Fjern særskat på pension og 70 kommunikationsfolk

Ofte kan man savne lidt proportionssans i den økonomiske debat herhjemme. Kort før påske offentliggjorde Danmarks Statistik nationalregnskabet, der viste, at det offentlige forbrug i 2009 voksede markant med 2½ pct. eller 12 mia.kr. Det er dobbelt så meget som budgetteret og budgetskredet svarer til 6 mia.kr. Det har stort set ikke fået nogen opmærksomhed, selvom det er et stort problem for dansk økonomi. Forestil dig hvordan reaktionen havde været, hvis statsministeren i sin nytårstale 1. januar 2009 havde meddelt, at ”for resten skærer jeg lige 6 point af topskatten i 2009 og det giver et provenutab på ca. 6 mia.kr.” Der ville have lydt et ramaskrig. De økonomiske vismænd ville tale dunder om manglende finanspolitisk holdbarhed og stigning i uligheden (i verdens mest lige land), og aviserne ville være fulde af artikler om, at regeringen spillede hasard med dansk økonomi. Dette på trods af at reduktionen i topskatten ville have gjort det mere attraktivt at arbejde ekstra, øge produktiviteten og tage en uddannelse. Hvad de 6 mia.kr. ekstra udgifter i 2009 er gået til, ved vi ikke. Det eneste vi ved er, at aviserne i 2009 har været fulde af historier om nedskæringer i den offentlige sektor. Nu har vi ikke fået en reduktion i topskatten. I stedet har vi fået en særskat på sparsommelige pensionister, der indbringer 35 mio.kr. Skatten har fået megen opmærksomhed. En opmærksomhed der står i skærende kontrast til, at budgetvirkningen er 170 gange mindre end det voldsomme budgetskred i 2009. Man kan undre sig over, at regeringen og Dansk Folkeparti har været så opsatte på at indføre en helt urimelig og meget upopulær skat, når man gennem 2009 har siddet med hænderne i skødet og set, at udgiftsmilliarderne er steget meget mere end budgetteret. Hvis regeringen ville have undgået særskatten, kunne den bare have meddelt, at man i 2010 lader den offentlige beskæftigelse i 2010 vokse med kun 6.930 i stedet for som planlagt 7.000 personer. De 35 mio.kr. svarer til 70 ekstra offentligt ansatte. Det ville være en meget nænsom måde at undgå en ny skat på. Udmeldingen ville være på sin plads, eftersom der i 2009 kom 15.000 ekstra offentligt ansatte. Herudover ville der være 70 personer ekstra, der kunne arbejde i private virksomheder på den anden side af krisen. Mere brutalt kunne man have taget afsæt i Politikens bemærkelsesværdige historie om, at man i København har 104 kommunikationsmedarbejdere, der bruger 51 mio.kr. på at ”sælge” overborgmesteren i medierne, informere byens borgere m.v. Hvis man i Københavns kommune afskedigede 70 kommunikationsmedarbejdere, så man ”kun” havde 34 tilbage, ville man få en besparelse svarende til de 35 mio.kr. I en mere blød udgave bredte man afskedigelsen ud, så de også ramte kommunikationsindsatsen i Århus Kommune, hvor der er 44 kommunikationsansatte. D.v.s. ca. 150 i alt i de to byer. En halvering af kommunikationsansatte i de to kommuner (ca. 70 personer) ville også give en budgetforbedring på 35 mio.kr.