Vær kreativ, når du forhandler løn

Henrik Funder
BLOGS Af


Når det går godt for virksomhederne, er det naturligt, at du som medarbejder overvejer, om du kan få mere i løn. Det har nogle allerede handlet på: De privatansatte djøfere havde i 2017 i gennemsnit en lønstigning på 4,6 pct. Den højeste lønstigning i 10 år. En dejlig nyhed, som jeg for nylig bragte til torvs i diverse nationale medier.

Bag ved den fine procent ligger der ofte en stor indsats fra den enkelte. Hver især er de gået til chefen og har argumenteret overbevisende for egne resultater og værd. Enhver, der har prøvet det, ved, at det kan være en ganske krævende forhandling.

For det er sjældent et tag selv-bord at skulle forhandle løn og andre goder selv. Men sådan er virkeligheden, hvis du er ansat på en individuel kontrakt. Her er det op til dig at argumentere for, hvorfor ledelsen skal vælge at give dig mere i lønposen fremfor at udbetale pengene til aktionærerne eller investere dem i fastholdelsen af andre dygtige medarbejdere i virksomheden.

Ikke så mærkeligt hører jeg derfor også jævnligt i mit netværk, at mange forbereder sig grundigt på samtalen med chefen. Sådan at de gode argumenter ligger parat i hukommelsen, når de skal ind til en forhandling, som i sagens natur kan trække spor langt ud i fremtiden.

Procenter er som bekendt taknemmelige – bag ved dette års flotte lønfremgang ligger naturligvis masser af dyrekøbt erfaring. Det er også, hvad vores eksperter i lønforhandling fortæller. At stadigt flere henvender sig for at få gode råd inden forhandlingen – ikke mindst fordi nogle har oplevet, at lønforhandlingen kan køre helt af sporet.

Et eksempel på det, altså i den kedelige ende, er at overrumple chefen. Et såkaldt Ninja-angreb hvor du på forhånd lægger dig fast på et enkelt krav: Mere i løn – nu! En strategi hvor samtalen nemt bliver alt for kort, fordi svaret fra chefen kun kan være ja eller nej.

Min egen erfaring som leder, og det bakker vores lønforhandlingseksperter i Djøf heldigvis op omkring, er, at du skal tænke ud af boksen. Både med hensyn til hvad du vil opnå, men også hvad du vil belønnes for: Noget du allerede har udrettet eller en opgave, der venter forude? Og at du skal forberede din chef på samtalen, så godt du kan.

Det med ikke at overraske chefen kan fx være ved, at du sender en oversigt over, hvad andre med samme uddannelse tjener i en tilsvarende branche. Og åbne op for hvad dit mål med forhandlingen er – uden ligefrem at nævne et konkret tal.

For det med et enkelt tal er ikke altid en sællert hos ens leder. Det afhænger selvsagt af dine præstationer, men også helt banalt af virksomhedernes aktuelle økonomi. Derfor er det godt at have flere forslag med. Det kan fx være, at du kunne gå ned i tid, men beholde den aktuelle løn.

Eller du kan bede om bonus, en parkeringsplads, uger med orlov eller mere ferie. Brug din fantasi – selvfølgelig parret med en vis forståelse for virksomhedens kultur og aktuelle situation. 

Det er jo altid oplagt at pege på noget, du har udrettet, men præstationer bør ikke være det eneste din chef lægger vægt på. Hvis vedkommende gerne vil beholde dig. Så gør det tydeligt, hvordan du som person kan trives bedre og løse dine opgaver. Og heri indgår jo også, at dit privatliv er i en fornuftigtig balance med dit job.

Derfor er det ingen skam at fortælle chefen at du gerne vil have mere tid til familien eller pleje en tidskrævende hobby lidt mere.

Jeg har både forhandlet på egne vegne og været den, man forhandlede med. Derfor kan jeg personligt sige, at det virker, når du ikke springer op som en trold af en æske, men har forberedt din chef og har mere end et skud i bøssen: Hav flere idéer til, hvordan du fortsat kan være den bedst mulige arbejdskraft og person i din virksomhed. 

Profil

Henrik Funder

Henrik Funder

Formand for Djøf Privat og marketingsdirektør hos Globus Wine
Henrik Funder er formand for Djøf Privat, der tæller 25.000 medlemmer. Djøf Privat er en del af den faglige organisation Djøf. Henrik arbejder til daglig som marketingdirektør hos Globus Wine. Før det var han leder i Unilever. Her på bloggen skriver Henrik Funder om salg, marketing, fremtidens arbejdsmarked, ledelse og vækst, der udspringer af uddannelse og kompetencer.


Få Henriks indlæg
som RSS-feed her