Historiske tider kræver historiske beslutninger

Forleden var jeg til et euroseminar med autoriteter som professor Niels Thygesen fra Københavns Universitet, nationalbankdirektør Jens Thomsen og CEO Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, arrangeret af konsulenthuset Resources Global, som belyste de seneste finansielle fortrædeligheder, skabt af eurokrisen. Det har fået mig til at spekulere over om ikke ’three strikes and you’re out’ princippet burde indføres for regerings- og centralbankchefer. Eurokrisen vil tilsyneladende ingen ende tage. Problemerne - primært skabt i Grækenland og enkelte andre problembørn - er kommet ud af proportioner, idet Grækenlands maksimale eksponering i eurozonen udgør under 2%. Alligevel er euroens fundament alvorligt svækket og finansmarkederne er yderst skeptiske over for dennes fortsatte eksistens i sin nuværende form. Kan Trichet levere varen? Det forhold, at små lande kan true euroens eksistens skyldes, at samarbejdet i EU fungerer dårligt, der er massive underskud på statsbudgetterne, stabilitetspagtens krav om budgetdisciplin (3%) håndhæves kun tøvende og kommunikeres uklart, men frem for alt udviser den europæiske centralbank og toneangivende europæiske politikere manglende fælles fodslag, inkompetence uden konsekvens og manglende klare politiske målsætninger. I korte træk mangel på ansvarlighed, transparens og konsekvens. Den manglende evne til at agere med fælles fodslag er velkendt fra EU’s udenrigspolitiske univers. Alt andet lige er det anderledes omkostningsfrit at blive uvenner med en diktator i Somalia end med de internationale finansielle markeder. Markedet vil altid vinde over EU-politikere og embedsmændenes dårlige beslutninger, så længe vi har et kapitalistisk system. 3 strikes and you’re out I sidste uge var det markedsreaktionen, da EUs centralbankchef Trichet meldte ud, at den europæiske centralbank ikke overvejede at købe statsobligationer. Straks efter udmeldingen mistede Dow Jones Industrial Average næsten 1.000 point (før faldet rettede sig til 350). Markedet føler, at der vage udmeldinger - kombineret med en følelse af at Trichet ikke leverer varen - ikke bidrager til at løse de massive problemer euroen står overfor. Et risikostyringsværktøj Næste strike leverede Angela Merkel ved forleden ensidigt at forbyde short selling i specifikke europæiske finansielle aktier i Tyskland. Short selling går bl.a. ud på, at investorer låner aktiver og sælger dem i den tro, at de vil falde i pris, og at investoren dermed kan købe aktivet senere, returnere det til udlåneren og stikke en forventet gevinst i lommen. I ’naked’ short selling låner investoren aldrig selve aktivet, så dér kan spekuleres uhæmmet, men short selling er i stigende grad også et risikostyringsværktøj, som de fleste finansinstitutioner anvender. Derfor virker det at forbyde et operationelt risikostyringsværktøj i høj grad imod hensigten. Stabilisering og tillid Tyskland er - efter flere iagttageres opfattelse, f.eks. The Economist - skyld i ugens uro på aktie- og valutamarkederne. Uanset at den tyske beslutning skete for at berolige de finansielle markeder, udeblev effekten, fordi hverken de andre EU-lande eller USA var taget i ed, så det kunne fremsættes som et fælles initiativ. I virkelighedens verden lever forbuddet mod short selling i bedste velgående i flere lande, men det er tilladt i mange andre lande og dermed eksisterer der reelt ikke et forbud på de internationale finansmarkeder, fordi de ønskede effekter af et forbud udeblev allerede i 2008. Hvis EU ønsker en stabiliseringen af euroen, skal hele det internationale finansielle marked også være involveret i denne stabilisering. Der skal tages andre vigtige beslutninger i forbindelse med forsøg på at styrke det lovgivningsmæssige tilsyn af de finansielle markeder og bremse spekulationer, som kan forværre den finansielle krise. Det bør ske på internationalt plan, viser erfaringerne fra de sidste par år, men denne tilgang løser bare ikke problemet på kort sigt. Nu er der vist kun et skud tilbage i eurobøssen, og det skal bruges yderst fornuftigt. Vi må starte med at erkende, at euroen - som en politisk-økonomisk konstruktion - er too big to fail.