Nødvendigt med hård ledelse efter krisen

Finanskrisen har i en længere periode underlagt mange ledere at tænke i opstramninger og tilpasninger, og hver en ressource er blevet vendt for at vurdere, om den udnyttes optimalt. Ligeledes er strategiplaner blevet opdateret, så mål, midler og retning står knivskarpt defineret. Nu kan det virke som om, at krisen er ved at blæse over, og man kunne måske forvente, at virksomhedslederne ville slippe det stramme tag om virksomhederne. Men mange ledere finder det stadig nødvendigt at styre virksomheden med hård hånd for at optimere virksomhedens bundlinje og få kontrol over løse ender samtidig med, at det begynder at være nødvendigt at løbe endnu hurtigere end før for at slå konkurrenterne og komme først og bedst ud af krisen. Det stiller lederne i et paradoks, hvor virksomheden på den ene side presses fremad og forretningen styrkes på samme tid med, at ressourcer holdes tæt ind til kroppen. På mange måder kan man forestille sig, at finanskrisen vil være medvirkende til, at den strammere styring ikke blot bliver et udtryk for, hvordan der ledes under krisen, men bliver udtryk for en ny tendens inden for ledelse. Det er kontroversielt, fordi udviklingen længe har båret i en retning af, at virksomhedsledere har ført åben og tillidsbaseret ledelse, hvor medarbejdere i høj grad er blevet inddraget i virksomhedens drift. Den nye form for ledelse, der er centreret om styring og kontrol, er langt mindre demokratisk. Omvæltningen kommer sandsynligvis som et chok for mange medarbejdere, der pludselig oplever en kovending i ledelsens approach, men den må vurderes som værende en nødvendig forandring for, at virksomhedsledere – og den øvrige ledergruppe – med tryghed kan bygge virksomheden op igen. Finanskrisen har lært det danske erhvervsliv, hvor hurtigt globale forandringer kan få indflydelse på selv de mest stabile virksomheder, og den erfaring kan man forvente, at virksomhedsledere har i baghovedet det næste lange stykke tid.