Nationalbankdirektør Lars "Risiko" Rohde (I)

Det forekommer naturstridigt, at lige netop Nationalbanken er den stærkeste fortaler for dansk entre i EU-bankunionen. Her er tale om en forsikring, der fra dag ét vil præsentere os for regninger fra krakkende banker overalt i Europa.

At opsøge risici og være finansverdenens stresstest dummy ligger ikke til Nationalbanken, og direktør Lars Rohde vil sikkert benægte, at det er, hvad han gør. Omvendt har danskere nu engang mest hånd i hanke med danske banker. Hvis man i en bankunion skal have tillid til udenlandske banker, er der behov for stærk risikostyring og kontrol. Er der mon det?

De krakker, vi betaler

I udgangspunktet virker Rohde-udtalelser som denne fra december 2014 ikke beroligende:

”Der har været frygt for, at danske banker vil komme til at betale for udenlandske nødlidende banker, men den præmis er, mener jeg, ikke rigtig. I forhold til nødlidende banker er kernen i bankunionen netop bail in ikke bail out.”

Det er ”finansspeak” og virkelighedsflugt. Kendsgerningen er, at bankunionen vil eksponere danske kontoindehavere enten via gebyrer eller skatter, og det er ikke for ingenting, at bankernes brancheorganisation, Finansrådet, er skeptisk og afventende.

Kernen handler hverken om bail in eller bail out, som Rohde påstår, men om risikostyring. Byder EU-bankunionen på ny og bedre soliditet, gennemsigtighed og forebyggelse?

Investorer tøver

Her er Rohde i 2014 forblevet ret overfladisk i sin argumentation, mens mange investorer har sagt fra hidtil. De stresstests, som blev foretaget på store europæiske banker i det forløbne år, gav ofte hæderlige resultater, som burde have udløst stigende kurser på bankaktier. Det skete bare ikke. Investorerne mangler tilsyneladende tillid til, at bankunionen kan løfte opgaven og mindske risikoen. Ellers ville bankaktierne stige.

Men den danske nationalbankdirektør er fast i både tro og tradition i dansk EU-politik. Han har allerede været frisk med trusler, allerede før bankunionen var fuldt færdigforhandlet og endnu mere u-bagt end i dag. I februar 2014 sagde Rohde, at det vil kræve et ”ekstra troværdigt” banktilsyn i Danmark, hvis vi står uden for. Og der vil blive behov for ”bedre kapitalisering af danske finansielle virksomheder.”

Selvopfyldende spådomme?

Det var hverken første eller sidste gang i 2014, at nationalbankdirektøren såede tvivl om selve soliditeten i sit eget bagland. Han har særlig indsigt, så måske er der noget profetisk og selvopfyldende over spådommene.

Mangler vi danskere mon et ”troværdigt” banktilsyn? Er danske finansielle virksomheder ikke ordentligt ”kapitaliseret”? Og er det ikke nationalbankdirektørens pligt at foretage det fornødne frem for at råbe på mere EU?

E-utroværdigt

En gennemgang af mediedækningen giver kun få klare svar, og samtidig fremgår det, at Rohde gerne ignorerer en af årsagerne til eurokrisen.

Op til 2001 fuskede og fuppede Grækenland sig ind i euroen. Det er alment anerkendt, at landet forud for indtræden aldrig på noget tidspunkt var finans- og pengepolitisk kvalificeret. EU kendte til budgetproblemerne og havde mulighed for at agere, men opnåede aldrig en holdbar løsning. Og så kom finanskrisen. Nu er det samme ved at ske igen. Med et gigantisk budgetunderskud bryder Frankrig vækst- og stabilitetspagten på omtrent samme måde som Grækenland for 15 år siden.

Læren er, at hvis EU får mulighed for at gentage en fejl, så gør EU det – med både glæde og eftertryk.

Det er i denne struktur, bankunionen er skabt og skal leve.

Den brutale virkelighed

Den danske nationalbankdirektør skuer bekymret ind i 2015 af flere grunde. Han frygter, at danske finansielle virksomheder ikke vil blive anset for at være lige så troværdige og kreditværdige som konkurrenterne længere mod syd. Han spår, at de internationale finansmarkeder vil tage ekstra gebyrer for at handle med os danske særlinge, hvis ikke vi er med i bankunionen. Og så mister den danske finanssektor sin konkurrenceevne.

Her kan nationalbankdirektøren godt få ret, men det kan også gå modsat.

Før folkeafstemningen i 2000 brugte Nationalbanken samme argumentation for at skaffe et dansk ja til euroen, og daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) spåede et samfundstab på over 20 mia. kr. i tilfælde af et nej. Det gik vel nærmest modsat.Virkeligheden er, at det til tider koster os en smule at have kronen, men det omvendte hænder også. Til gengæld har vi kontrol over egen pengepolitik.

Og virkeligheden er, at danskerne ved at stemme nej i 2000 undgik en gældseksponering på 338 mia. kr. under euroens finanskrise [Kilde: JP 13.07.2012].

Hvis Nationalbanken har foretaget en lignende analyse af fordelene ved at stå uden for euroen, er det ikke noget, der fremføres med brask og bram og offentligt. De mest ambitiøse danske topembedsmænd er politisk opmærksomme, servile og fremkommelige. Stærke kvaler får de først ved udsigten til at skulle erkende egne fejl.

Må nationalbankdirektør Lars ”Risiko” Rohde blive sparet sådanne kvaler i 2015 og årene derefter.