Powell skal modstå Trumps hårde pres

 Powell skal modstå Trumps hårde pres
Arkivfoto: Carlos Barria/Reuters/ Ritzau Scanpix
Henrik Franck
BLOGS Af

Når Donald Trump kritiserer centralbankchef Jerome Powell for at hæve renten, er det næsten som at høre et ekko af Richard Nixon. En centralbank skal per definition være uafhængig, men Trump udfordrer desværre den uafhængighed. Forhåbentlig er Powell stærk nok til at stå imod.

Fredag holder USA's relativt nye centralbankchef Jerome Powell sin tale på Federal Reserves årlige symposium i Jackson Hole, hvor centralbankens ledende figurer diskuterer de største udfordringer i pengepolitikken.

Og det er en Jerome Powell, der har fået sin sag for, selv om han rent pengepolitisk set indtil videre har gjort alting rigtigt i sit halve år som Fed's frontfigur. Men hans overordnede ser anderledes på tingene og lægger et tungt pres på Powell og co. for at føre en mere lempelig rentepolitik.

Det er måske ikke så uventet, når hans præsident er så usædvanlig en skikkelse som Donald Trump, men det er bekymrende at se, hvordan der for øjeblikket bliver sået tvivl om den uafhængighed, der bør være en hjørnesten for enhver centralbank – særligt Federal Reserve, der sammen med ECB er verdens vigtigste centralbank.

Desværre som forudsagt

I al beskedenhed forudsagde jeg selv for snart halvandet år siden her på bloggen, at Fed's uafhængighed af regeringen ville blive testet under Trump. Desværre fik jeg i den grad ret.

Fed's unikke position inden for den amerikanske administration, hvor centralbanken er regeringens ansvar, men arbejder uafhængigt med undtagelse af tilsyn fra Kongressen, kan man ikke tage for givet, når præsidenten hedder Donald Trump.

Det gode ved Trump er, at han ikke lægger fingrene imellem. Han indrømmer uden at rødme i et interview med Reuters forleden, at "jeg er ikke glad for hans renteforhøjelser, nej. Jeg er ikke glad". Sådan lægger en amerikansk præsident et uhørt pres på sin centralbankchef for at holde renterne nede.

Med andre ord vil han have Fed's hjælp til at føre handels- og valutakrig med resten af verden - især Kina og EU. Trumps logik er, at andre lande får hjælp fra deres centralbanker, så det skal han også have. Så pyt med uafhængigheden, der bliver skyllet ud som barnet med badevandet. Og pyt med, at Trump i valgkampen ikke var bleg for at kritisere Powells forgænger, Janet Yellen for at hjælpe Barack Obama ved at holde renterne lave.

Som et ekko af Nixon

Det er højst usædvanligt, at en amerikansk præsident tydeligt og offentligt lægger så tungt et pres på sin centralbank, som Trump gjorde i Reuters-interviewet, men nu skal man ikke tro, at det er første gang, en amerikansk præsident lægger pres på en Fed-chef.

Den første Bush, George H.W. Bush, udtrykte i mere moderate vendinger utilfredshed med, at daværende centralbankchef, Alan Greenspan var langsom om at sænke renten, så USA's økonomi sank ind i recession, som banede vejen til præsidentembedet for Bill Clinton ved valget i 1992.

Det mest berømte eksempel på præsidentielt pres på en centralbankchef står Richard Nixon dog for. Op til valget i 1972 udskiftede han William McChesney Martin med sin egen marionetdukke, Arthur Burns, som han pressede til at holde renterne nede i ønsket om at fremvise en stærk økonomi og lav arbejdsløshed.

Båndoptagelserne afslørede, at Nixon ligefrem var parat til at acceptere inflation, som er centralbankens styringsmål, om nødvendigt, mens stigende arbejdsløshed for enhver pris skulle undgås.

En centralbanks uafhængighed er et kardinalpunkt

Hvorfor er det så så vigtigt, at en centralbank er uafhængig? Det er netop i en situation som den nuværende, at en uafhængig centralbank viser sit værd. Der er masser af historisk belæg for at sige, at uafhængige centralbanker spiller en afgørende rolle i at kontrollere inflation og sikre stabile renter, som er grundlaget for den velstand, som borgere og virksomheder skaber.

Og uafhængigheden er afgørende for, at centralbanken kan føre en troværdig og tillidsvækkende pengepolitik uden politikernes kortsigtede indblanding. Trump har jo – på kort sigt i hvert fald – sådan set ret i, at det ville skabe flere job, hvis Powell ikke hævede renten, men hvis Trump kunne sætte renten efter behag, skulle vi omvendt ikke kigge ret langt frem, før overophedningen af amerikansk økonomi ville være en realitet.

Det er sådan set præcis den overophedning, som Powell med sine beskedne, gradvise og kloge rentestigninger kæmper for at holde fra døren.

Centralbankchefer skal ikke føre valgkamp

Her glemmer Trump – ligesom Nixon i sin tid – formentlig, at Powell er sat i verden for at føre den rette pengepolitik og ikke for at få Trump genvalgt. Med den vækst og det pres på arbejdsmarkedet, som USA oplever lige nu, så er en gradvist strammere pengepolitik, som Powell fører og sværger til, den rigtige vej, mens Trumps lempelige ønsker er skrupforkerte.

Trump fører i forvejen en særdeles ekspansiv finanspolitik med den meget omfattende skattereform som det mest lysende eksempel. Den har rigtignok sat skub i økonomien i USA, men spørgsmålet er, hvor meget mere den kan holde til, inden overophedningen indtræffer.

Derfor skal vi krydse fingre for, at Jerome Powell er stærk nok og har tilstrækkelig meget integritet til at modstå presset fra Donald Trump. Men med så ukonventionel en præsident, som Trump er, kan man desværre ikke vide sig helt sikker.

Hvis Powell giver efter, er den ultimative risiko, at det ender i stagflation som under Nixon, det vil sige høj inflation, høj arbejdsløshed og lav vækst.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.

Få Henriks indlæg
som RSS-feed her