Løgn og latin skaber medieomtale

Det kan betale sig at fabrikere løgnehistorier for at skaffe sig omtale. Det er i høj grad den lære, man kan gøre af sagen om VisitDanmarks løgne-video på YouTube.

VisitDenmarks direktør, Dorte Kiilerich, kunne søndag aften på TV 2 NYHEDERNE fremvise den skalp, hun selv synes, hun havde taget - en tilsyneladende vellykket kampagne med en falsk historie på YouTube, hvor en ung dansk kvinde efterlyste faren til sin søn, undfanget i en brandert via en bar i Nyhavn. Formål: at sætte Danmark på verdenskortet.

Vellykket fordi 770.000 brugere så videoen om fuphistorien. Vellykket, hvis indhold, sanddruelighed, ærlighed, substans og anstændighed er sekundært, mens omtale er det primære, no matter what.

Kiilerichs selvtilfredshed virker provokerende, fordi VisitDenmark umuligt kan have taget de nødvendige moralske overvejelser, før man satte sig for at nå målet - omtale af Danmark. Der er brugt skattekroner på at gamble ikke bare med et eller andet ligegyldigt produkt, ejet af private, kommercielle interesser, men Danmarks troværdighed og anseelse ude i verden.

VisitDenmark har altså spillet kortet om, at målet helliger midlet for at give Danmark omtale, men man har også på hele nationens vegne løbet en betydelig risiko for, at det gav bagslag og rent faktisk skader danske interesser i stedet, som kan blive resultatet, når de mange brugere ude omkring finder ud af, at historien var løgn og sidder tilbage med en fornemmelse af, at staten Danmark har taget dem ved næsen.

Reelt er der tale om fundamentalt svigtende dømmekraft fra VisitDanmarks side, fordi man ikke vil stå ved, at man helt fra starten bevidst undlader at fortælle, at historien er ren fiktion og undlader at fortælle, at afsenderen af historien er rene kommercielle interesser.

Som jeg ser det, handler det simpelthen om svigtende dømmekraft. Skadevirkningerne ved den løgnagtige historie er flere:

Man bidrager for det første til at skubbe på en udvikling, hvor smarte reklamefolk og medieliderlige organisationer, virksomheder og personer søger stadig mere rabiate metoder for at få opmærksomhed og presseomtale. Vi ser det igen og igen, at jo mere vanvittige indfald man får, desto større mulighed er der for at komme i medierne. Og den udvikling eskalerer konstant.

For det andet smitter løgnehistorien og selve dens utroværdighed af på alt andet indhold på YouTube. Det medvirker ganske vist positivt til at skærpe min kritiske sans, men indhold på YouTube bliver trukket med ned i sølet, når én løgnehistorie får så meget omtale. Masser af gode og sandfærdige historier på YouTube vil nu blive besmittet med skepsis.

Og for det tredje opsuger man redaktionelle ressourcer fra de historier, der er væsentlige og betydende, fordi medierne spilder tiden på at berette om løgnehistorien - og efterfølgende berette om det store og udspekulerede bedrag, der ligger bag løgnehistorien. Man skal retfærdigvis tilføje, at ansvaret for denne tredje skadevirkning i høj grad også ligger hos medierne selv, når de overhovedet prioriterer tid og opmærksomhed på falske historier og dermed belønner løgnehistorier ved at give dem omtale. Men hovedansvaret ligger naturligvis på dem, der producerer historier, som er løgne, og som derved tager tid og ressourcer fra de vigtige historier i verden.

VisitDenmark er desværre nok voldsomt stolte af sig selv, fordi man så effektivt har udnyttet de særlige mekanismer, som ligger bag de nye sociale medier - i dette tilfælde YouTube. Man føler sig formentlig dygtige og succesfulde, når målet var et øge kendskabet til Danmark, og man fastholder, at man har fortalt en sød og god historie om Danmark. Det er ikke sagens kerne, for historien er falsk, og man glemmer at tage ansvar for, at man har udnyttet hundredetusindevis af menneskers tro på, at historien var sand.

Men havde de formået at analysere og føle ansvar for de afledte skadevirkninger, tvivler jeg på, at dette hovedløse projekt var blevet realiseret i første omgang.