Det var så dét

BLOGS Af

Børnene leger i deres strandhuler. De bruger udtryk fra deres yndlingscomputerspil. Man skal have samlet et vist antal usynlighedsdrikke for at rykke til næste level. Forsvaret skal bygges op, så de kan modstå det næste angreb. De må bytte ressourcer fra hinandens baser, så med stor alvorlighed flyttes rundt på sten, muslingeskaller og tangstumper.

De er mine børn, og jeg elsker dem.

Min mand snorkler. Det er fralandsvind, men ellers stille, så han er svømmet langt ud på det blågrønne hav. Jeg kan se hans neongule snorkel og den smørgule oppustelige bøje, som sidder for enden af den snor, han har bundet henover sit bryst. Bøjen er blevet nødvendig, navnlig de seneste par år, hvor der er kommet mere fritidssejlads. Havkajakker, men også enkelte motoriserede fartøjer.

Når jeg ligger og flyder på ryggen og holder hovedet højt, så knolden på mit hovede ikke bliver alt for saltvandsvåd, kan jeg hverken se asfaltvejen eller de sporadiske biler på den anden side af den mark, hvor hestene græsser.

Sorte skarver sidder gerne på den lille stump kystsikring, der rager ud i vandet. Nærmere kysten kan jeg se de små hvide sommerfugle.

Kystblik
Der gør ikke noget, at man har glemt sit håndklæde, for man tørrer hurtigt i solen. Jeg skubber fødderne frem og tilbage i det hvide sand, til jeg rammer det koldere og mere fugtige grå sand nedenunder.

Kigger jeg op ad kysten, kan jeg se et lille hus. Det blev, for Gud-ved-hvilken gang, nyligt genopbygget om fordi stormen havde taget det.

Huset er ikonisk. En lille sort kasse med græskblå skodder, der stort set altid er trukket for på grund af havgus og den manglende vegetation til at beskytte mod vejrlig.

Der var også engang et andet hus.Også dét blev blæst igennem og lagt ned af efterårsstormen, så det i årevis henlå som ruin. Og dog. For nogle kunstnere tog en tid lang over, lavede udstillinger og byggede videre på skuret. Desuden boede der en svalefamilie.

Nu sveder jeg igen, men kun så længe jeg ligger fladt ned i sandet. Blot jeg sætter mig op frisker vinden fra havet.

Kigger jeg ned ad kysten, kan jeg se fire huse. De to har ligget der altid; sådan siger de lokale. Det ene har et stendige fortil og et sidehus, som vist nok er en oprindelig fiskerhytte.

Det andet hus, det lysegule, har en høj spids gavl, stråtag med kvistvindue og en overdækket glasveranda fortil. De to andre er sortmalede og nyere, det ene mere eller mindre skjult bag strandens hybenroser, det andet knopskudt på en grund bebygget med maks muligt kvadratmeter.

Havfrugter
Han har fanget to store rødspætter. Aftensmaden er sikret, jeg roser ham og børnene fryder sig. De spræller til han slår deres hovede mod stenene.

På gode dage kan man snildt fange rejer eller samle blåmuslinger. I hornfiskesæsonen kan man også skovle ind. Men det var anderledes, da far var dreng. Dengang var kysten bredere og havet rigere.

Det er ikke bare et eventyr.

I år holdt vi en stor fest for Det Lille Røde Hus, som blev bygget dengang for hundrede år siden da landmændene begyndte at udstykke de for landbruget så ufrugtbare sandholdige lyngplantager til de tovlige byboere, som efterspurgte frisk luft og sand natur, hvad det så end er. Johannes og Johanne valgte sig en grund, der lå tæt ved havet og desuden nær en ferskvandssø, en granskov og en fyrskov. Man tog enten egen bil eller toget og derfra de sidste kilometer med hestevogn, cykel eller gåben. Danne byggede huset.

