De gule veste river klæderne af Macron

Henrik Franck
BLOGS Af

Optøjerne i Frankrig er udløst af vrede over stigende afgifter på benzin. At så relativt en beskeden ting kan fremkalde så voldsomme reaktioner, stækker Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Han var ellers udset til at skulle være landets og Europas store reformator, men nu fremstår han totalt handlingslammet. Det er en tyk understregning af Europas krise.

Det er voldsomme scener, vi har set fra Paris og flere franske byer i de forgangne weekender, hvor de gule veste har sat flere byer i brand. Det er ildevarslende for alle os, der gik og håbede på, at Frankrig stod foran en ny og tiltrængt reformkurs med Emmanuel Macron ved roret. Men det håb er skudt helt til hjørne.

Når en relativt lille sag som nye afgifter på brændstof kan antænde optøjer på den måde, at det næsten vækker mindelser om en ny fransk revolution, så skal man være overordentligt naiv, hvis man tror og håber, at Frankrig er i stand til at reformere sin økonomi som påkrævet.

10 år spildt - snart 15

Frankrig har siden 2007 spildt først fem år med Nicolas Sarkozy som præsident og dernæst fem år med Francois Hollande, hvor man i begges tilfælde kunne kigge langt efter de tiltrængte reformer af den franske økonomi. Nu ser det ud til, at vi kommer til at spilde fem år mere med Emmanuel Macron ved roret.

Det er noget af en medfart for en mand, der af både omverden og sig selv blev udråbt til mirakelmager og reformator ved sin tiltræden i 2017, men som slet ikke har formået at leve op til de store visioner. Den seneste måling af hans opbakning i befolkningen viste, at 18 procent støtter ham, mens over 75 procent har vendt sig imod ham. Det er endnu lavere end forgængeren Hollande, der sad på rekorden for den laveste opbakning til en præsident i den femte republik.

Macrons politiske projekt er væk

 

Emmanuel Macrons politiske projekt virker helt dødt nu. Det er heller ikke blevet genoplivet af, at han nødtvungent har måttet opgive de planlagte benzinafgifter for at lægge en dæmper på de voldsomme uroligheder. Ej heller skal man forvente, at de 100 euro han vil hæve mindstelønnen med eller skattelettelser til de pensioner med lavest indkomst vil kunne gøre skaden god igen. Alle hans visioner er slukket, og med den seneste tids uroligheder kan vi godt skyde en hvid pind efter franske reformer.

Det har ikke bare konsekvenser for Frankrig og fransk økonomi, men også for EU og Europas økonomi. I forvejen har EU rigeligt at slås med, så den politiske krise i EU’s toneangivende medlemslande er efterhånden total.

EU-kæmper står i skidt til halsen

Storbritannien, der er EU’s næststørste økonomi, er som bekendt på vej til at forlade EU. Italien, der er EU’s fjerdestørste økonomi, slås på 20. år med kæmpemæssige vækstudfordringer og er notorisk økonomisk udisciplinerede. Tyskland, der er EU’s tungeste økonomi, står i et ledelsesmæssigt vakuum og er på vej med et kanslerskifte, efter at Angela Merkels autoritet er hvisket helt væk. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun træder helt af, efter at hun har afstået sin formandspost i CDU til Annegret Kramp-Karrenbauer, der allerede hånligt har fået tilnavnet Angelas Kleine Kopie.

Problemerne tårner sig med andre ord op for de største og vigtigste medlemslande i EU, og situationen i Frankrig gør kun situationen endnu mere kritisk. Macron var sidste udkald for Frankrig og i sidste ende måske også for eurosamarbejdet.

Euroen kuldsejler med den nuværende kurs

Eurosamarbejdet bliver aldrig stabilt, hvis ikke vigtige EU-lande som Italien og Frankrig slår ind på en reformkurs og fastholder den. Fortsætter de som nu, bryder euroen sammen på et tidspunkt.

Derfor er det ikke bare gule veste, vi ser vandalisere det smukke Paris for åben skærm i vrede over nye benzinafgifter, men faktisk hele europrojektet, der skrider sammen foran øjnene på os.

I sit udgangspunkt var eurotanken god og smuk. Hensigten var, at stabile lande skulle gå sammen om en stabil valuta. Men det som er problemet med euroen, at den pludselig skulle halses igennem på grund af Tysklands genforening. Euroen gik fra at være et økonomisk projekt med fornuft til et politisk projekt, hvor den økonomiske logik kom til at spille andenviolin.

Derfor blev euroen fejlkonstrueret fra sin fødsel uden nogen fælles finanspolitik, og man har sådan set kun gjort ondt værre ved at udvide medlemskredsen og optage nye lande, uanset hvor lidt de så opfyldte de krav, der rent faktisk findes for at være med i eurozonen.

Den græske løsning virker ikke på Frankrig og Italien

Vi fik en forsmag på problemerne under den græske gældskrise i 2011. Grækenland formåede at blive reddet, og landet kunne forblive i euroen efter at have fået hænder og fødder bundet på ryggen og under heftig reformtvang.

Den manøvre kan vi ikke på samme måde gentage med hverken Italien eller Frankrig, som er på vej ned af samme tangent som Italien. Hvis Italien er en supertanker, der skal vendes, så er Frankrigs økonomi endnu mere gigantisk og umulig at redde ud af suppedasen, hvis vi kommer helt derud.

Frankrig og Italien kan knække euroen

Og det gør vi, hvis reformerne udebliver og ender som skuffeprojekter. Problemet er, at alle virker til at lukke øjnene og er alt for tilbagelænede i deres tilgang til en situation, der kan udvikle sig særdeles kritisk. Luller alle sig selv i søvn, ender det med, at Frankrig og Italien knækker euroen.

Det kommer næppe til at betyde færre gule veste i de parisiske gader, da de økonomiske konsekvenser vil være enorme.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.

Få Henriks indlæg
som RSS-feed her