Vi gør det aldrig alene

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
23. aug 2014

"At skabe arkitektur handler om at ændre et steds tilstand på et givet tidspunkt i kraft af nogle menneskers vilje, begær og viden. Vi gør det aldrig alene. Vi gør det altid et bestemt sted og for nogen eller nogle, men samtidig for alle."

Ordene kommer fra arkitekt Jean Nouvel, der i 2005 formulerede et Louisiana Manifest som del af en udstilling på museet. Tre år senere udkom manifestet i en samlet publikation ikke bare på dansk og engelsk, men også på arabisk, farsi, fransk, italiensk, mandarin, russisk, spansk, tysk, tyrkisk og urdu.

Enten er det en kende for kækt, at sikre sig, at alle i hele verden kan læse om, hvad der gør museet i Humlebæk til noget særligt. Eller også er det meget generøst.

Faktum er, at Louisiana Museum of Modern Art stort set fra dag ét har været et stærkt brand, ikke kun nationalt. Stifteren, ostefabrikanten Knud W. Jensen, tænkte stort og internationalt fra begyndelsen i 1958. Louisiana er den kulturinstitution, som har været mest dannende for den danske befolkning gennem den sidste halvdel af det forrige århundrede (her bemærkes, at Louisiana ikke er en statslig insitution, men det er en anden historie).   

Som Pernille Stensgaard skriver indledningsvist i sit 400-siders værk om museet: "Jeg er ikke viklet ind i den historie, jeg nu vil fortælle, på anden måde end alle andre kan være. Født i 1960 på tærsklen til de generøse tider er jeg vokset op med Louisiana, der ramte lige ned i det socialdemokratiske, blomstrende, højt beskattede og motoriserede velfærdsdanmark." (Da Louisiana Stjal Billedet, Gyldendal, 2008).

Vi kender alle Louisiana. Vi føler os alle velkomne på Louisiana. Det var sådan, Knud W. Jensen ville have det; han ønskede et kunstmuseum, der var hjemligt, imødekommende og favnede nutiden. Det lykkedes, lige fra begyndelsen, hvor selv kommunisterne på dagbladet Land og Folk så igennem fingre med, at museet var financieret af en kapitalist, der netop havde afhændet sin virksomhed og brugt midlerne herfra til at financiere indkøbet af en nordsjællandsk strandvejsvilla med tilhørende have og forvandle hele herligheden til et kunstmuseum i en skulpturpark. Alle skulle have lov til at nyde havudsigten fra panoramavinduerne og ilden, der også i 2014 blusser i pejsestuen ved caféen. Alle.

Kan det blive for meget af det gode, kan man blive kvalt i sin egen succes?

Denne uge har der i danske medier været en lynching af Louisiana, antændt af en forsidehistorie den 20. august 2014 på Dagbladet Politiken, som bedyrer, at selv det grimmeste bliver smukt på Louisiana. Det kom ikke som trold af en æske.

Gennem de seneste par år har der i dansk kunstliv været en murren, en negativ mumlen, om det smukke museum med de mange gæster. Weekendavisen har givet et par kvæk fra sig i nogle konkrete tilfælde, men kritikken har ikke været formuleret åbent og generelt. Utilfredsheden har handlet om, at Louisiana gennem de seneste 10-20 år har været selvtilstrækkelig og magtfuldkommen uden at have noget at have det i, fordi de fleste udstillinger, hvoraf de fleste ikke engang er egenproduktioner, er for populistiske og for uambitiøst sat op.

Her bør man huske på, at Louisiana, i samme periode har indkøbt betydelige samtidskunstværker af både nationale og internationale kunstnere i et omfang og med en sikkerhed, som ingen andre danske museer har formået, endsige haft økonomi til. Louisianas indkøb er financieret af donationer fra det private erhvervsliv, som også føler sig velkomne i Humlebæk (også dette er en historie, der kunne tales mere om en anden gang).

Når vi lytter til denne uges kritik at Louisiana, så bør det ikke glemmes, at det ikke kun er den danske befolkning, der gennem årtierne har nydt godt af det, som Louisiana har at byde på. Det er også alle de danske kulturinstitutioner, som har skelet til og funderet over Louisianas succes. Og taget ved lære.

Louisiana var de første til at oprette museumscafé, museumsbutik og børnehus. De er sandsynligvis også stadig de bedste herhjemme til at drive disse essentielle Nebengeschäften. Fred være med dét.

Men der er ikke fred og ro lige nu.

