Et halvår mere i Trumps tegn

Henrik Franck
BLOGS Af

Handelskrig, skattereform og Donald Trumps generelt offensive udmeldinger om alt mellem himmel og jord er et langt sejt træk for at ruste sig til det forestående midtvejsvalg. Strategien virker, og hans approval ratings er stigende. Han taler lige ind i hjertet på det fortabte "fremstillings-Amerika".

Der har været storm om USA's præsident Donald Trump lige fra begyndelsen. Han er nok den mest særegne karakter, der har indtaget Det Hvide Hus, og hvert et skridt han tager, hvert et håndtryk han giver, og hvert et tweet han foretager får opmærksomhed. Det bliver der ikke skruet ned for her i andet halvår.

Tværtimod skal Trump inden længe stå sin største test i sin snart to-årige embedstid, når midtvejsvalget kalder 6. november. Meget af den adfærd, som Trump har lagt for dagen i løbet af 2018 med især handelskrigsretorikken og den storstilede skattereform, kan tilskrives det forestående midtvejsvalg, som han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at trække sig sejrrigt ud af, så Republikanerne kan bevare majoriteten i Kongressens to kamre.

God økonomi hjælper Trump
33 af de 100 pladser i Senatet, hvor der i dag er et snævert republikansk flertal på 51-49, er på spil. Men kun ni republikanske pladser er på valg i denne ombæring, så han har en god chance for at bevare flertallet i Senatet, hvor de resterende 24 pladser på valg er 22 demokrater og to uafhængige.

I Repræsentanternes Hus, hvor alle 435 mandater er i spil, har Trumps republikanere i dag et flertal på 241-194, og her skal Demokraterne altså hente 24 pladser for at fravriste Trump flertallet. Det bliver ikke umuligt, men sværere end som så, når økonomien kører så smurt i olie, som den gør.

Lige nu bliver Trump hjulpet godt på vej af en økonomi, der er i forrygende form og kører med fuld kraft og turbo på beskæftigelsen.

Skattereform virker - men er kortsigtet
Man må være ærlig at erkende, at skattereformen, der var alt andet end en betydningsløs parentes, har vist sig særdeles effektfuld og givet et kraftigt indtjeningshop hos især de indenrigsorienterede amerikanske selskaber.

Så kan man indvende, at man tager af den fremtidige vækst ved at uddele så omfattende skattelettelser, men den kortsigtede effekt kan man ikke se bort fra og ej heller, at det er Trumps værk – og dermed hans største bedrift, siden han overtog præsidentembedet i januar 2017.

Europæere forstår ikke Trump
Man skal heller ikke tage fejl af Trump på den måde, som mange af os i Europa har en tendens til at gøre, fordi hans stil er så kantet og speciel, at vi knap kan tro vores egne øjne. Men han formår at læse sit vælgerkorps, som man også så i selve præsidentvalgkampen for to år siden.

Han taler lige ind i hjertet på den menige amerikaner, der husker, da den amerikanske fremstillingsindustri blomstrede i de gode gamle dage inden globaliseringen. Her går man ikke så meget op i, om præsidenten er gået langt over stregen i et af hans talrige tweets, så længe han gør det i et sprog, de kan forstå – det vil sige taler eliten midt imod.

Opbakningen til Trump stiger, men er stadig lav
Samtidig skal man minde sig selv om, at hans approval ratings er opadgående til over 40 pct. – uagtet at det niveau ikke er imponerende, virker det tilsyneladende godt for præsidentens popularitet at tale dunder imod Kinas handelsmetoder og resten af verdens diktatorer – ingen nævnt, ingen glemt – og samtidig øse skattelettelser ud i en i forvejen brandvarm økonomi.

Forgængerne Barack Obamas og Bill Clintons approval ratings på henholdsvis 44 og 41 pct. var godt halvandet år inde i embedsperioden i øvrigt ikke meget højere, og trods republikanske midtvejssejre dengang endte begge som bekendt med at blive genvalgt.

Opmærksomhed er Trumps mellemnavn
Om det sker i tilfældet Trump er for tidligt at spå om, men foreløbig har økonomien det godt, og det er det vigtigste pejlemærke af dem alle. Og hvis ikke Demokraterne formår at finde en egnet modkandidat til Trump, kan han sagtens ende med at tage en tørn mere.

For som det allerede dokumenteres næsten dagligt så er Donald Trump en sand mester i at stjæle opmærksomhed. Og selv om det ligger fjernt for de fleste europæere, er der stadig masser af amerikanere, der vil stemme på ham. Men som vi lærte dengang Bill Clinton kom til magten ved valget i 1992: It's the economy, stupid.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.

Få Henriks indlæg
som RSS-feed her