ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hovmod og taxakvotekonger

authorimage
BLOGS
Af: Steffen Hedebrandt
18. januar 2019

Nå. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg havde sagt og skrevet nok om Uber, taxalove og så videre. Der var ikke mere at skrive. Alle vinkler var dækket.

Uber var elsket af dets hundredtusindvis af brugere. Uber var ikke imødekomne nok overfor lokale regulativer. Taxabranchen anklagede Uber for det ene og andet. Taxaloven kom og forsvarede gammeldags teknologi og beskyttelse af taxaerhvervet. Sådan blev det, under en “liberal” regering.

Høtyvene vandt. Dampmaskinerne tabte.

Tiden gik. Uber forsvandt. Ex-Uber-brugerne begyndte igen med gåben, bus, cykel og privattransport.

De som var afhængig af on-demand taxatransport hoppede tilbage i de dyreste tyske biler, som vi kalder for en taxa-nødvendighed herhjemme og måtte igen betale en høj pris, for en under middel, generisk service.

Det var status. Det var træls. Men sådan var politiken nu engang landet. Jeg lod den ligge. Det gjorde de fleste. Det gjorde visse medier heldigvis ikke.

I løbet af de sidste måneder er det ene mere eller mindre lovlige eksempel på hovmod blevet udvist af taxabranchen.

En tanke kunne være, at det skyldes den manglende konkurrencen.

Lad mig her opridse dem jeg er faldet over:

Julepriserne. I mangel på konkurrence sneg en del vognmænd sig til at skrue voldsomt op for prisen på taxaturer.

Dantaxi opretter 306 selskaber for at spise alle de licenser, der var tiltænkt at give mere konkurrence.

Skatteoptimering. Dantaxi afsløres i at være ejet af et selskab, der er sat op med en skatteoptimerende finte gennem Luxembourg og Jersey, på trods af at deres biler kører rundt med skiltet “vi bidrager til den danske velfærd”. Kan chaufførene stå inde for det?
Taxikvotekonger. Idag kan Radio 24syv nu afsløre, at Dantaxi nu agerer som deciderede kvotekonger. En af deres medarbejdere har oprettet yderligere 349 selskaber, som har ansøgt om taxatilladelser. Det bringer Dantaxi op på mindst 655 selskaber alene med det formål om at sætte sig på flest mulig licenser.
 
Som et sidste krydderi af hovmod, så kan chauffører og vognmænd efterfølgende komme til Dantaxi for at købe disse licenser af dem.
Forresten: Point til Kristoffer Eriksen fra Radio 24syv for udtrykket Taxikvotekonger.

Taxabranchen, eller skal man sige særligt Dantaxi’s, læsning af comme il faut er helt skæv.

Hvis der er noget de sidste års mange bank- og finansskandaler har gjort klart, så er det et stigende ønske fra folket om at etik sættes over jura. At man passer lidt på med hovmod og begær efter de sidste ekstra kroner. Det har Dantaxi valgt ikke at gøre.

Hovmod er som bekendt ifølge Bibelen en dødssynd.

Spørgsmålet er, om vores politikere nu, i sagens nye lys, mener at hovmodet må stå for fald?

Nå ja, og hvorfor var det nu, at vi skulle lave en mere liberal taxalov?

Det kommer Magnus Barsøe med en god antydning af her:

 
Profil
Steffen Hedebrandt authorimage Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Endvidere er han stor fortaler for datadrevne beslutninger, særligt når det kommer til marketing.

Som cand.merc. og nu medstifter af Dreamdata.io har Steffen selv hånden på kogepladen hver dag og vil videreformidle disse oplevelser med at etablere en teknologivirksomhed til Børsens læsere.
Steffen er tidligere marketingdirektør hos vækstvirksomheden Airtame og nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.


Få Steffens indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk