ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Annuller ekstraskat på pension

authorimage
BLOGS
Af: Mads Lundby Hansen
22. oktober 2011
Ifølge Børsen overvejer regeringen en udligningsskat, der skal ramme pensionsudbetalinger på over 350.000 kr. Men indtil videre er det blevet ved overvejelserne, og det er positivt. Forslaget har nemlig rigtig mange ulemper og vil kun indbringe i størrelsesordenen 100 mio.kr. Provenuet svarer blot til 200 offentligt ansatte. Man kunne altså slippe for denne skat, hvis VK-regeringen i 2010 lod den offentlige beskæftigelse vokse med 6.800 personer frem for som planlagt 7.000 personer. Dette burde være på sin plads, når man tager i betragtning, at vi i dag har Danmarks-historiens største offentlige sektor og at skattereformen er overfinansieret med 5½ mia.kr. Generelt må man undre sig over, at man overhovedet vil stramme den danske pensionsskat, der er blandt de højeste i verden ifølge OECD. Desværre er der mange, der fremstiller den danske pensionsbeskatning som lav. Men det er den ikke, hvis den sammenlignes med andre lande. Og det er den heller ikke, når man udover den danske pensionsskat, indregner indkomstskat og aftrapning af folkepension ved udbetaling Ifølge overvejelserne skal den høje danske pensionsbeskatning åbenbart have et nøk yderligere opad gennem en udligningsskat. Der er mange problemer med forslaget. Først og fremmest indebærer forslaget, at mange personer i 50erne, der ønsker at spare ekstra meget op til pension kommer til at opleve en stærkt stigende pensionsskat. Fradraget ved indbetalinger kan udgøre 51,5 pct., mens pensionsudbetalingen frem til 2025 udgør 57,5 pct. Det er ikke rimeligt i forhold til dem, der i den sidste del af arbejdslivet vil arbejde ekstra hårdt for at spare op til pension. Derfor risikerer forslaget også at dæmpe arbejdsudbuddet, hvilket ingen ønsker de kommende år. Forslaget bygger på en tanke om, at lettelsen i den øverste marginalskat til 51,5 pct. vil medføre en skattefordel for de seniorer, der ved indbetaling til pension har haft et skattefradrag på f.eks. 63 pct. Det burde ikke være et problem, når man tager i betragtning, at personkredsen har betalt en internationalt set høj pensionsskat, ligesom de før og efter skattereformen generelt betaler verdens højeste skatter og afgifter. I stedet for at komme med indgreb, der skaber usikkerhed om vilkårene for pensionsopsparing, er der behov for, at man forbedrer tilskyndelsen til at spare op til sin alderdom. Det er sundt og godt, at danske seniorer i fremtiden har en betydelig pensionsopsparing og i højere grad kan klare sig selv. Hvis pensionister har en stor pensionsopsparing, reduceres også presset for at få nye serviceydelser fra kommunen (man kan jo betale selv). Denne gevinst risikerer politikerne at sætte over styr, når de sår tvivl om vilkårene for pensionsopsparing. Derfor bør regeringen droppe idéen om en udligningsskat.
Profil
Mads Lundby Hansen authorimage Mads Lundby Hansen er cheføkonom og vicedirektør i tænketanken CEPOS, hvor han har været siden tænketankens åbning i marts 2005. Han er uddannet cand.polit og var i perioden 2001-2005 cheføkonom i Venstre på Christiansborg. I perioden 1996-98 arbejdede han i Økonomiministeriet med international økonomi, herunder EU, ØMUen og IMF. Fra 1998-2001 arbejdede han med skatteområdet i Finansministeriet.
Tidligere bloggere på borsen.dk