Der er forår i luften i verdensøkonomien

I dag vil jeg gennemgå mine indtryk fra min tur til IMF og Verdensbankens forårsmøde i Washington og fremhæve, hvor jeg er uenig med Valutafonden.

Jeg tror på en hurtigere optur i den globale økonomi i år end IMF, mens jeg til gengæld mener, at IMF ser for optimistisk på verdensøkonomien i 2020.

Forsigtig optimisme på forårsmødet

Selv om stemningen på mødet naturligt nok var anderledes i år end sidste år, hvor det globale opsving var på sit højeste, så fornemmede man alligevel en forsigtigt optimistisk tone. Den generelle opfattelse var, at beslutningstagerne har det fornødne råderum til at reagere på afmatningen i verdensøkonomien, og folk var enige om at der netop nu er lyspunkter i den globale økonomi.

IMF’s cheføkonom Gita Gopinath giver et meget rammende billede, når hun siger, at den globale økonomi befinder sig ‘i en prekær situation’ her i 2019. Jeg mener selv, at vi nu står ved et ‘T-kryds’ for at bruge den egyptisk-amerikanske finansmand Mohamed El-Erians udtryk, og det er de politiske beslutningstagere, virksomhederne og husholdningerne, der afgør, hvad vej vi drejer.

IMF ser bedring i 2. halvår…

IMF forventer, at den globale vækst vil være lav her i 1. halvår, men at udviklingen vender i 2. halvår med hjælp fra stimuli i Kina og lempeligere finansielle forhold efter et skarpt kursskifte fra den amerikanske centralbank.

Optimismen vil også stige i Tyskland, i takt med at det igen går fremad med bilproduktionen oven på emissionsskandalen sidste år.

…jeg tror på hurtigere opsving

Jeg regner med, at verdensøkonomien skifter op i et højere gear allerede her i 2. kvartal, nu hvor det igen går fremad i kinesisk økonomi, og det tegner lyst for en handelsaftale mellem USA og Kina. Vi har netop fået nye stærke nøgletal fra Kina – eks steg industriproduktionen for marts med 8.5% i forhold til sidste år, hvilket er den kraftigste vækst siden juli 2014. Samtidig tror jeg på, at USA og Kina kan indgå en handelsaftale inden for de næste 4-6 uger.

Det er også interessant, at der nu er fremgang at spore i euroområdet, blandt andet når det gælder industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og Italien (godt støttet af Kina).

Jeg tror på et moderat opsving i verdensøkonomien i de næste par kvartaler. IMF fremhæver, at væksten vil blive styrket af de finanspolitiske lempelser i Tyskland i år, hvor den strukturelle balance skrumper mere, end vi har set det siden 2010. Ifølge chefen for den tyske forbundsbank, Jens Weidmann, vil lempelserne trække BNP op med 0,25-0,50 % i 2019. Det er et skridt i den rigtige retning, selv om jeg mener, at Tyskland kan lempe finanspolitikken endnu mere. Det er også opmuntrende, at den offentlige debat i Tyskland har ændret sig, og at der nu er en erkendelse af, at den økonomiske vækst er sløj. Samlet set tror jeg, at den globale og europæiske økonomi vil komme hurtigere op i fart, end IMF forventer.

…men IMF ser for optimistisk på 2020

Der, hvor min bekymring ligger, er, når vi ser lidt længere frem. IMF venter, at den globale vækst stiger til 3,6 % i 2020 fra 3,3 % i 2019, men jeg tror egentlig ikke, at IMF selv fæster den store tillid til denne forudsigelse.

For det første bygger IMF’s forventning om højere vækst i 2020 delvis på en forudsætning om stabilisering i kriseramte økonomier som Argentina (hvor inflationen er over 50 %) og Tyrkiet. Det er en meget usikker forudsigelse, hvad IMF da også godt selv ved. Jeg tror, at lavere vækst i Kina, USA og Japan i 2020 tilsammen vil lægge en dæmper på den globale vækst næste år.

For det andet venter IMF, at Italien vil have et offentligt underskud på 3,4 % af BNP i 2020. Det forudsætter, at planerne om en pensionsreform og om borgerløn samt de planlagte offentlige investeringer gennemføres fuldt ud, og at momsforhøjelsen udskydes endnu engang. Jeg tror, at Italiens finanspolitiske udfordringer og truslen om en ny strid med Bruxelles bliver et tema på finansmarkederne igen til efteråret, når den italienske regering skal indsende finanslovsforslaget for 2020 til EU.

For det tredje mener IMF, at spændingerne i den internationale samhandel fortsat vil bestå – også selv om det lykkes USA og Kina at nå til enighed. Præsident Trump har for eksempel truet med at lægge straftold på varer fra EU for 11 mia. dollar, og EU har opstillet en liste over amerikanske varer til en værdi af 12 mia. dollar, der kan blive belagt med told.

Endelig er der stadig en mindre risiko for et ‘hårdt’ Brexit uden en aftale mellem EU og Storbritannien, selv om briternes udtræden af unionen nu er blevet udskudt i en længere periode. Det betyder, at virksomheder med relationer til Storbritannien vil fortsætte med at opbygge lagre og udskyde investeringsprojekter som en forsikring imod et hårdt Brexit.

Højere inflation i år

IMF venter stadig, at inflationen stiger i de udviklede økonomier, og her er de på linje med en række andre store institutioner som Den Europæiske Centralbank og Federal Reserve. PCE-kerneinflationen i USA ventes at kravle over 2 % i 2019, og IMF vurderer også, at lønvæksten i Tyskland vil fortsætte op i år.

Jeg mener, at stigende efterspørgsel giver grobund for højere inflation i USA og Europa i de kommende kvartaler, og jeg har bemærket, at de 5-årige inflationsforventninger om 5 år i USA ligger tæt på det højeste niveau siden december, efter det store kursskifte i den amerikanske centralbank. Fed reagerede meget hurtigt på kollapset på finansmarkederne i december, og nogle af de IMF-folk, jeg mødte i Washington, mente også, at det måske havde været for hurtigt i betragtning af lyspunkterne i den globale økonomi, og de så en risiko for, at markederne bliver for afhængige af, at Fed griber ind.

IMF: Fed forhøjer renten i 2. halvår, ECB kan nøjes med at udskyde

IMF venter, at Fed forhøjer renten i 2. halvår, og mener desuden, at ECB kan nøjes med at udskyde renteforhøjelserne. Der foregår lige nu en intens debat i ECB om et system med differentierede indlånsrenter for de europæiske banker, men det må ikke fungere som subsidier til udvalgte banker.

IMF vurderer også, at ECB om nødvendigt vil være parat til at genoptage obligationsopkøbene, men at inflationsudsigterne skal forværres betydeligt, for at centralbanken vil overveje den mulighed. Hvis obligationsopkøbene genoptages, kan ECB eventuelt købe virksomhedsobligationer med lav kreditrating samt bankobligationer og aktier.

IMF: Strammere finansielle forhold en risikofaktor

Endelig ser IMF en pludselig stramning af de finansielle forhold som en af de største risikofaktorer for verdensøkonomien og det finansielle system. Den næste krise bliver meget forskellig fra de tidligere kriser, vi har oplevet, da risiciene er migreret til virksomhederne og de finansielle institutioner uden for banksektoren, mens en række lande også stadig ser sårbare ud.