De første mange år blev der hentet vand ved brønden eller pumpen. Først i dette årtusind blev brønden dækket til så børn, kæledyr og deslige ikke længere risikerede at falde i. Det er ikke mere end et par år siden, at dasset blev opgraderet til et toilethus med træk og slip. Ved samme lejlighed blev hullet i jorden, udhængsskabet på skyggesiden og køleskabet drevet af gas erstattet af et tidssvarende moderne elektrisk køleskab.

Men indenfor er der kun levende lys.

Lugtende petroleum er dog erstattet af stearinlys og diverse solcellelamper. På gulvet er der strøet sand og bag gardinet er endnu gæsteværelsets alkover.           

Ude godt hjemme bedst
Her går det godt. Vores lille familie råder over herskabelige kvadratmeter i en af landets mest eftertragtede kommuner. I sommermånederne opholder vi os i en hytte, hvis grundareal er mindre end vores spisestue i byen. I hytten har vi hverken el eller vand, så vi må gå til én af de nærliggende hytter for den slags.

Mine børn er ikke mørkeræd og kan græstisse i søvne.

Vi ser flagermus. Hjorte. Fasaner. Tyrkisblå guldsmede, regnbuestrålende biller og ja, også flåterne og stikfluerne og myggene. Men her går det godt.

Jeg har badet ved kyster i Italien, Frankrig, Tyskland, Spanien, Grækenland og Tyrkiet. I søer i Schweiz og Østrig. Ved kyster på Cuba og i Marokko. USA. Varme kilder på Island. Men intet sted på jord har jeg nydt vandet og naturen som dén lille kystlinje i Danmark!

Det er luften. Det er duften og smagen. Roen. Farverne. Og så måske også fordi jeg er dansk.

Mon ikke alle elsker deres hjemland højest og kun gør sig ulejligheden med at flytte sig, hvis de finder det bydende nødvendigt.   

Men jeg må flytte mig. Sommeren er slut nu, og den kommer aldrig tilbage. Sommeren er ungdommen, når den bliver bevidst og moden. Sommeren er frodig og lige til at plukke. Sommeren er sidste chance. Den er stadig uskyldig og fuld af muligheder.

Spejderære
Til dem hr. general, jeg disse ord vil sige. Om nød og vold og krige. Og alle den slags ting. Sådan begyndte en af de sange jeg lærte i de glade firsere som Blåmejse, Risskov Spejderne, Århus Division.

Sidste sommer mødtes knap 40.000 spejdere i et tidligere kaserneområde nær Sønderborg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte spejdernes lejr, som i øvrigt var international, med henved 4000 udenlandske spejdere.

Statsministeren har også selv været spejder. Og når han ved diverse anledninger taler om sine gode minder fra sin tid som spejder, så lyder det ægte.

Til dem, hr. statsminister, jeg disse ord vil sige. Prøv at genlæse spejdernes ed. Prøv at bladre lidt i spejdernes sangbog. Prøv at tale lidt med de børn og unge og voksne som engagerer sig i fællesskab, natur og miljø.

Bevæg dig lidt væk fra egne rækker. Prøv, bare et øjeblik, at glemme alt om partipolitik og magtkonsolidering. Fokusér i stedet lidt på de dersens bløde værdier som medmenneskelighed og global ansvarlighed.

Tænk på dig selv, ikke som en leder, men som en midlertidig forvalter af nogle værdier. Værdier, som mange mennesker gennem mange århundreder har bidraget til at udvikle, definere, justere, bevare og beskytte.

Tilbage til rødderne
Tante Birgit kommer ned på stranden med klip klappere og badedragt. Det er hende, som bor i Det Lille Røde Hus. Da hun var barn, var de altid nøgne ved stranden, unge som gamle. Det var en del af konceptet med landliggerlivet i sommermåneden. Kvinderne måtte ikke bruge sminke og børnene gik med bare fødder.

