Black Friday og manglende værdier

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Så kom dagen som Bilka, Elgiganten, Amazon, Alibaba og mange, mange andre har set frem til. Og glædet sig til at få langet millioner af varer over disken. Lige denne fredag er behovet ekstra stort for en ny vaskemaskine, støvsuger eller den der lækre jakke, som man måske ikke har brug for, men alligevel får købt nu i dag på Black Friday. 

Jeg har slet ikke noget mod Black Friday som koncept. Og folk må købe lige så mange støvsugere, som de har lyst. Og ja, jeg køber sikkert også selv noget i dag. Jeg hører derimod mange, der kritiserer denne dag for at være "vulgærkapitalistisk", eller en "smagløs forbrugsfest" eller "at Black Friday er et udtryk for det værste ved kapitalismen". Ja, sikke maleriske beskrivelser man kan få ved blot få sekunders søgning på Twitter.

Men jeg har nu aldrig syntes, at der er noget i vejen med, at folk køber, hvad de mener, de har behov for. Selvfølgelig kan man kritisere ekstremt overforbrug, men det er jo folks egne valg, hvad de putter i indkøbskurven. Det skal man ikke moralisere om.

Min pointe med Black Friday tager dog et lidt andet afsæt. 

Hvad med værdidebatten på arbejdspladsen?

For debatten om Black Friday afstedkommer ofte en debat om værdier i relation til forbrug. Ofte underforstået: hvis du køber noget på Black Friday, har du "dårlige" værdier eller et forkert moralsk kompas. Det synes jeg ikke, man skal moralisere og dømme andre for.

Men jeg synes alligevel, det er godt, at der af og til er debat og diskussion omkring værdier, og hvordan det præger vores adfærd. Det skal bare ikke kun være i relation til forbrug og købsvaner. For det bliver hurtigt for dømmende, eller moraliserende.

Men hvad med i vores liv generelt? Eksempelvis på arbejdspladsen, hvor vi tilbringer størstedelen af vores vågne timer. Her er der i min optik alt for lidt fokus på værdier.

Jeg er ikke fortaler for, at man skal presse værdier ned over andre eller have noget stående på en hjemmeside, der ikke giver mening eller blot afspejler, hvad der er populært for tiden. Men det er fint at melde ud, hvilke værdier, der præger arbejdspladsen. Hvad man tror på. Og måske også hvordan det præger samfundet. Uanset om man er bager, VVS’er eller topchef, så er det sundt at diskutere værdier med sine medarbejdere og kollegaer.

For det præger altså den adfærd, som medarbejderne får i hverdagen - måske faktisk mindst lige så meget som hårde retningslinjer.

Skandalerne i 2018

For kigger vi tilbage på 2018, så mener jeg, at den manglende værdidebat er én af grundene til, at vi har set så mange skandale-sager i 2018 i både dansk erhvervsliv såvel som i den offentlige sektor. Det har været et sort år, hvor virkeligheden nærmest har overgået fantasien.

I mange af sagerne har der givet været de rette mekanismer og checks-and-balances på plads til at opfange overtrædelserne. Der er måske bare ikke blevet handlet på det.

Og hvorfor egentligt ikke? Måske er det fordi, værdierne ikke har været tydelige nok i organisationerne. Når ting går galt, er det selvfølgelig ikke kun dårlige eller manglende værdier, der kan være den eneste grund til, at tingene kører skævt. Det er jeg med på. Og det betyder heller ikke, at medarbejderne det ene eller andet sted, ikke har nogen (gode) værdier. Men det kan måske skyldes, at man fra ledelserne ikke har formået at få indprintet eller kommunikeret værdierne ordentligt ud. At der har manglet klare værdier for, hvordan man skulle agere i hverdagen. En slags moralsk kompas for organisationen. 

Det er i hvert fald værd at tænke over. For jeg er sikker på, at vi får stramninger af både lovgivning og interne procedurer – og ikke kun for de virksomheder og organisationer, der har været i vælten. Men spørgsmålet er, om man også lige skulle tale om værdisæt, inden man går tilbage til hverdagens trummerum. Og vise vi reelt har lært noget af alle skandalerne i 2018.

Enjoy Black Friday!


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.

Få Jans indlæg
som RSS-feed her