Handelskrigen bryder 70 års historie

Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har den dominerende tankegang i syv årtier været, at mere frihandel er ønskeligt og godt for alle og med til at forhindre militære konflikter. Handelskrigen mellem verdens to mægtigste økonomier er derfor er et brud på den udvikling og derfor ikke bare en parentes, man kan tillade sig at ignorere. Det er også derfor, at det har så stor indvirkning på de finansielle markeder.

Gennem godt 70 år har mantraet i den udviklingsorienterede del af verden arbejdet i retning af, at øget frihandel, globalisering, liberaliseringer og handelsaftaler var et gode, som gavner alle parter og ender med at gøre alle rigere.

Med handelskrigen mellem USA og Kina, der tog fart i 2018 og siden har rumlet som det største usikkerhedsmoment under verdensøkonomien og de finansielle markeder, ser vi nu for første gang et brud med det frihandelsmantra, der har været gældende i syv årtier. Det kan man ikke tillade sig at affeje som en ubetydelig parentes. Det er en udvikling, man er nødt til at tage alvorligt.

Protektionisme og handelsbegrænsninger har alle dage været en del af verdenshandlen, men retningen i de seneste 70 år har tydeligt bevæget sig i retning af mere frihandel. Det har gjort verden mere velstående og ikke mindst Kina har nydt godt af den udvikling, men amerikanerne har også lukreret på det.

Tilbageslag

Med den nuværende handelskrig risikerer den udvikling for første gang i årtier at blive slået tilbage. Bekymringen går nu på, om det kan få alvorlige konsekvenser for den globale økonomi. Det er en reel bekymring, og det vil være et opgør med de toneangivende pointer, som man eksempelvis har kunnet finde i The Washington Consensus, som er et tankesæt, der har spillet en nøglerolle i udviklingen af verdensøkonomien over de seneste 30 år med klart fokus på øget frihandel, deregulering og mindre protektionisme i form af færre toldsatser. 

Lige nu synes konsensus imidlertid at bevæge sig i den modsatte retning, selv om de fleste – inklusive amerikanerne og kineserne og inklusive præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping – sådan set stadig mener, at mere frihandel er godt. Rent principielt i hvert fald.

Men især amerikanerne vil have spillereglerne ændret, så Kina ikke har så let spil som nu, hvor Kina i eksempelvis WTO-regi fortsat har status som et uland, som de fik, da det blev optaget i verdenshandelsorganisationen tilbage i 2001.

Det var ubetinget en god ide, men det gør Trump og mange andre amerikanere tosset, at Kina som ny stormagt fortsat nyder godt af den status. Trump har i vanlig stil udtalt, at ”WTO er ødelagt, når verdens rigeste lande påstår at være udviklingslande for at undgå at skulle følge WTO-regler og i stedet få særbehandling”.

Kina er en anden størrelse nu

Helt ved siden af skiven rammer han ikke: Med det væksteventyr, som Kina har været igennem i de seneste 20-30 år, hvor man har overhalet lande som Japan, Tyskland og Storbritannien i økonomisk pondus, og hvor en halv milliard kinesere er blevet løftet ud af fattigdom, har USA en ganske god pointe i, at Kina burde spille på samme banehalvdel som de andre udviklede økonomier.

Meget mere om det i min næste blog, hvor jeg tager fat på, at handelskrigen stikker dybere end som så og handler om meget mere end toldsatser: Nemlig om, hvorvidt det skal være USA eller Kina, der skal være den førende stormagt i verden.

I en blog på tre kapitler kigger Henrik Franck nærmere på handelskrigens betydning og bagvedliggende årsager. Denne blog er den første i serien.