Brexit 3 år efter – sådan er det gået

Den 23. juni 2016 stemte et lille flertal af briterne for at forlade EU, men status her tre år efter er som bekendt, at det endnu ikke sket. De værste konsekvenser af afstemningen har briterne derfor formentlig ikke set endnu. Pundet er faldet i værdi, og det har forbedret konkurrenceevnen hos landets eksportvirksomheder. Det har medvirket til at holde den økonomiske vækst nogenlunde i gang

I min seneste blog skrev jeg, at min næste blog ville komme til at handle om, hvor langt opsvinget vil vare. Det kom ikke helt til at holde stik, da jeg i anledning af tre årsdagen for den historiske brexit-afstemning har tilladt mig at foretage et emneskift.

Brexit er en af de helt store begivenheder i den nyere verdenshistorie, og på søndag er det præcis tre år siden, at 17.410.742 briter – eller 51,89 procent af de afgivne stemmer – valgte, at Storbritannien skal forlade EU. Dermed mistede Danmark en af sine vigtigste allierede i EU, hvor briterne og danskerne har stået for en mindre føderalistisk linje end kernelandene Tyskland, Frankrig og Belgien.

Her tre år efter kan vi dog konstatere, at Storbritannien fortsat er medlem af EU, og at det er blevet præcis så svært som forudset at få en udtrædelsesaftale til at glide igennem. Lige nu er det grænsen mellem Irland og Nordirland, den såkaldte backstop, der er den store knast, som man slet ikke kan nå til enighed om.

Den svære opgave er ikke klaret

Men selve udtrædelsesaftalen er jo faktisk den lette del af processen. Hvis den på et tidspunkt falder på plads, skal man derefter til den langt vanskeligere del, nemlig at tale om den fremtidige relation mellem EU og Storbritannien. Det er man reelt slet ikke nået til at diskutere endnu. Det kan stadig blive en endnu større knast end den irske grænse og trække briternes udtræden af EU endnu mere i langdrag.

I al beskedenhed har det, lige fra vi kendte udfaldet af afstemningen, været min forudsigelse, at briterne ville forblive medlem af EU i mange år frem. Den toårige deadline for Storbritanniens udtræden var komplet urealistisk med alle de lovændringer, juridiske formaliteter og svære beslutninger, der skulle træffes.

Omvendt indrømmer jeg også gerne, at jeg ikke havde forudset udfaldet af afstemningen og sejr til leave-siden. Derimod gik min forventning på en snæver sejr til remain-siden, så der undervurderede jeg briternes omfattende EU-skepsis og den accelererende populisme, som man også finder uden for Storbritannien.

Politisk kaos

Hvad er der så sket siden den 23. juni 2016? Ledelsesmæssigt står Storbritannien fortsat under konservativ ledelse, men det er et vingeskudt konservativt parti, der forsøger at få det tidligere imperium til at lande med begge fødder på jorden.

Det var David Cameron, der oprindeligt udskrev afstemningen i et forsøg på at opnå indenrigspolitisk vinding og vinde et parlamentsvalg ved enten at gennemtvinge reformer af det bureaukratiske EU-system i Bruxelles eller ved at give briterne den udtrædelsesafstemning, som mange i den EU-skeptiske befolkning længe havde sukket efter.

Men David Cameron forregnede sig i det, man godt kan kalde alle tiders største vælgerbedrag, fordi man i min optik stillede briterne nogle helt urealistiske resultater i udsigt. Det var direkte naivt at forvente, at EU ville give efter for briternes krav, så Storbritannien kunne få alle fordelene og ingen af ulemperne og forpligtelserne ved at være medlem af EU. Det ville alle lande givetvis foretrække, men det ville skabe et uoverskueligt tag-selv-bord, hvis man eksempelvis kunne fravælge arbejdskraftens frie bevægelighed eller andre dele, man ikke lige havde lyst til at være en del af. 

