ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hjælp – ikke endnu et H.C. Andersen år!

authorimage
BLOGS
Af: Kim Rud-Petersen
22. oktober 2011
Hvad siger man til sin seksårige datter, når man går på gaden, og hun pludselig trækker en i ærmet og spørger: ”Far, ham der H. C. Andersen er godt nok over alt. Det er kedeligt at høre om ham hele tiden, er han ikke snart død?” Måske erindrer du 2005, hvor det ikke var til at slå sig vej igennem kager, bøger og events, der skulle fejre den berømte fortællers 200 års fødselsdag? Ikke et ord om fejlslagne koncerter, der ikke gav det forventede overskud – nej, her handler det ene og alene om den forstoppelse, der kan følge i kølvandet, når store begivenheder skal strækkes ud på alle ledder og kanter.

Klimaet er for vigtig en sag til at blive udvandet på samme måde som Andersens fødselsdag, men tendenserne trækker for mig at se lige nu lidt i samme retning. Op mod klimakset – COP 15 i december – lanceres en lind strøm af klimakogebøger, artikler, foredrag – ja selv rejsedagbøger bliver nu skrevet i klimaets tegn. Alle har en grøn mening, og de fleste en klimavenlig profil. Too much is no good har nu engang altid været mit motto!

Meningerne og intentionerne er rigtig gode, men spørgsmålet er, om man kan snakke ting ihjel? For ikke så længe siden kunne vi alle sammen svine og gøre, hvad vi ville, uden at ret mange løftede et øjenbryn. I dag kan jeg knap nok spise en bøf fra Sydamerika eller Danmark for dens sag skyld, uden at jeg på forhånd har opgjort et klimaregnskab over koens udledning af CO2. Jeg siger blot helt stille, at vi bør forsøge at undgå et tilfælde af ”klimaforstoppelse”, hvor den store del af befolkningen bladrer forbi artikler, zapper væk fra indslag og sætter kogebøgerne tilbage på hylderne, fordi det hele bliver lidt for meget. Samfundet skal kunne nå at følge med, så vi bliver i stand til at finde svarene på de virkelige, påtrængende klimaspørgsmål, som for eksempel, hvad der er små udsving eller virkelige ændringer i klimaet, og hvad vi mennesker selv kan gøre.

Det vigtigste er set fra min stol i forsikringsbranchen er, at vi som branche er med til at holde spot on i forhold til klimaet og være med til at kortlægge de ændringer, som vi som forsikringsselskab skal tage vare på, så vi beskytter grundelementet i det, forsikring dybest set handler om: en for alle og alle for. Udfordringen er, at vi i dag har et samfund, hvor det enkelte menneske et langt stykke hen ad vejen grundlæggende har ændret adfærd. I gamle dage – for ikke så længe siden – blev nye huse for eksempel bygget, så de lå i læ i landskabet. I dag skal huset helst helt ud i 1. række i vandkanten og have glas partier fra gulv til loft. Vores krav til materialevalg, placering og metode, når vi bygger, er helt anderledes end for blot 20 år siden.

De nye krav skaber uvilkårligt større risiko for skader og har nogle konsekvenser, som nok rammer den enkelte forsikringskunde men også hele det fællesskab, som forsikring er baseret på. Set fra min vinkel er det et af de store spørgsmål, når klimatågerne har lagt sig, og vi skriver 2010: ”Hvordan kommer jeg fra snak til at ændre holdning og adfærd på længere sigt?” Hvad bliver det næste - nye bilforsikringer, nye huse, og hvilke nye energikilder kan vi pege på efter vindmøllerne? Klimaåret vil nok ikke ændre min adfærd i forhold til at spise en god bøf, men der er et sted, hvortil hele mit håb er knyttet, og det er til vores børn. Det bliver dem, der for alvor kan rykke dagsordenen. Vi skal hjælpe dem på vej, og det gør vi nok bedst ved ikke at overfalde dem med klimakager og kogebøger, men i forsøg på at aflevere en bedre verden end den vi overtog.
Profil
Kim Rud-Petersen authorimage

Kim Rud-Petersen, har over 20 års erfaring fra forsikringsbranchen, hvor han har arbejdet både på mæglersiden og i forsikringsselskaber. Udannelsesmæssigt har han en MBA og en CBA, desuden sidder han i flere bestyrelser. Kim tiltrådte som direktør Gjensidige i 2005.

Tidligere bloggere på borsen.dk