Lær at forstå Trump og Trumps USA

Henrik Franck
BLOGS Af

Det er let og behændigt at kritisere USA’s præsident Donald Trump for hans til tider mærkværdige og uforudsigelige opførsel. Det er også for let. Vi er nødt til at forstå amerikanernes bevæggrunde for at vælge ham frem for en mere spiselig kandidat i europæisk forstand.

USA er med rette centrum for verdens opmærksomhed for tiden. Den amerikanske økonomi er den øjeblikkelige trækhest i en lidt træg verdensøkonomi, og det er USA’s aktiemarked, der slår tonen an af de toneangivende aktiemarkeder.

Det er også USA, der fører en meget omtalt handelskrig imod Kina og sidst, men ikke mindst er det naturligvis et politisk USA med den nok mest kontroversielle præsident i Det Hvide Hus nogensinde.

Donald Trump er uden tvivl klodens mest omdiskuterede person. Naturligvis i kraft af sin rolle som amerikansk præsident, men ydermere er hans helt igennem usædvanlige facon temmelig exceptionel for en mand i hans position.

Temperaturmåling i USA
Jeg er netop vendt hjem fra en ugelang studietur i USA, hvor jeg skulle forsøge at blive klogere både på præsidenten og hans popularitet samt holdbarheden af den stærke amerikanske økonomi. Turens formål var at tage en temperaturmåling op til midtvejsvalg blandt andet med henblik på at få et fingerpeg om, hvad vi skal forvente af den anden halvdel af Donald Trumps første valgperiode.

I den føderale hovedstad Washington D.C. mødtes vi med kongresmedlemmer, embedsmænd og politiske iagttagere, mens det i Atlanta, Georgia handlede om Corporate America blandt andet med et besøg på Coca-Cola, verdens største læskedrikproducent.

Lad det være sagt med det samme, at især det politiske USA på grund af Trump er et fascinerende fænomen for tiden. Man skal lede længe efter folk i Danmark og Europa, der forstår manden og hans politik. Men vi må samtidig respektere og erkende, at det er der altså mange amerikanere, der til fulde gør.

Desuagtet Trumps facon, som vi i Europa har vores problemer med at forstå og acceptere, så er han altså relativt populær i sit hjemland. Selvfølgelig deler han vandene helt vildt, og mange er dybt bekymrende og endda flove over deres præsident. Men det er især på kysterne og i Washington, at det fænomen er udbredt.

I Midtvesten forguder de ham
Man skal ikke ret langt ind i landet, før man hører nogle helt andre toner. Allerede i Atlanta, hvor vi var, er holdningen til Trump en anden, og bevæger man sig ind til Midtvesten er stemningen omkring ham nærmest euforisk og eksalteret. Her hader de Clinton-dynastiet og Obama og forguder Trump. Han er en af deres egne.

Jeg forstår udmærket al den skepsis, man kan have over for Trump, men jeg mener også, at man må prøve at sætte sig ind i amerikanernes tankesæt i stedet for at fordømme per refleks.

Det siger jeg for at forklare, hvorfor amerikanerne faktisk har stemt ham til roret og måske endda genvælger ham om to år. Jeg synes, at det ofte bliver lidt forsømt i den offentlige debat i Danmark og Europa, fordi det er så nemt at fordømme hans adfærd. Vi bliver ikke klogere af det, uanset hvor meget ret vi har.

Trump bryder med traditionerne
Selv er jeg eksempelvis stærkt kritisk over Trumps krasse udfald imod USA’s centralbank, som Trump kritiserer for at føre en strammere pengepolitik og sende renterne imod et mere normalt niveau. Det er uhørt for en amerikansk præsident at blande sig i pengepolitikken på den måde, og det har vi ikke set siden Nixon.

Trumps gentagne angreb på Jerome Powell, den centralbankchef han selv har udnævnt for nylig, bliver endda værre og værre. Det har vi senest set i et interview med Wall Street Journal, hvor Trump siger, at han måske fortryder udnævnelsen af Powell, da det var meningen, at han skulle være en ”low interest rate-guy”.

Det er et godt eksempel på, hvordan Donald Trump har forandret måden at bedrive politik på med sit ”kaos er godt”-mantra. Men man må heller ikke glemme, at Trump er hjulpet på vej af et meget stærkt økonomisk opsving.

Økonomien hjælper Trump
USA befinder sig økonomisk i lidt af en drømmetilstand lige nu. Væksten er tårnhøj, og aktiekurserne har buldret af sted i forhold til resten af verden med få undtagelser. Risikoen hedder overophedning, men det er ikke topaktuelt, og 2018 har været et vildt år set med amerikanske briller.

Min oplevelse i USA var, at virksomhederne sprudler af virkelyst, den i forvejen høje indtjening har fået et boost af skattereformen, og virksomhederne vil gerne investere og ansætte flere. Den største udfordring er sådan set at finde ledig arbejdskraft.

Den boomende økonomi tillader Trump næsten frie tøjler til at gøre, som han vil. I hans egen optik er han stensikkert en succes. Spørgsmålet er, om han kunne lede USA på samme måde, hvis der var recession. Svaret er næsten indlysende: Det kunne han næppe.

Opsvingsrekord i sigte til sommer
Foreløbig skal der dog mere end uforudsigelig amerikansk præsident til at afspore opsvinget. Som det ser ud nu, har det amerikanske opsving mere i sig. Det betyder, at det nuværende opsving til sommer vil tage rekorden fra 1990’erne og blive det længste økonomiske opsving nogensinde.

Trump kan tage en del af fortjenesten på grund af sin skattereform, men nok så vigtigt er det, at der uden for Washingtons politiske cirkler er masser af aktivitet i Corporate America.

Dernæst er der bare at håbe, at den amerikanske centralbank Fed lykkes med at styre økonomien stille og roligt uden om både overophedning og recession og sikre økonomien en blød landing, som man kun er lykkedes med en gang i sin 104-årige historie.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er direktør og partner hos Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck har mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.



Få Henriks indlæg
som RSS-feed her