Tobin Tax eller tåbe skat?

Forbundskansler Angela Merkel, præsident Nicolas Sarkozy, og premierminister Gordon Brown støtter nu op om tanken om en beskatning af finansmarkedets transaktioner. Skatten blev først forslået af den amerikanske nobelpristager James Tobin i 1971. Efter finanskrisen og finansiering af den globale klimaaftale, er den for alvor kommet på dagsordenen. Når man taler om indførelse af nye skatter, er der altid to forhold som gør sig gældende. Enten er det fordi riget fattes penge til at finansiere et eller andet, eller er det fordi man ville adfærdsregulere. Igennem de sidste 30-40 år har forslaget om en international skat på finansielle transaktioner, der dels skal reducere spekulation i pengesager, dels indføre planøkonomiske tiltag for at stabilisere valutamarkederne ved at mindske antallet af transaktioner, rumsteret blandt politikere og økonomer. Da den tidl. danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev valgt til EU parlamentet, foreslog han indførelse af Tobin skat for at skabe et markant større EU-budget, mere regulering af erhvervene, og en markant forhøjelse af EU’s udgifter. Kort sagt indføring af en politisk styret pengepolitik i EU. Poul Nyrup’s forslag blev skudt ned. Forslaget var ikke overraskende, fordi - under hans ledelse - blev der øget eller indført en ny skat eller afgift hver måned. Bremse spekulation Prof. Tobin forslag for over 40 år siden, skyldes, at han var bekymret over valutakursernes store udsving. Han hævdede, at beskatning af kortsigtede pengebevægelser ind og ud af forskellige valutaer ville bremse spekulation og skabe øget manøvrerum for makroøkonomisk styring. Tidligere OECD-analyser viser, at resultatet af en skat på transaktioner i praksis har ført til større udsving i transaktionerne, end før skatten blev indført. Analyser har også vist, at omkostningerne ved at opkræve skatten overstiger fordelene. De fleste økonomer ligger imidlertid mere på linje med OECD, og har tidligere ment, at langt størstedelen af valutaspekulationen faktisk er gavnlig for verdensøkonomien. Men denne analyse er fra før sub- prime-nedsmeltningen. Modargumentet er følgende: Det vil være de fleste bekendt, at bolighandler er forbundet med transaktionsomkostninger, som relativt set langt overstiger en mulig Tobin skat. De mange bolighandler, som vi har set i de senere år i flere lande har båret præg af muligheden for at opnå en kortsigtet gevinst. Denne forøgelse af transaktionsomkostningerne har altså ikke kunnet bremse mængden af transaktioner på boligmarkedet. For den danske krone betyder den for eksempel, at den daglige omsætning på valutamarkedet er stor. Det giver billige priser for dem, der skal importere eller eksportere, og sikrer, at en enkelt stor handel ikke kan vælte kronen. Tidl. Nationalbank direktør Bodil Nyboe Andersen mente at: Skatten vil ikke kunne forhindre skadevoldende spekulation, og den vil være skadelig for de gavnlige valutatranskationer. Men også denne udtalelse var før finanskrisen. Adair Turner, leder af Storbritanniens finanstilsyn, ønsker også skatten for at reducere den finansielle sektors størrelse, uanstændigt høje bonusser. Han mener at en global skat på finansielle transaktioner ville bidrage til at bremse begge. Grunden til, at flere toppolitikere slutter sig til Tobin skat, er, at den effektivt vil afskrække kortsigtede spekulationer og forhåbentlig uden mærkbar skade på langsigtede internationale investeringsbeslutninger. Finanskriser skal undgås I sluterklæringen fra EU-topmødet forleden og G20 mødet tidligere, opfordres den Internationale Valutafond, IMF, til at undersøge mulighederne for at indføre en beskeden beskatning af finansielle transaktioner for at forbedre landenes finanspolitiske situation ovenpå finanskrisen. Med selv en beskeden beskatning i størrelsesorden 0,05 procent af transaktionerne vil der blive betydelige ekstra beløb til slunkne statskasser. Økonomiske aktiviteter af tvivlsom forretningsværdi som intra-day trading og handler der specifikt lægges til rette for at udnytte minimale forskelle på tværs af markeder vil blive uinteressante. Disse transaktioner lægger beslag på de økonomiske ressourcer og vi bør ikke sørge over afviklingen, fordi disse transaktioner ikke skaber nogen varig værdi. Spørgsmål er blot om investorer med længere tidshorisont vil blive afskrækket af den påtænkte skat. Tobinskatten er aldrig prøvet i praksis, og Tobin advarede i øvrigt selv flere gange mod at indføre den (inden han døde i 2002). En global bindende aftale sammen med anvendelse af den opdaterede teknologi ville gør det muligt for Verdensbank til at styre denne afgift. Forinden er der behov for en række moderniseringer i Verdensbankens struktur, administration, stemmeafgivelse m.v. Verdensbanken får sikkert en central rolle, hvis den også skal administrere mega provenuet til også at omfatte U-landene, fattigdomsbekæmpelse, korruption og ikke mindst fungere som et tilsyn for alverdens banker. Provenu En sag er alle enige om. Tobin skatten ville rejse en ustyrligt stor mængde penge, hvis grundlaget omfatter alle globale finansielle transaktioner. Vi taler om enorme beløb - meget større end den aktuelle udviklingsbistand eller skønnene for de mulige gevinster ved at afslutte Doha rundens handelsforhandlinger. Den foreslåede beskatningsprocent på mellem 0,1 og 0,5 pct. betyder at afhængig af hvilken procentsats, der benyttes, vil der årligt kunne hentes mellem 800 mia. og 8.000 mia. kroner. Til sammenligning vil COP 15 koste 800 milliarder kroner om året det samme som prisen på verdens samlede indsats for at tackle miljøproblemerne.