Handelskrigen er ikke bare en strid om handel

Handelskrigen mellem USA og Kina har fået lov at eskalere trods den enorme potentielle skade for verdensøkonomien og de finansielle markeder. Det kan undre, men forklaringen er, at striden handler om mere end handel. Det er en rivalisering om, hvem der bliver fremtidens ledende stormagt.

Handelskrigen mellem USA og Kina bryder med 70 års politisk og økonomisk samarbejde om global frihandel. En historisk udvikling, jeg beskrev i min forrige blog.

Verdens to største økonomier bekriger nu hinanden med toldsatser, selv om begge parter er klar over de skadelige konsekvenser for både deres egne landes økonomier og resten af verdensøkonomien. Hvordan er det kommet så vidt? Det drejer sig ikke bare om handel.

Konflikten stikker dybere end blot en strid om told på varer mellem de to lande.  Det er en kamp mellem verdens to økonomiske stormagter om, hvilket land der fremover skal have den førende position i verden. Stormagtsrivalisering med andre ord.

Ingen enkel løsning

De to landes udgangspunkter er vidt forskellige, og deres interesser er fundamentalt modsatrettede. USA har været en global stormagt i over 100 år og efter Østblokkens sammenbrud i slut-80erne den eneste.

Kina kommer fra et lavt udgangspunkt, men kan forventes at overhale USA inden for de kommende 10-20 år. Landets selvopfattelse vokser naturligt nok i samme takt og viser i stigende grad ambitioner om at indtage USA’s hidtidige rolle. Derfor skal vi ikke forvente en enkel løsning på handelskrigen.

Amerikanerne ser deres globale førerposition truet af opkomlingen Kina, som med sit vilde væksteventyr over de seneste tre-fire årtier har overhalet alle lande på nær USA. Den trussel vil USA bekæmpe med alle midler, eksempelvis med nye toldsatser eller beskyldninger om, at Kina manipulerer med sin valuta og holder den kunstigt lav.

Fair play

Med rette kritiserer USA, at de to lande trods deres tyngde spiller efter to forskellige sæt regler. Kina fik status som udviklingsland i forbindelse med optagelsen i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Dermed nyder kineserne godt af visse særregler inden for verdenshandel.

USA’s synspunkt er, at Kina for længst er blevet en økonomisk ligeværdig kraft, og derfor bør spille efter samme regler som andre økonomisk udviklede lande i verden. Derfor ønsker man Kinas status som uland ophævet.

Kineserne har naturligvis ikke har travlt med at ændre de regler, de nyder så godt af og så dygtigt har udnyttet.

Teknologisk kapløb

Handelskrigen er også et teknologisk kapløb mellem USA og Kina. Ingen af dem har intentioner om at tabe den kamp. Det af de to lande, der vinder det teknologiske kapløb, vil formentlig også ende forreste i det økonomiske kapløb, og det vil ligeledes være afgørende for, hvem der har den militære magt. I dag har USA fortsat den ubestridte position som supermagt, men den økonomiske udvikling vil true USA's grundlag for at opretholde den magt.

Derfor er handelsaftaler mere komplekse end forhandling af vilkår for samhandel mellem to parter. Handelskrigen mellem USA og Kina indebærer også indenrigspolitiske overvejelser. Det skriver jeg om i min næste blog:

I en serie på tre blogs skriver Henrik Franck om handelskrigens betydning og bagvedliggende årsager. Denne blog er den anden i serien.