Kære Konge

BLOGS Af

Christian X er brugernavn for en yderst aktiv person på Altinget. Vedkommende kommenterer anonymt – så jeg er hverken bekendt med eller har mulighed for at tjekke op på eksempelvis alder, køn, virke og bopæl – men eftersom vedkommende har valgt et lidt bedaget brugernavn, og jævnt hen har skoset humanister som undertegnede, tillader jeg mig at skrive dette åbne brev og forsvare min stand.

Ja. Jeg bor i hovedstaden, har en lang videregående uddannelse, kan godt lide varm mælk i kaffen, giver gerne mine børn økologisk brød, foretrækker live scenekunst fremfor bage-, synge- og dansekonkurrencer på tv, går nogle gange i spraglet kluns, hører sær musik og læser bøger på fremmedsprog. Jeg har venner i udlandet. Jeg har boet og arbejdet i udlandet, og er ikke bange for at tale med en fremmed.

Og, værst af det hele, jeg arbejder med kunst, kultur og kommunikation! Kald mig derfor gerne skarnsunge.

Egentlig burde det ikke handle om mig, men jeg tør godt bruge mig selv som eksempel, så her er min historie: Jeg skammer mig over at være hvem jeg er og ønske hvad jeg gør.

I grunden ville jeg hellere have haft været elektriker, og som sådan eventuelt have haft været i stand til at betale topskat, men kulturarbejdere og humanistisk dannelse har længe været politisk lavprioritet her til lands.

Som konsekvens er der ulykkeligvis mange, især humanistiske akademikere, som har haft surrealistiske møder med dagpengesystemet. Me too, om jeg så må sige.

Omkring årtusindskiftet ved et møde i Hellerup hos anden aktør, som skulle hjælpe nyuddannede akademikere væk fra statslig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet, havde grønskollingen i jakkesæt så mange stavefejl i sin PowerPoint, og lukkede så megen varm luft ud, at jeg fik grineflip og måtte gå uden for døren. Så kunne jeg stå dér og grine, græde og få fatningen.

Ved et senere møde i Glostrup hos en anden-anden aktør, var det bare mig og ham og hans computer, hvis skærm stort set vanskeliggjorde øjenkontakt gennem de samfulde 45 minutter han skulle bruge på at få mig i job. Han fandt et job til mig. Som fitnessinstruktør. Jeg fortalte ham, at jeg var uddannet kunsthistoriker og ikke havde en kinamands forståelse for fitnessinstruktion. Han fortalte mig, at det var det eneste job der kom op når han søgte på 'kultur og fritid' i Københavns Kommune. Jeg fortalte ham, at i min branche bliver job ikke slået op på hans computer.

Når man ikke kan lide duften i bageriet
Så pakkede jeg kufferten og flyttede til London. Det var saliggørende, i en millionby som denne, at være uden det tryghedslullende sikkerhedsnet skråstreg den snærende spændetrøje, som det danske velfærdssystem nogle gange er. Der var ingen bånd der bandt mig, og jeg stortrivedes professionelt.    

Tre år og to børnefødsler senere flyttede jeg hjem igen. Det var hårdt. For jeg savnede den britiske kultur og den internationale horisont.

Men – og nu må Christian X gerne læse med – jeg er ikke en nasserøv. Jeg er født jyde, og betaler i videst muligt omfang alle mine regninger og gerne til tiden. Det er snart tolv år siden, at jeg forlod det danske dagpengesystem for ikke at se mig tilbage.

Jeg indrømmer, at jeg som alle andre mødre får børnepenge fra staten. Det er dejligt. For nogle gange har jeg måttet vente på børnepengene, førend jeg har kunnet købe en frisk blækpatron til min printer.

På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at det ikke måtte koste mig noget at arbejde. I de første ti år som skribent havde jeg ellers jævnligt udgifter, men ingen indtægter, i forbindelse med transport, kost og logi for at se kunst og møde kunstnere, som jeg skulle skrive om, i Basel, Berlin, London, Malmö, Odense, Randers, Venedig, Aalborg og så videre.

