Højere offentlige udgifter giver ikke vækst

authorimage
BLOGS
Af: Mads Lundby Hansen
22. okt 2011
Tirsdagens leder i Børsen skrev overraskende, at CEPOS ”er villige til at acceptere lavvækst og formentlig også permanent lavvækst i dansk økonomi”. CEPOS kan slet ikke genkende dette billede. CEPOS har gennem meget lang tid påpeget, at Danmark har en vækstkrise. Vækstkrisen går både 10 år bagud og mange år frem i tiden, se f.eks. det tidligere CEPOS-notat om velstand i OECD ”Danmark på vej mod midterplacering” (http://tinyurl.com/neu8cw). Hvor mange andre økonomer, institutioner og avisledere gennem lang tid har udråbt dansk økonomi til en vindermodel, har CEPOS gang på gang gjort opmærksom på, at vi i perioden 1997-2007 har haft den 4. laveste vækst ud af 30 OECD-lande. I 2007 er vi således rutsjet ned på en 12. plads, når de 30 OECD-lande rangeres efter velstand. Den laveste placering i 32 år. Dette gjorde vi opmærksom på den 11. august i Børsen. En artikel der overraskede mange politikere, der ellers har været overbeviste om, at Danmark var blandt de mest velstående lande i verden. Og når vi kigger frem til 2017, så står vi fortsat til den 4. laveste vækst. Med andre ord kan dansk økonomi kendetegnes ved én lang vækstkrise snarere end en fornem vækstmodel.

CEPOS har derfor gang på gang som en af de få institutioner fremlagt konkrete forslag til, hvordan Danmark strukturelt kan løfte velstanden og væksten. Set fra vores udgangspunkt er det helt uacceptabelt, at Danmark skal være blandt de lande i OECD med lavest fremgang i velstanden. Derfor er der brug for tiltag, der varigt øger velstanden og den vej er brolagt med reformer af dagpenge, efterløn, folkepension, selskabsskat, aktieskat og marginalskat. I den forbindelse har vi anbefalet, at der nedsættes en velstandskommission med henblik på at gennemføre de nødvendige vækstreformer.

Børsens leder henviser til en analyse, der er udarbejdet af Socialdemokratiets tænketank AE-rådet. Analysen anbefaler, at øge det offentlige underskud på kort sigt gennem øgede offentlige udgifter for at undgå, at underskuddet vokser på længere sigt. Børsens leder gør os på den baggrund til vækstmodstandere. Vi er uenige i AE-rådet og Børsen af følgende grunde.

Først og fremmest er det meget usikkert, om øgede offentlige investeringer giver et varigt velstandsløft. Tværtimod ved vi med stor sikkerhed at lavere dagpenge, fjernelse af efterløn, lavere marginalskat og selskabsskat øger velstanden.

AE-rådet og Børsens leder mener helt konkret, at stigende ledighed automatisk medfører højere strukturel ledighed. Vi er uenige i dette. Vi anerkender ikke, at voksende ledighed automatisk sætter sig i strukturledigheden med så lave ledighedsniveauer, som vi har i øjeblikket. I den forbindelse vil jeg nævne, at den nuværende ledighed på 105.000 ligger lige omkring det estimerede strukturelle niveau. Og en stigning i ledigheden på dette niveau sætter sig ikke i strukturledigheden. Tværtimod har vi gennem en årrække haft alt for store lønstigninger som har skadet konkurrenceevnen. Derfor er der et behov for at forbedre eksportens konkurrenceevne og det håndterer markedet bl.a. ved lave lønstigninger fremkaldt af voksende ledighed.

Derudover har vi haft en bobleøkonomi i byggesektoren, hvor der som følge af et meget lavt renteniveau er blevet bygget for meget. Og derfor er der brug for en markedstilpasning til et niveau med færre byggevirksomheder og færre ansatte. Politikerne bør ikke modsætte sig denne tilpasning. I øvrigt er byggesektoren ganske lavproduktiv sammenlignet med andre sektorer. Så set fra et velstandsøjemed bør man derfor ikke holde sektoren kunstigt oppe.

Man bør erindre, at Nyrup i 1998 strammede finanspolitikken gennem pinsepakken og da var ledigheden på ca. 180.000 personer. Ideen var bl.a. at undgå en overophedning ved, at ledigheden kom under ca. 180.000 personer. I AE-rådets regnemaskine må pinsepakken have været en af Danmarkshistoriens største fejltagelser.

