Påstanden om videnskabelig uhæderlighed har intet på sig

Journalisten Morten Langer retter et meget skarpt personangreb mod min person i det seneste nummer af Ugebrev for Bestyrelser. Anledningen er, at jeg i forbindelse med diskussionen om pengeinstitutternes stemme og ejerlofter direkte beskyldes for at sælge mig selv for ussel mammon. Problemet er bare, at beskyldningerne er fuldstændige grundløse, hvilket jeg derfor vil uddybe her. Først vil jeg slå fast, at jeg ud over at skrive et lille notat, aldrig har arbejdet for bankernes organisationer eller modtaget økonomisk støtte, hverken personligt eller til min forskning. Morten Langer går ind for åbenhed, hvilket jeg fuldt ud kan støtte. Han foreslår endda, at man skal oplyse om bijobs over 10.000. Problemet er bare, at så burde jeg slet ikke have oplyst, at jeg har skrevet et notat for bankernes organisationer, da jeg fik den fyrstelige sum af 6.000 kr. Baggrunden for forløbet er, at jeg har rejst berettiget tvivl, om kritikken af bankernes ejer og stemmelofter holder vand. Jeg har tidligere haft den opfattelse, at ejer og stemmelofter bør reduceres. Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at de hverken gør fra eller til. Jeg støtter mig især på de omfattende undersøgelser foretaget for EU Kommissionen, hvor det direkte fremhæves i executive summary side 6, at Kommissionen ikke mener, at der er belæg for at regulere bankernes ejer og stemmelofter. hvilket jo var grunden til, at den daværende EU Kommissær McCreevy, valgte at opgive sin kritik af ejer og stemmelofter. Jeg vedlægger et link. http://ec.europa.eu/internal_market/company/docs/shareholders/study/final_report_en.pdf På den baggrund har jeg således givet udtryk for, at man ikke bør gribe ind over for bankernes ejer og stemmelofter bl.a. på min blog sidste år. Det er på den baggrund, at bankernes organisationer sidste år har henvendt sig til mig. Sagen har nu taget en ny og uheldig drejning. Jeg har således for nyligt bragt en lille artikel i det seneste nummer af Finans/Invest, som indeholder en saglig kritik af Ken Bechmann og Johannes Råballes empiriske analyse, hvor jeg mener, at forfatternes meget håndfaste konklusioner mod stemme og ejerlofter ikke i tilstrækkelig grad underbygges af data (bl.a. undersøger de kun performance i to år, hvoraf 2008 må siges at være et ekstremt regnskabsår). Bankernes organisationer har hverken set eller læst min artikel i Finans/Invest, eller sågar vist, hvornår den udkom. Sidst jeg talte med bankernes organisationer var før jul. Jeg har derimod selv sat mig for at indsamle et datasæt over en længere tidsperiode. Jeg håber, at min artikel, som jeg skriver sammen med en medforfatter kan offentliggøres i Finans/Invest inden for de kommende måneder. Morgen Langer bygger sine påstande på fejlagtige oplysninger bl.a. at jeg blev tvunget til at offentliggøre at, jeg har skrevet et kort notat til bankernes organisationer. Dette er IKKE korrekt. Risikoen for at nogen ville opdage, at jeg fik et sådan beskedent honorar, er i sagens natur minimal. Ironisk nok, så hænges man personligt ud, når man er fuldstændig transparent. Det paradoksale er, at min åbenhed har givet anledning til denne alvorlige mistænkeliggørelse. Til oplysning kan jeg nævne, at jeg ikke fået noget honorar for min lille artikel i Finans/Invest. Morgen Langer citerer mig for (uden jeg har set hans citater inden), at jeg skulle have sagt, at ”Jeg har ikke længere noget konsulentarbejde for dem”. Sandheden er bare, at jeg ALDRIG har arbejdet som konsulent for nogen bankorganisationer eller leveret andre ydelser mod betaling for bankerne. Naturligvis skal forskningen være uafhængig. Al min forskning har været uafhængig. Intet privat pengeinstitut har støttet min forskning. Så beskyldningen om at sælge sig selv er direkte usand og med til at underminere det tillidsforhold forskere og journalister nødvendigvis må have til hinanden.