Vi skal dø. Hver og en. Før hvis ikke siden. Vi er forgængelige ligesom stort set alt, hvad vi udretter, mens vi er i live. Vi ender i jorden og rådner. Der er naturligvis enkelte undtagelser, men for de fleste af os er troen på, at vi som individer sætter afgørende og varige aftryk på verden blændværk. De nænsomt redigerede selvbiografier, der skal overbevise os selv og omverdenen om, at vi er særligt interessante, at vi skiller os ud, at vi ændrer verden på fundamental vis, som en voksende del af os komponerer på Facebook og Instagram, ved vennekomsammener og på arbejdspladsen, er det pure selvbedrag. For det moderne menneske virker de måske som et trivielt kulturprodukt, personlig branding for de særligt indsigtsfulde og kalkulerende, men i virkeligheden handler bestræbelserne på at gøre sig interessant om angst. Angst for at dø. Angst for at være ligegyldig i en stor verden. Angst for at være alene.
Vi er blevet så frigjorte af traditioner, forpligtelser, historie, fortællinger og endda biologi (tror vi) og har samtidig fået så meget frihed til at dyrke os selv, vores interesser, karrierer og lyster i jagten på den sande lykke og meningen med livet, at det eneste, der fremstår som værende tilbage som noget vigtigt, er os selv. Og der er ikke en krog af dette allerhelligste selv, der ikke er blevet analyseret, følt på, coachet, udfordret, udviklet og plejet. Mindfulness. Yoga. Pilates. Ironman. Crossfit. Terapi. Det handler om os og kun os. Endestationen for det moderne, egocentrerede menneske er den tomme og kalorielette singlekultur, som mange voksne udlever. Der er man på Tinder. Man vil ikke lægge sig fast. Man venter og ser. Især på andres fejl. Man vil være ung, selvom man er gammel. Man vil have børn, men ikke lige med ham eller hende. Måske helst med sig selv.
Det er pinligt, og samtidig er det komisk, at jo mere vi afviser at lade os begrænse af andre, og jo mere vi gransker os selv for at finde mening, tilfredsstillelse og lykke, jo mere alene og ulykkelige bliver vi. Meningen med livet findes nemlig ikke i os selv: Den findes i vores næste. I de nære relationer hvis væsentligste udspring er kernefamilien. Ved at binde os til en partner og ved at få børn med vedkommende lykkes det os ikke alene at efterlade verden noget betydningsfuldt i form af næste generation, som vort eget og partnerens liv kan dedikeres til at gøre verden sikker og værdifuld for, vi bliver også en del af et mikrokosmos, familien, hvor urmenneskelige følelser af glæde, skuffelse, lykke, fortvivlelse, utålmodighed, tolerance, kærlighed og meningsfuldhed kan få det rette rum og give vores tilværelse et indhold, som i helt fundamental forstand er, hvad vi er skabt til at opleve.
Menneskelivet i bred forstand handler ikke om at være enestående og om at opfinde verden på ny; det handler om at gentage årtusinde gamle mønstre, om at lære og om at give videre. Det handler om at være barn og barn af nogen. Om at lære verden at kende som ung. Om at finde sig tilrette i den. Om selv at få børn. Om at elske dem og hjælpe dem til rette. Om at håbe på det bedste og gøre sit til at forhindre det værste. Det handler om at være en del af noget. Et fællesskab. Et fællesskab, der starter og bygger på familien. Dér findes lykken og meningen, og selvom det ikke er en politisk opgave at detailstyre, hvordan familielivet skal udspille sig, så er det en politisk opgave at sikre, at familien står stærkt, for den er samfundets fundament og derfor noget, vi må værne om. Familien skal have frihed, skattefordele, fred og tryghed.
Det mener jeg, hvad mener du?
