Opsplitning af banker er ikke den rette medicin

Oppositionen har netop lanceret ideen om, at de seks største banker i Danmark skal splittes op. Dansk Folkeparti er også positiv, omend DF er noget bekymret for dansk enegang. Der tegner sig således et flertal uden om regeringen. Spørgsmålet er dog, om denne tvangsopsplitning er den rette vaccine til at imødegå fremtidige finansielle kriser på. Oppositionen mener, at bankernes størrelse i Danmark udgør et problem, når der er en risiko for, at internationale finanskriser vælter de største banker og dermed true stabiliteten i det danske finansielle system. Problemstillingen er ikke ny. Det var netop ”Too big to fail” argumentet som reddede verdens største forsikringsselskab AIG, ved at den amerikanske stat pumpede gigantiske summer ind i AIG, da man ellers frygtede for de meget alvorlige afledede konsekvenser for andre finansielle institutioner. Det er klart, at når en finansiel virksomhed, når en størrelse som AIG, der ikke bare fungerede som forsikringselskab, men som en gigantisk finansiel supertanker, er der behov for at være ekstra på vagt. Men sammenligningen til Danmark er totalt ude af proportioner. Selv hvis Danske Bank gik ned eventuelt sammen med Nordea, så ville de andre banker forholdsvis hurtigt kunne tage over sammen med et statsligt beredskab. I stedet for at sætte grænser for hvor store danske banker må være og dermed fratage dem muligheden for (lige som andre ikke-finansielle virksomheder) at realisere stordriftsfordele f.eks. IT systemer, så kunne man med fordel overveje indførelsen af et permanent statsligt beredskab. Hertil skulle knyttes en række eksperter, som baseret på læren fra den nuværende krise, havde til opgave at designe en række finansielle varslingssystemer (røde flag), så man kan nå at handle i tide. Forestiller man sig, at de seks største banker blev splittet op i mindre enheder f.eks. til 30 enheder, løser dette ikke problemet. Historien har vist, at selv små banker og pengeinstitutter kan efterlade store økonomiske tab, da de rammes fuldstændig på samme måde som de store banker, når en international krise skylder ind over landet. Der er heller ikke garanti for, at ledelsen eller risikostyringen er bedre i de mindre enheder, da der heller ikke kan ske nogen koordinering af risikostyringen. Resultatet er derfor, at kommer der en finansiel krise af samme styrke i fremtiden, så er der bare langt flere, men mindre banker som bliver ramt dvs. resultatet bliver det samme. I praksis er det ligeledes umuligt at indføre et forbud i Danmark mod at bankerne opnår en vis størrelse, da det globale finansielle system levner lette muligheder for omgåelse f.eks. placering i datterselskaber i Luxembourg. Det som er nødvendig er etableringen, at nationale kriseberedskaber, som bør koordineres i EU regi samt af centralbankerne. At stoppe en bank, der har været dygtig til at skabe værdi og vækst, og som dermed har opnået en bestemt størrelse, er slet ikke løsningen.