Ét samfund i forfald

Jeg ved ikke, hvornår du sidst har prøvet at tage toget hjem fra Århus? Jeg tog turen en lørdag morgen, men indrømmer også blankt, at det nok er 10 år siden sidst. Derfor var min forventning faktisk stor. Jeg glædede mig til at se, hvad DSB havde bedrevet i den periode, jeg ikke har frekventeret dem, idet jeg erkender, at jeg hører til dem, der holder rigtig meget af min bil! Efter min togtur måske nok endnu mere. Det allerførste indtryk gjaldt Banegården i Århus. Her krævede det sin mand at trænge gennem grupper af fulde mennesker, der endnu ikke var nået hjem efter nattens bytur og ikke mindst al det affald, som dominerer stationen. Men belønningen kom i lyntoget, der kørte perfekt hele vejen igennem og var pænt og rent. Og så er der sådan set ikke meget mere positivt at sige om resten af den morgen og tur. Togeksperimentet skulle jo følges helt til dørs, så jeg fandt mit S-tog, Der var desværre ingen tog til tiden, og det, der så kom, var det en halv time forsinket. Oveni var det møgbeskidt og gammelt. Jeg følte mig som en halvsur bedstefar, der forarget betragtede de dynger af affald, der lå rundt om i toget. Og mens landskabet rullede forbi, stod det klart, at på ruten København, Bernstorffsvej, Jægersborg osv. er intet vedligeholdt i noget, der ligner 30 år – og jeg gætter på, at det ikke er den eneste rute, der ser sådan ud. Som forsikringsselskab kender vi kun alt for godt den risiko, der ligger latent under offentlige bygninger, der ikke vedligeholdes og derfor måske hyppigere udsættes for hærværk og vandalisering. Gamle faldefærdige bygninger kan få det værste op i selv den bedste! Risikoen for, at der opstår skader forhøjes ganske enkelt med mange procent. Togturen viste med forfærdelig klarhed, hvad der sker, når det offentlige rum forfalder. Som privatbilist kan jeg til daglig godt bilde mig ind, at det hele vel egentlig fungerer sådan bare nogenlunde. Det viste S-togsturen med al tydelighed, at det ikke gør. Når tingene forfalder og ikke bliver vedligeholdt, viser alle undersøgelser, at folk bliver mere ligeglade og smider affald osv., hvor det passer dem. Det er vel som med børn, at hvis det roder, så bliver rodet bare dobbelt så stort. Men det her er jo ikke noget legeværelse. Det er de omgivelser tusindvis af mennesker hver dag møder. Hvis vi virkelig mener noget med en fremtidig klimaindsats osv. og gerne vil have flere over i den offentlige transport, må vi som minimum sørge for, at det er til at holde ud. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi bør satse på, at det offentlige rum ikke kun bliver vedligeholdt men også udformet, så det er en nydelse at færdes i. Tænk hvad der ville ske, hvis de offentlige rum – fra parker til S-toge - var pæne og mindede os alle sammen om vores eget hjem. Mon ikke vi så ville passe lidt bedre på det hele og holde noget mere af at tage toget, som så også gerne måtte komme til tiden. Jeg ved godt, at det handler om prioritering osv., men det kan simpelthen ikke passe i et samfund som vores, at vi ikke har råd eller lyst til at prioritere de rum, som vi alle færdes i, noget højere. Jeg er sikker på, at det blandt andet ville øge passagertallet og mindske affaldsbunkerne rundt omkring. Men indtil da - er jeg ked af at måtte sige - ses vi på motorvejen!