Politisk ansvar at tøjle ødelæggende grådighed

Der er flere politiske dilemmaer og lærestreger i kølvandet på hvidvasksagen i Danske Bank. Og der kan lægges meget forskellige perspektiver på sagen, afhængig af, hvor man ser den fra.

I den seneste uge har jeg været i udlandet og fulgt nyheder på TV bl.a. på CNBC. Her var Danske Banks medvirken til hvidvask en stor sag, ikke mindst da det også viste sig, at Nordea var involveret i tilsvarende transaktioner. Skal man sammenfatte indslagene i CNBC, kan det gøres med Marcellus berømte ord til Horatius i Shakespears Hamlet: “There is something rotten in the state of Denmark”. Ikke mange ord om, at transaktionerne rent faktisk havde fundet sted i en filial i Estland under estisk tilsyn, eller at Nordea ikke har hovedsæde I Danmark. Det var med andre ord et perspektiv, der efterlod et særdeles negativt indtryk af Danmark og den finansielle sektor I Danmark.

I andre perspektiver af sagen har søgelyset undervejs været rettet mod både utilstrækkelig lovgivning og sanktioner på området, ledelsessvigt i Danske Bank og et alt for ukritisk finanstilsyn med for få ressourcer. Det er vanskeligt at placere ansvaret ét, og kun ét sted bortset fra, at de egentlige forbrydere i sagen er de, som har haft penge, de skulle hvidvaske, og de medarbejdere i den estiske filial, som aktivt har medvirket til det.

Det politiske ansvar

Uanset rimeligheden af de forskellige perspektiver står tilbage, at sagen er dybt skadelig for Danmarks internationale omdømme og for den danske finansielle sektor samt naturligvis for Danske Bank. Det skal der rettes op på. De finansielle aktører har naturligvis et stort og selvstændigt ansvar for det. Men det er også et politisk ansvar. Erhvervsministeren har effektivt indgået en bred politisk aftale om skærpelser af lovgivning og sanktioner, og ministeren har samtidig lovet flere ressourcer til Finanstilsynet, der iøvrigt bliver finansieret af bidrag fra den finansielle sektor selv. Samtidig arbejder både Finanstilsynet og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (Bagmandspolitiet) med yderligere kulegravninger af sagen. Så langt så godt.


Spørgsmålet er imidlertid, om denne sag set i sammenhæng med finansielle virksomheders bevidste eller ubevidste medvirken til skattesvig i gigantisk format og ikke mindst med de spekulative forretninger, der bidrog til at udløse den finansielle krise, ikke bør give anledning til mere dybtgående politiske overvejelser. Man må spørge sig selv, om der er mere systemiske og dybtgående årsager, der ikke blot kan løses med kraftigere sanktioner og styrkede kapitalkrav, der kan aktiveres, hvis uheldet er ude. Det er kun naturligt og rigtigt, at virksomheder, derunder banker, bestræber sig på at forvalte den investerede kapital bedst muligt. Men når denne naturlige drift ikke kan tøjles men udvikler sig til en samfundsskadelig grådighed, så må samfundet, dvs. politikerne, gribe ind.


Det store dilemma

Vi ser så også, at en række institutioner gør sig overvejelser om overhovedet at have bankforretninger og relationer med Danske Bank i kølvandet på denne sag, eller som i den offentlige debat er under pres for at gøre det. Det gælder kommuner, staten og selv CBS. Men her er et stort dilemma.


Det, alle ansvarlige politikere vel ser som mareridtet i denne sag, er, at den skulle føre til en sådan mistillid på de internationale finansmarkeder, at Danske Bank for alvor mister kapital og får saboteret mulighederne for at agere, f.eks handle i dollar. Hvis grundlaget for alvor skrider under Danmarks største bank, så kan det udvikle sig til en katastrofe for vores finansielle sektor og for dansk økonomi.


Men hvis det danske politiske establishment fører an i et stormløb på Danske Bank, så kan det blive vanskeligt at forklare, at alle andre ikke skal gøre det. Derfor er det, vi ser rundt omkring i den retning, dybt problematisk.


Forhåbentlig er der i den politiske ledelse i landet den fornødne omtanke og besindighed til at lægge en overordnet kølig strategi for håndteringen af denne sag. De nødvendige kulegravninger skal selvfølgelig gennemføres, så alt kommer frem i lyset, og evt. skyldige i lovovertrædelser skal modtage de sanktioner, der fastsættes af domstolene. Men derudover må man tage afsæt i, at Danske Bank trods alt iøvrigt er en hæderlig bank med rigtig mange dygtige medarbejdere og en god forretning. Og man må have som det fornemste mål at genskabe tilliden til den finansielle sektor generelt og Danske Bank specifikt herhjemme og i udlandet.


I den forbindelse påhviler der naturligvis også Danske Banks ledelse et kæmpe ansvar for selv at ruste sig ledelsesmæssigt og i hele håndteringen af bankens interessenter og offentligheden at bygge sit omdømme op igen. Det samme kan siges om den finansielle sektor som helhed, der må se at komme ud af flyverskjulet.


Danmark skal med i bankunionen

I hele denne kontekst har statsministeren meget rigtigt peget på en vigtig politisk lærestreg. Nemlig den, at den finansielle sektor i Danmark agerer i europæiske og internationale relationer på en sådan måde og i et omfang, så det vil gøre sektoren og dansk økonomi langt mere robust, hvis vi er en del af den europæiske bankunion.Det vil i sig selv bidrage til at genskabe den internationale tillid, selvom netop tilsyn med hvidvask ikke er en del af det europæiske tilsyn. Og det vil med det fælles tilsyn og de fælles spilleregler, der følger af at være en del af bankunionen, bidrage til at mindske risikoen for, at hele Danmark bliver hængt ud i internationale medier, hvis et større dansk pengeinstitut kommer i uføre.