Hver eftermiddag var der en let servering i tepavillonen med udsigt til søen. Salig Knud læste højt af H.C. Andersens eventyr mens der blev spist enten blommer i madeira eller bastognekiks. Der blev sunget salmer både morgen og aften. Der var havregrød til morgenmad og frokostsnaps til dem, som ikke skulle fælde træer eller hugge brænde om eftermiddagen.

Sådan gik somrene.

Tante Birgit har sat sig på en sten ved stranden. Jeg ikke hvorfor, men talen falder på Inger Støjberg. Hun er et hyppigt samtaleobjekt i de kulturkredse, hvor jeg vanligvis bevæger mig, men dér, på de store sten ved stranden i solen, orker jeg ikke denne snak. Desuden, siger jeg til tante Birgit, er jeg langt mere provokeret af regeringens klimapolitik og er stadig ikke kommet mig over Esben Lunde Larsen.      

Æres den, som æres bør. Tak til Dansk Folkeparti, fordi I fastholdt, at ministeren håndterede sagen om fiskekvoter på så slet vis, at statsministeren fratog ham et af sine tre resorts. Tak til Lars Løkke Rasmussen for i stedet at lade Karen Ellemann have ansvar for fiskeri.

Under havet er alle lande forbundne
Ellemann fik en stor og vigtig sag på sit bord. Havbrug. Av for den. Embedsværket har sikkert løbende orienteret ministeren om at kommunalpolitikere fra Djursland og Nordsjælland, medsamt Den Grønne Gruppe via de Radikale Venstre i Europaparlamentet, sidste år rejste en hastesag for at få revurderet den dispensation som af Lunde Larsen blev givet til havbrug, som, hvis de bliver gennemført, kommer til at være synlige fra UNESCO Verdensarv lokaliteten jernhatten i Syddjurs Kommune og vil betyde, at der flyder medicin og restfoder ud i danske farvande.

Men ikke bare danske farvande.  Europas have. Hvilket er stik imod stemningen i Bruxelles.

Vi talte om havbrug, Birgit og jeg. Det er et år siden nu og jeg ved slet ikke, hvordan det hele endte; om løbet er kørt eller der endnu er håb.

Men jeg savner bierne.

I nogle sci-fi romaner er bierne døde og landet goldt. Vi taler ikke bare om de yndige markblomster i grøftekanten, vi taler klodens vegetation i det hele taget. I nogle europæiske lande arbejdes der for at øge den nationale bibestand fordi man konstaterer, at bierne søger mod byerne, hvor kunstige småhaver tilbyder bedre levevilkår end landbrugets store naturområder. Også ræve, fugle og andet vildt søger mod storbyerne fordi den omkringliggende landbrug har lavet rav i den.

Vi kunne også tale lidt om plastik. Der er plastik i honningen og i mit drikkevand! Og jeg har det rigtig skidt med at spise danskproduceret svinekød, fordi VLAK-regeringen har givet landbruget lov til at medicinere så meget, at eksperter vurderer, at der er markant øget risiko for udvikling af multiresistente bakterier.

Og så går vi i ring
Jeg trækker vejret. Jeg trækker stadig vejret. Ind og ud. Helt ned i maven. Nogle gange, helt ned i maven. Så lukker jeg øjnene og tænker på kagen.

Dén vi fik til festen for Det Lille Røde Hus, hvor der kom familie fra nær og fjern. Jeg tænker på festen, hvor nogle spillede harmonika og andre guitar, så vi kunne danse folkedanse. Eller noget, der lignede folkedans.

Festen, hvor vi sang familiesangen i teltet med de kulørte lamper.

Festen der gør, at jeg jeg tør tro på, at det Danmark – den kultur og den natur, som jeg er gjort af – stadig vil bestå.

Men nu er det slut. Sommeren er slut og efteråret er mere vådt og gråt end vanligt. Dog véd jeg så meget, at tiderne skifter.

Og kagen? Den var god. Tak til bageren i Smørum.


 

Se flere blogs



Profil