I forhold til det konkrete forslag om at stimulere væksten gennem øgede offentlige investeringer bør man lige klappe hesten. Ganske vidst bygger forslaget på en tilforladelig intuition, som kan appellere til politikere. Ræsonnementet går ud på, at det i en situation med ledige byggearbejdere giver mening at fremrykke opførelsen af nogle hospitaler, veje mv., der alligevel skal bygges om nogle år. Men disse fremrykninger er i stor udstrækning foretaget. De offentlige investeringer vokser i 2009 og 2010 under ét med hele 32 pct. En vækstrate som ikke engang Anker Jørgensen kunne lange over disken i 70erne. Man skal tilbage til 60erne for at finde en tilsvarende vækstrate. Herudover bør det huskes, at Kommunernes Landsforening (KL) i sin investeringsplan fra foråret ”kun” bad om godt 5 mia.kr. årligt ekstra. Normalt får KL ikke, hvad de beder om. Men ved forårets kommuneforhandlinger fik de alt, hvad de bad om. Det er tvivlsomt, om kommunerne næste år kan nå at bruge så mange ekstra milliarder på gode veltilrettelagte og rentable investeringsprojekter. Der er derfor en betydelig risiko for spild af skattekroner. Ligesom der er mulighed for, at kommunerne konverterer de mange anlægsmidler til driftsudgifter. At dette er en reel risiko, fremgår af den seneste kommuneaftale, der giver kommunerne 5 mia.kr. ekstra til anlæg. I aftalen opfordres kommunerne til at anvende anlægsmilliarderne på anlæg og ikke konvertere bevillingerne til almindelig drift (fx administration og flere hjemmehjælpere). Det er tæt på at være pinligt, at man må opfordre kommunerne til ikke at misbruge pengene. Men hvis man har dette problem med 5 mia.kr., hvordan ser det så ikke ud, hvis der bevilges 10 mia.kr. yderligere, som AE-rådet anbefaler.

Herudover skal man være opmærksom på, at det øgede underskud vil medføre øget offentlig gæld. I tirsdags bragte Børsen et indlæg på side 19 af en verdens mest anerkendte økonomer, professor Kenneth Rogoff, Harvard University. Han skriver, at ”i bund og grund er der stadig en risiko for, at finanskrisen i stedet for at dø ud vil udvikle sig til at blive en statsgældskrise”. Jeg er helt enig heri. Voksende offentlig gæld kan f.eks. øge renterne og det vil i øvrigt spise en del af de kortsigtede positive væksteffekter, der kan følge af øgede offentlige investeringer. Samtidig kan et voksende underskud medføre, at danskerne begynder at spare mere op, da man kan forudse, at den voksende gæld medfører større skattebetalinger i fremtiden. Erfaringen er nemlig, at store statsfinansielle ubalancer i høj grad bliver håndteret gennem skattestigninger. Vi så i starten af 1980erne, at genopretningen af de offentlige finanser under Poul Schlüter i høj grad skete gennem markante skattestigninger, herunder gennem indførelsen af pensionsskat (realrenteafgift), forhøjelse af den øverste marginalskat og afgiftsstigninger. Dette scenarie bør undgås. Og derfor bør politikerne ikke gældsætte ved at øge de offentlige udgifter yderligere.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at vejen til øget velstand i Danmark ikke er brolagt med øgede offentlige investeringer, voksende underskud og høj offentlig gæld. Eksperimentet med offentlige investeringer og store underskud er testet af i Japan. Resultatet har været en årrække med lav vækst og en offentlig gæld på 200 pct. af BNP. I stedet er vejen til velstand brolagt med reformer af dagpenge, efterløn, folkepension samt skattesystem. Grundlæggende skal incitamentet til at arbejde, producere og investere være større i Danmark.
Profil
Mads Lundby Hansen authorimage Mads Lundby Hansen er cheføkonom og vicedirektør i tænketanken CEPOS, hvor han har været siden tænketankens åbning i marts 2005. Han er uddannet cand.polit og var i perioden 2001-2005 cheføkonom i Venstre på Christiansborg. I perioden 1996-98 arbejdede han i Økonomiministeriet med international økonomi, herunder EU, ØMUen og IMF. Fra 1998-2001 arbejdede han med skatteområdet i Finansministeriet.
Tidligere bloggere på borsen.dk