Ved min tredje børnefødsel søgte jeg kommunen om barselsunderstøttelse og fik efterfølgende i omtrent et halvår udbetalt cirka 800 kr. månedligt. For at udregne ydelsen så borgerservice på de seneste tolv måneders indtægt. Eftersom jeg, med en lille der endnu ikke havde fået institutionsplads, og en mand der var i fuldtidsbeskæftigelse, nyligt var hjemvendt fra udlandet, tja, så var beregningsgrundlaget stort set lig nul. Jeg viste dem regnskaberne fra min britiske momsregistrerede virksomhed, men det gjaldt ikke.

Prekariatets oprejsning?
Da jeg tre måneder senere fik den første diskusprolaps – og reumatologerne påbød mig at anskaffe et hævesænkebord, en ergonomisk korrekt kontorstol og ortopædsko med indlæg – henvendte jeg mig igen til kommunen, for jeg havde hørt, at man kunne søge om tilskud til anskaffelse af hjælpemidler i forbindelse med dokumentérbar kronisk sygdom.

Jeg fik afslag.

Så i en periode, hvor jeg brugte det meste af tiden på at ligge på stuegulvet og være sur på verden og den deraf følgende nedgang i indtægt, måtte jeg låne penge af min mand og købe bord, stol og sko.

Da jeg nogle måneder senere kunne betale ham tilbage var jeg både stolt og glad. Men stadig en lille smule træt.

Et år senere fik jeg endnu en prolaps. Det var altså ikke sjovt. Navnlig fordi jeg gik glip af et pressemøde med en af mine yndlingskunstnere, Pipilotti Rist, på et af mine yndlingsmuseer, Louisiana Museum of Modern Art.

Men jeg er en tumling og kom tilbage i kampen. Årene gik. Men det er, som om alting er blevet vanskeligere. Efterspørgslen på fagligt baseret kulturkritik er støt stigende, men kun på nichemedier og som regel uden honorar.   

Jeg har i over syv år skrevet for Børsen Opinion uden løn. Det er da meget generøst, er det ikk'? Samtidig har jeg skullet høre på neorindalisternes skæld ud. Det er ikke fair.   

Således min klagesang i et forsøg på at bidrage til oprejsning af det humanistiske prekariat.

Kampen om klejnerne
Staten kan vælge at støtte brancher (eksempelvis landbruget og vindmølleindustrien) eller organisationer, som ikke kan fungere på almindelige markedsvilkår, men som politikerne vælger at støtte, fordi de producerer samfundsværdi eller har en stærk lobby bag sig.

Hvad angår statsstøtte til kunst og kultur, så er der aktuelt ikke meget at komme efter. Der falder knap nok krummer fra kagen, når der er fest i Finansministeriet.

Civiliserede velfærdsstater hvis samfundsmodeller er umiddelbart sammenlignelige med vores og som vi ellers gerne vil være i båd med (Norge, Sverige, Island), ja, disse lande skruer i disse tider op for støtten til kunst og kultur. Den uafhængige presse inklusiv.

Ser vi længere endnu, mod stoute europæiske nationer som Frankrig, Italien og Tyskland, så har kunst og kultur en helt anden politisk status, end vi har kunnet præstere herhjemme siden en lagerforvalter fra Vejle så sig sur på Statens Kunstfond, rejste en folkebevægelse og siden blev æresmedlem af Fremskridtspartiet, der sjovt nok var slemt bagudskuende og indadvendt i sin samfundsforståelse.  

Heldigvis er der snart folketingsvalg i Danmark. Så bliver det spændende at se, om kunsten og kulturen får den politiske bevågenhed, som vi (vistnok?) er mange, der sukker efter.

 

Billedet herover: Christian X (Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm, 26 September 1870 – 20 April 1947) regerede over Danmark fra 1912 til 1947 og over Island (hvor hans officelle navn var Kristján X) fra 1918 til 1944. Efter Anden Verdenskrig kaldt Rytterkongen, da han under besættelsen dagligt yndede at ridde rundt blandt Københavns borgere. Her fotograferet i 1910 af Michelle Alessio Caprani og via Wikipedia hentet fra udgivelsen Aarhus Borgere 1915-1920, hæfte II.


 

Se flere blogs



Profil