Står på en alpetop ...

Sådan sang Shu-bi-dua i 1974, og sangen blev en ”landeplage” i mange år efter. Det samme kan siges om dansk økonomi i dag.

For dansk økonomi er absolut på toppen.

Danske virksomheders salg er i stadig fremgang. Bankernes udlån stiger fortsat. Antallet af ledige stillingsopslag stiger, og der er rekordvækst i dansk beskæftigelse. Industrien er i fremgang. Eksportvirksomhederne er i fremgang - endda trods modvind på de globale markeder. Det danske forbrug er i fremgang. Danskerne nedbringer gæld som aldrig før - og køber i øvrigt samtidig nye biler. Det offentlige forbrug er også i vækst. Og man kunne blive ved. Alt sammen i øvrigt faktuelt underbygget af beregninger, KPI´er og analyser fra Danmarks Statistik og førende branche- og erhvervsorganisationer – så det er ikke rigtig til diskussion, at det forholder sig sådan.

Kigger på det sner …

Shu-bi-dua fortsatte lyrikken og sang ” … kigger på det sner, nu er jeg endelig kommet helt herop, hva´ faen sku´ jeg egentlig her?” Og det er jo egentlig meget sigende. For måske er dansk økonomi i top, men spørgsmålet er, om ikke toppen nu er nået, og at vi står over for – om ikke en tilbagegang – så måske en blød opbremsning i de kommende år.

En række tunge skyer truer nemlig forude og kan skabe usikkerhed om, hvorvidt dansk økonomi kan fortsætte sin vækstrejse med det forventede niveau på 1-2% for 2019 og 2020.

Globalt er der i hvert fald en række usikkerhedsfaktorer, som kan medføre en dansk opbremsning. Herunder et hårdt Brexit og en fortsat eskaleret handelskrig mellem USA og Kina (og EU for den sags skyld). Internationale risikoanalyser taler i hvert fald ikke denne risiko og konsekvenserne forbundet hermed ned. Derudover har nøgletallene i de store europæiske økonomier det ikke alt for godt, hvor også vækstprognoserne for eksempelvis UK, Tyskland og Italien er nedjusteret. En eventuel ny krise i Mellemøsten kan selvsagt også få alvorlige konsekvenser.

I Danmark er den helt store udfordring for samfundsøkonomien og erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft. Antallet af ledige stillingsopslag er stigende, og mange virksomheder har efterhånden nået deres absolutte produktions- og kapacitetsgrænse simpelthen fordi, at de ikke kan få kvalificeret arbejdskraft. I en ny rapport fra FSR (FSR Business Indikator), hvor virksomhedernes rådgivere og revisorer melder forventninger ind baseret på de seneste virksomhedstal påpeges det da også, at man ikke er nær så optimistisk omkring forventningerne til virksomhedernes økonomier som hidtil. Dette ses bl.a. ved, at virksomhedernes investeringsniveau nu ser ud til at være stagneret, og at nøgletal for ordrebeholdningerne i bl.a. bygge- og anlægssektoren samt i industrien er faldet. Samme melding hører man fra førende aktører i den finansielle sektor, som skønner, at højkonjunkturen nu har passeret sit toppunkt. Det ses bl.a. også ved, at væksten f.eks. i kreditansøgninger fra nye kunder er på sit laveste niveau.

Måske kigger vi ikke ind i et ”snevejr”, som Shu-bi-dua sang. Men vejret på alpetoppen kan være endog meget omskifteligt.

Hvad bør vi gøre ?

Erhvervslivet kalder på yderligere reformer, der kan forøge arbejdsudbuddet og dermed udvide produktionskapaciteten. Overfor det står, at politikerne synes at være lidt afventende overfor yderligere arbejdsmarkedsreformer m.v. på grund af usikkerhed om netop, hvor hårdt der skal drejes på gashåndtaget - for der er simpelthen så mange usikkerhedsfaktorer på nuværende tidspunkt. 

Én ting er dog sikkert – erhvervslivet har behov for bedre rammevilkår, hvis væksten skal fortsætte. Det gælder både for det etablerede erhvervsliv og iværksætterne. Blikket fra helikopteren bør rettes stift henimod, hvordan vi kan forøge arbejdsudbuddet. Og der er i hvert fald ikke – som nogen foreslår - behov for en stram finanspolitik med øget beskatning af f.eks. erhvervslivet, for så dør væksten stensikkert. Øget velfærd skal finansieres af øget vækst.

Samtidig må man i virksomhederne tilpasse sig situationen og forberede sig på omskifteligt vejr forude. Det betyder benhårde prioriteringer op imod kernekompetencerne og i forhold til yderligere resultatforbedrende initiativer. Herunder yderligere produktivitets- og procesforbedringer f.eks. ved anvendelse af teknologi og digitalisering, men fremfor alt også en endnu strammere risikostyring. Sidst men ikke mindst er der behov for, at mange virksomheder genbesøger sine balancer og får tilpasset sin gearing, så de er robuste nok, hvis turen pludselig skulle gå ned af bjerget igen.