Derfor overdrog David Cameron tøjlerne til Theresa May, der anlagde en mere realistisk tilgang til, hvad hun kunne få igennem i Bruxelles. Man kan ikke andet end respektere og beundre hendes ihærdighed, men også hun mislykkedes, da hendes konservative partifæller nedstemte samtlige hendes forslag til at finde en mindelig løsning. Til sidst måtte hun opgive ævred og kaste håndklædet i ringen.

Boris Johnson i Downing Street 10

Der står vi nu, hvor den hardcore brexit-tilhænger Boris Johnson er storfavorit til at overtage nøglerne til Downing Street 10 i et Storbritannien, der er efterladt i politisk kaos: Det største oppositionsparti Labour er en groggy skygge af sig selv, de konservative selv er også massakreret, mens den flamboyante Nigel Farages brexit-parti stormer frem og næsten ironisk vandt over 30 procent af stemmerne ved Europaparlamentsvalget.

Med Boris Johnson, der er erklæret EU-modstander, og et brexit-parti på fremmarch er chancen for en ny EU-afstemning – i hvert fald lige nu – blevet endnu mindre. Det er svært at forestille sig, at Boris Johnson som premierminister vil udskrive en ny folkeafstemning, men efter et parlamentsvalg og under en anden regeringsleder kan man ikke udelukke muligheden.

Stemningen i Storbritannien har vendt sig og måske ville “Remain”-siden i dag vinde en afstemning, men kløften mellem remain og leave er afgrundsdyb.

Overtager Boris Johnson premierministerposten vil det også øge spekulationerne om, hvorvidt Storbritannien forlader EU uden nogen aftale overhovedet. Sandsynligheden for det er fortsat ikke overvældende, men i værste fald vil det få konsekvenser og ramme briterne hårdt – og til dels resten af Europa. Det er trods alt EU’s næststørste økonomi og en dynamo i europæisk økonomi, der siger farvel.

Briterne har holdt skindet på næsen – indtil nu

Skulle Storbritanniens bnp gå hen og falde signifikant over en årrække, vil det være ønsketænkning at tro, at andre europæiske lande ikke også vil kunne mærke det. Naturligvis i væsentligt mindre grad end Storbritannien.

Der venter altså nogle konsekvenser forude, men indtil videre har briterne holdt skindet på næsen og ikke for alvor mærket konsekvenserne af deres dramatiske og historiske beslutning. Britisk økonomi er fulgt med op sammen med det generelle opsving i verden, arbejdsløsheden i Storbritannien er lav, og væksten er klart bedre end for eksempel Tyskland. Det er der en rigtig god forklaring på: Det faldende pund.

En faldende valuta fungerer de facto som en devaluering, og det gør det mere attraktivt at købe britiske varer og produkter.

Men nogle mærkbare konsekvenser har der været: De britiske aktier har slet ikke kunnet følge med verdensaktieindekset uden dog at være faldet i et dybt hul, investeringerne i Storbritannien er faldet og er fortsat faldende, fordi folk jo ikke kan overskue brexit, og hvor det ender. Det rammer tillidsindikatorerne negativt og skaber usikkerhed, og det holder investeringerne væk fra britisk grund. Meget af den vækst, der har været, er desuden trukket af eksportvirksomhederne på grund af det faldende pund, mens de indenlandsk orienterede britiske virksomheder oplever langt større genstridigheder.

På bundlinjen står der, at brexit-puslespillet stadig er ved at blive samlet. Jeg tilskriver det derfor fortsat – Boris Johnson eller ej – lav sandsynlighed, at briterne udtræder uden aftale. Jeg vil dog heller ikke totalt udelukke det. Men det vil være økonomisk harakiri. Ikke mindst fordi Storbritannien formentlig ikke har oplevet alle konsekvenserne af deres valg endnu – langt fra endda.

Men nok brexit for denne gang – holdbarheden af det igangværende økonomiske opsving bliver som sagt temaet for min næste blog.