave bedyrede Rohde, at ”vi kan blive ved for evigt” med at forsvare kronekursen. I Berlingske sagde han, at ”vi er tålmodige mennesker. Vi har uendelige mængder af kroner, og vi kan lade valutareserven vokse uendeligt.”

Hvis nationalbankdirektøren virkelig har så stor magt, hvorfor er det så nødvendigt at udbasunere denne magt via pressen? Valutainvestorerne burde frygte Rohde, men mener i stedet, at Nationalbanken har undervurderet situationen, fordi det har været nødvendigt at foretage hele fire danske rentesænkninger på tre uger. Nu står vi så med en rente på minus 0,75, hvilket er verdensrekord.

Historisk set udsendte både Sveriges og Storbritanniens nationalbanker lignende ”ro-på” budskaber i de tidlige 1990’ere. Alligevel blev presset for stort, hvorefter svenskekronen og pundet pludselig måtte forlade den fælleseuropæiske fastkurspolitik, som siden blev til euroen. Investorer som George Soros tjente milliarder på at knække pundet.

Ingen hjælp fra ECB?

Til Berlingske betonede Rohde ganske bemærkelsesværdigt i weekenden, at Den Europæiske Centralbank ECB ikke hjælper til med at stabilisere kronen (”Det er irrelevant at tale om hjælp fra ECB, når kronen er ved at blive for stærk”). Man må udlede, at ECB enten ikke har flere kroner at sælge eller også vil/kan ECB slet ikke hjælpe.

Hvorefter Nationalbanken lader krone-seddelpressen køre for at dæmpe kursen.

Jo flere kroner, desto mindre koster disse, lyder parolen.

Planøkonomi

Men så nemt er det ikke i det ”uendelige”. Der er ingen grundlæggende samfundsøkonomiske faktorer, som retfærdiggør denne pludselige vækst i pengemængden. Og markedsøkonomi er som bekendt en levende størrelse, hvor store indgreb i en sektor kan forårsage store utilsigtede konsekvenser i en anden.

Kort og godt: Den, der i længere tid prøver at sætte markedskræfterne ud af kraft med planøkonomi – og det er fastkurspolitikken udtryk for – risikerer at gøre stor skade, og i Danmark er det allerede begyndt at vise sig.

På kort sigt kan det blive nødvendigt at opstille barrierer for grænseoverskridende kapitalbevægelser. På langt sigt kan den grundlæggende ubalance medføre inflation, hvis de makroøkonomiske forudsætninger ændrer sig.

Nationalbanken risikerer at skulle bruge nogle ganske stumpe og primitive instrumenter for at standse udlandets investeringer i Danmark; fælles for disse værktøjer er, at de gør stor skade andre steder.

Kunderne får regningen

Banksektoren og erhvervslivet betaler i første omgang prisen for, at kronen kan være bundet til euroen. FIH Erhvervsbank vil fra 9. marts fratage sine DtD-kunder 0,5 % i rente af deres indeståender. Det vil altså koste at sætte penge i banken. Danske Bank æder foreløbig sine tab, der med en rente på minus 0,75 tegner til at koste banken en milliard kroner i 2015.

"Crunch-time"

Og det hele er måske slet ikke slut. Jokeren er de kommende kvantitative lempelser fra ECB. Rohde tror og håber, at obligationsmarkederne allerede har indregnet disse lempelser – med andre ord, at presset på kronen allerede har kulmineret.

Det er ikke sikkert.

Fastkurspolitikken er i en overlevelseskamp, og udviklingen i denne uge bliver ganske spændende.