Louisiana, museets direktør Poul Erik Tøjner og den aktuelle udstilling med Olafur Eliasson står for skud, også i anden del af kulturprogrammet AK24syv den 21. august 2014 på Radio24syv, efter det lykkedes Dagbladet Politiken at få en vifte af dansk kunstlivs meningsdannere til at lufte en skepsis overfor museets linje.

Det slår hårdt, når dette kor af stemmer ytrer sig sort på hvidt. Måske bør man hæfte sig ved, at de adspurgte er nøje udvalgt for at sikre en skarp vinkel, hvilket medfører en lettere usaglig dækning. Som opfølgning spørger avisen, om politikerne presser kunstmuseerne til populisme. Den sang har vi hørt før, vi kender omkvædet, men det er ikke værd at stemme i.

Her på bloggen, i indlægget Kunsten har sejret ad helvede til, har jeg godt nok også tilladt mig at kritisere Louisiana, som del af en kritik om museumsformidling og hyperaktivitet. Men sandt at sige, så vil jeg meget hellere tale om, hvordan kunsten ser ud og hvordan den virker. Jeg ville ønske, at debatten ikke handlede om institutionerne (hvordan de virker eller: hvordan de ikke virker) men om dét, vi sanser, når vi besøger dem.

Jeg ville ønske, at vi kunne parkere den efterhånden lidt langweilige samtale om institution og kontekst og i stedet tale om det, som kunsten taler om, upåagtet hvor den finder sted. Vi bør kun tale om sted (institution og kontekst), når det er relevant for værket; og selv da vil talen om stedet være implicit, når vi omtaler værket. Jeg ville ønske, at tingene kunne være lidt mindre institutionelle og lidt mere sanselige. At vi begynder tænkningen dér.

"Vi tænker med vores sanser, vi sanser med vores ideer", som der står i Jean Nouvels manifest fra 2005.

Olafur Eliassons værk, Riverbed, der kan opleves på Louisiana til den 4. januar 2015, vil noget af det samme. Kunstneren sagde i hvertfald til pressemødet i tirsdags, at han gerne vil "se med kroppen" og have os til at gøre det samme, så man kan gå rundt i udstillingen og "mærke, hvordan det føles, at se med kroppen".

Kunstneren vil gerne have os til at skrue ned for tænkning og tale. Folk taler og taler, de taler så meget om noget, at de tror, at de allerede har gjort det. Vi skal hellere (bare!) være og gøre.

"Vi tænker med vores sanser, vi sanser med vores ideer". Denne kropsfænomenologi, a la Maurice Merleau-Ponty, Edmund Husserl og 2000erne i dansk semiotik, genfinder man i Poul Erik Tøjners skrift. Som direktør for Lousiana har han på det seneste ikke udgivet så meget som tidligere, men udgivelsen Lousianaabc fra 2012 har samme fænomenologiske islæt i sin omgang med kunsten.

Måske vi burde lade være med at tale så meget om kunsten. Måske vi burde gå ud og se lidt på den.

Her er det blandt andet en fatwa-forfulgt forfatter, der skræver over kilden, som løber gennem museet, uden at løbe nogen steder hen. Det er en kilde, som måske gerne vil være et billede på en visdommens og livets kilde, så vandet rinder gennem institutionen, men uden at være sig sit afsæt og sit udløb bevidst. Vi behøver heller ikke være bekendt med dette afsæt, og måske er der en pointe i denne mangel på udspring og hensigt. Kilden er ikke én bog, eller ét sted. Det livsgivende og for eksistensen så nødvendige vand kommer ingen steder fra men er, fordi det er vand, netop forbundet til alle steder. Når jeg står ved en dansk kyst og ser havet løber henover mine kolde fødder, så er det det selvsamme hav, som omslutter Manhatten og smyger sig langs en palmeø på en bountystrand. Gennem vandet er vi alle forbundne, over jorden eller under jorden. Sydkorea og Nordkorea. Gaza. Vandet løber som blodårer i den krop, som er jordklodens. Vandet løber også som en kilde gennem kunstmuseets institution, og jeg tror på, at det er smukt (billedet er fra museets Facebook side i anledning af et arrangement under Louisiana Litterature den 20. august 2014, de tre mænd er forfatter Salman Rushdie, kurator Mathias Ussing Seeberg og forlægger Johannes Riis).

Jeg har iøvrigt skrevet lidt mere om Riverbed her.

Hvis du vil vide mere om Olafur Eliasson-udstillingen, så læs Marie Laurbergs kløgtige og velformulerede katalogtekst At gå på museum her.

 

 

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk