Jurasmus Montanus

authorimage
BLOGS
Af: Erik Høgh-Sørensen
19. nov 2014

Vidste du, at 50 enkrone-mønter ikke har helt samme værdi, grundlovsmæssigt set, som én enkelt halvtredskrones-seddel? Den opsigtsvækkende konklusion stammer fra rigets ypperste juridiske orakel, Jurasmus Montanus i Justitsministeriet.

På billedet beretter Jurasmus Montanus for Per Degn, at en krone ikke nødvendigvis er en krone (frit efter Wilhelm Marstrand, ca. 1865). Og således bedyrede Justitsministeriets embedsmænd i 1992 sammen med resten af ja-siden, at man godt kunne udskifte kronen med euroen og stadig overholde den danske Grundlovs paragraf 26 (”Kongen har ret at lade slå mønt i henhold til loven”). Euromønter, hed det sig, skulle præges i Danmark. Blot skulle sedlerne laves af ECB i Frankfurt, og pengemængden naturligvis styres af ECB.

Et justitsministerielt notat s. 49 mere end antydede dog, at Jurasmus Montanus ved den lejlighed havde blandet lidt sjov tobak i sin orakel-røg:

... hvorved Jurasmus Montanus' konklusion blev:

Denne gamle finurlige historie er relevant igen, fordi en anden af de fire danske EU-undtagelser fra dengang, retsforbeholdet, måske står for fald i 2015. Retsforbeholdet skal afskaffes ved folkeafstemning før, ved, eller efter næste folketingsvalg ifølge de foreløbige konturer af en aftale indgået 18. november 2014 mellem V, K, S, R og SF. I stedet skal Danmark have ”veto” og en såkaldt ”tilvalgsordning” ligesom Storbritannien og Irland.

I første omgang har mange medier lyttet lettere andægtigt til ja-siden. I nyhedsindslag har den ellers nøgterne DR-Radioavis rapporteret, at ”retsforbeholdet vil fremover forhindre Danmark i at deltage i Europol, der forhindrer grænseoverskridende kriminalitet.”

Radioavisen er ikke alene om denne fejl. Sagen er, at retsforbeholdet allerede i dag er fleksibelt. Danmark behøver ikke ryge ud af Europol, som det hævdes. Såkaldte parallelaftaler med de øvrige EU-lande har den fordel, at de fra sag til sag bevarer dansk magt over retspolitikken på Folketingets hænder. Ulempen er, at disse aftaler skal indgås med de øvrige lande fra lov til lov, hvilket har det med at give diplomatiet en masse træls arbejde. Processen starter i øvrigt med, at man skal spørge pænt i EU-Kommissionen, som så vurderer, om det er i Europas interesse at få knoldesparkerne i nord med.

Hvis der bliver realitet bag de fem partiers skrøbelige pagt, er det en god nyhed for Helle Thorning-Schmidt (S) forud for folketingsvalget. Venstres Lars Løkke Rasmussen (V) spiller nemlig højere spil end hende, idet Løkkes eventuelle støtteparti, Dansk Folkeparti, emmer af irritation. En DF-sejr ved folketingsvalget vil gøre det sværere at skabe fælles fodslag i blå blok, for EU-politikken betyder i dag mere for DF end tidligere.

Jamen, spiller Løkke hasard med blå bloks sammenhængskraft?

Tja, man skulle næsten tro, at Løkke op til valget satser på to heste, herunder at regere alene sammen med Liberal Alliance eller sågar bejle til De Radikale.

For denne analyse taler også, at EU-aftalen kan ende med at blive en dobbelt lussing for DF. Løkke sætter både partiet uden for indflydelse, og Løkke bevæger sig ind i asyl- og udlændingepolitikken, hvilket kan tage vind ud af DF’s sejl.

Indtil videre fremhæver Løkke det som ”fuldstændig selvindlysende, at der selvfølgelig er en vetoret på de her helt centrale dele om flygtninge- og asylpolitikken.” Og Thorning siger, at udlændinge- og asylpolitik er ”noget, vi beholder herhjemme i Danmark,” mens SF omvendt allerede har lagt afstand til denne strammer-snak.

Spændende bliver det at få forklaret, hvorfor danskerne overhovedet skal udskifte det gamle ”forbehold” med et nyt ”veto”? Hvad er forskellen? Formentlig ville det være mere ærligt og åbent af ja-siden at argumentere for helt at afskaffe Danmarks retspolitiske undtagelse. Det er, hvad der ligger i kortene, selvom det gamle forbehold i nogle tilfælde har tjent danskerne ganske godt. Eksempelvis, da retsforbeholdet afbødede Rom III-forordningens skadevirkning på danske kvinders ligestilling.

Spændende bliver det også at få klarhed over, om EU-Kommissionen synes, et nyt dansk ”veto” er en god ide. Det er næppe tilfældet. Skulle op til 28 lande kopiere ”veto”-opskriften, er det en opskrift på mere kaos.

I sidste ende kan en indenrigspolitisk aftale mellem de fem partier dog være en god nyhed. Europapolitikken og det demokratiske liv i Danmark har i årene før og siden 1992 lidt under generationer af Jurasmus Montanus’er i ministerierne. Politikerne har gemt sig bag skatteyder-finansierede embedsmænd og tænketanke. Man har misbrugt nogle ganske syrede redegørelser, der bedst kan betegnes som ”nødløgne”, for eksempel i forbindelse med Lissabontraktaten. Her undveg V, K, S, R og SF en folkeafstemning af frygt for et nej-bøvs fra folkedybet.

Derfor kan en aftale om en folkeafstemning være et positivt tegn. Et positivt tegn på, at de fem partier begynder at tage demokratisk ansvar frem for at forskanse sig bag skatteyderbetalte Jurasmus Montanus’er.

Profil
Erik Høgh-Sørensen authorimage Erik Høgh-Sørensen blogger mest om erhvervsliv, politik og international økonomi.

Han er medlem af Region Nordjylland for DF og i sin private beskæftigelse medejer af virksomheden Analyseenheden 4V. Han har tidligere været kommunikationschef i Mærsk's  containerbygnings-division og Ritzau's EU-korrespondent i Bruxelles.

Holdningerne i denne blog er helt og holdent Eriks egne og dermed ikke  nødvendigvis Dansk Folkepartis.

Erik er også foredragsholder og har bl.a. skrevet dokumentarbøgerne "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (2014) og den prisbelønnede "Forbrydere uden straf" (2004). Erik er uddannet i økonomi, politik og journalistik  fra San Francisco State University.



Få Eriks indlæg
som RSS-feed her
Tidligere bloggere på borsen.dk