Erhvervsskolen, der ikke knækker kurver, men folk

I disse dage starter mange elever og lærere i skole. På mindst et af stederne kan det godt gå hen og blive en kedelig genforening mellem de ansatte og deres ledere. Jeg er i sommerens løb blevet kontaktet af en gruppe lærere fra en handelsskole på Sjælland, og jeg er rystet over, hvad jeg er blevet forelagt.

Min dialog tog sit udgangspunkt i et stillingsopslag, som blev bragt til offentligt skue på skolens område og siden omdelt internt på flere medarbejderes mailsystem:

Sarkasmen og gennemskueligheden i, at dette ikke er et ægte stillingsopslag, er selvfølgelig tydelig. Opråbet og signalet gør ondt langt ind i hjertekulen på mig. Men endnu værre er tanken om, at teksten skulle gengive blot lidt af virkeligheden på en dansk arbejdsplads.

Hvad enten lærerne i dette tilfælde har ret i deres vurderinger eller ej, så synes jeg, det er røvhamrende sygt – som tilfældet er her - at nogle ansættelsesforhold kan udvikle sig til en tilstand, hvor de ansatte oplever, at ledelsen spænder ben, overhører kritik, afviser mistrivsel, ignorerer initiativer og udnytter sit personale til både ubetalt overarbejde og urimelige arbejdsbelastninger.

Lærerne, jeg talte med, kunne desuden oplyse, at de har begrundet mistanke om skoleledelsens spekulation med skatteydernes penge, der efter sigende ikke udelukkende går til bedre uddannelse af de unge generationer. Men blandt andet også til investering i personlige mærkesager, absurd høje resultatlønninger til ledelsen og til ansættelse af medleder-kolleger, der tilsyneladende slet ikke er brug for i administrationen, og hvis arbejdsbeskrivelse og resultatopnåelse da heller ikke fremgår tilgængeligt nogen steder.

At tryk avler modtryk er ikke en dårlig kliché

Fra dialoger med chefpsykolog Louise Dinesen, og efter at have gennemgået hendes analyser af det senmoderne arbejdsliv, er jeg blevet bekræftet i, at dårligt psykisk arbejdsmiljø og mangelfuld ledelse er udtalte problemstillinger herhjemme. Hun beretter om magtstrukturer i mange organisationer samt uskrevne regler, der lukker munden på de ansatte. Dinesen fortæller mig også om gentagne dysfunktionelle dialogmekanismer, om undertrykkelse af medarbejdere og om visse arbejdspladsers subtilt nedladende omgangstone og en organisationskultur, hvor man praktiserer at tale om hinanden og ikke til hinanden.

Hvis vi gerne vil have ægte engagerede og positive medarbejdere på vores arbejdspladser fremover, må vi forstå, hvad det kræver af ledelsen, hvis de skal blive det – altså ægte engagerede og positive. Det sker ikke ved at blive (vild)ledt af nøglepersoner, der udviser psykopatiske træk, eller ved at referere til egoister og selvophøjelsestyper, der skummer al fløden til egen fordel. Det er ødelæggende for ethvert menneskes psyke at opleve gentagne brud på arbejdsretlige problemstillinger, at blive nedgjort, udnyttet, ignoreret og løjet for.

Når det alligevel sker, at nogle mennesker overskrider vores grænser, så skrider nogle andre indimellem til contra-handlinger, der mest af alt ligner den krænkelse, de selv blev udsat for. Ganske – ironisk nok - som i skoleeksemplet ovenfor. Det opråb, vi her er vidne til, hører ikke til blandt de smukkeste handlinger, jeg har set i min karriere. Men det hører til blandt de mest gennemgribende tarmskylninger og detox-forsøg, jeg nogensinde har fået kendskab til.

I mit stille sind håber jeg på, det bringer noget godt med sig.