Kæmpe sejr for den frie presse

Østre Landsret har i dag vist sig at være en større og vigtigere støtte for den frie og uafhængige journalistik end pressen selv - eller i hvert fald dele af den. Landsretten har nemlig afgjort, at journalister og redaktører på DR og TV 2 ikke skal pålægges at bryde kildebeskyttelsen, som er så fundamental og principiel for en fri presse og dermed for demokratiet. Journalist Rasmus Tantholdt og nyhedschef Michael Dyrby fra TV 2 slipper med Landsrettens ord for at skulle afsløre deres kilde til historien om, at jægerkorpset skulle sendes til Irak i 2007. Og DR slipper for at skulle udlevere den famøse lydfil, som angiveligt skulle indeholde oplysninger om, hvem kilden til TV 2s historie var. Den frie presses vogtere skylder Landsretten en tak for at have blikket stift rettet mod beskyttelse af grundlæggende journalistiske principper i modsætning til visse dagblades chefredaktører, der på uskøn vis fik sig selv til at plædere for, at DR og TV 2 skulle bryde deres kildebeskyttelse. Så sejren for den frie journalistik i landsretten kommer ikke på grund af kollegialt sammenhold i branchen, men på trods af intensivt kontravirksomhed. Det er aldrig rigtig kommet frem, hvad der var motivet hos disse chefredaktører for at tale imod kildebeskyttelsesprincipperne. Ét af de potentielle motiver var tilsyneladende at skade regeringen, idet rygterne talte for, at lækagen var den daværende forsvarsministers daværende pressechef Jacob Winther. Det var der især ét dagblad, som gerne ville ofre kildebeskyttelsen for at kunne påvise. Men journalistiske grundprincipper bør naturligvis aldrig vige for kortsigtede politiske gevinster, - eftersom journalistik aldrig er eller må have partipolitiske hensyn. Den ultimative frækhed var, at sagen indimellem blev udlagt sådan, så det ikke var visse journalister og chefredaktører på konkurrerende medier, som varetog upassende politiske hensyn, men DR og TV 2. Det var opfattelsen hos nogle af dem, der pressede DR og TV 2 voldsomt for at bryde kildebeskyttelsen, at denne beskyttelse kun gælder for udvalgte personer og ikke længere er ultimativ. En ministers pressechef bør således ikke høre under den kategori af personer, som får kildebeskyttelse. I praksis ville synspunktet åbne for, at enhver journalist og ethvert medie frit skulle kunne botanisere hen ad vejen i, om man man vil overholde beskyttelsen af sin kilde. Synspunktet ville også medføre, at man egentlig godt kan love kildebeskyttelse for at få sin historie - men at man forbeholder sig retten til 1-2 år efter at fravige kildebeskyttelsen, hvis man har fået en anden interesse eller dagsorden i mellemtiden. Landsretten gik imod de tanker og stadfæstede, at kildebeskyttelseshensynet er så meget vigtigere end alt andet. Og det er godt for demokratiet. Se historien her: http://borsen.dk/medier/nyhed/181594/ samt tidligere blogindlæg her: http://borsen.dk/blog/2576/13688/37187/Kaj_Hoeivang