For godt til at være sandt

BLOGS Af

Du har helt sikkert set den på din vej til eller fra Tivoli eller Nationalmuseet, for den monumentale karré Holckenhus ligger på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Stormgade, vis-à-vis Glyptoteket og Dantes Plads.

Holckenhus set fra H.C. Andersens Boulevard.

Ejendommen har hjørnekvadre i granit, tårnværelser, karnapper, originale altaner, hjørneværelser og buede vinduer. Indenfor findes originale døre, gamle kakkelovne, knirkende gulve og i nogle af lejlighederne er køkken og badeværelse 20-30 år gamle, men det gør ikke noget, for dem, som bor her.

De føler sig godt tilpas i Holckenhus, som er tegnet af arkitekt Philip Smidth og opført 1891-1893 inspireret af fransk renæssance og tænkt til beboelse, men som i dag også rummer butik, restaurant og kontorlejemål.

Og kunstnere. For sådan har det været siden mands minde, men nu er det (måske) slut.

Smukt som bare pokker
Æstetiske og kreative mennesker trives bedst med æstetiske og inspirerende miljøer. Er de der ikke allerede, så skaber de dem selv. Men hvorfor dog smadre et miljø, hvor kunstnere i ubrudt linje gennem 125 år har boet og arbejdet fra Holckenhus, som netop blev bygget med særlige atelierlejligheder?

Jeg har haft den fornøjelse, at have besøgt flere af kunstnerlejlighederne i Holckenhus, og de er, på hver deres måde, særdeles besjælet og fyldt ud af de kunstnerfamilier, som bebor dem. Oplevelsen begynder allerede i trappeopgangen, hvor den raslende elevator vækker minder om et hotel i Wien. Her kunne man sagtens optage en film.


P.S. Krøyer i sit atelier på Holckenhus 1899.

Eller man kunne skrotte det gamle skidt, male det hele hvidt og udnytte alle kvadratmeter og hæve huslejen, så kunstnerne flytter ud og gør plads til underdirektører og specialkonsulenter.

Holckenhus har skiftet ejer, der skal ske ting og sager, for her er spændende potentialer og profit i sigte. Det er jo til alles bedste?

Pop up-udstilling med malerier af Maria Wandel, der siden 2013 har boet og arbejdet i Holckenhus (foto: Juan Hein).

Økonomidirektøren for administrationsselskabet, som aktuelt varetager Holckenhus, bedyrer at "I dag er det kun ejendommens beboere, der har adgang til ejendommen og ikke offentligheden." (Morten Kornerup fra 360 North i Weekendavisen den 22. juni 2018).

Der er noget, han har misforstået.

Rigtignok hænger der ikke store skilte, som inviterer inden for, men de udøvende professionelle kunstnere, industrielle designere med videre, som bor og arbejder i Holckenhus, har ved flere lejligheder inviteret indenfor. Både som pop up-udstillinger og receptioner for en bred offentlighed og som mindre lukkede arrangementer i kulturlivet. Her mødes ikke bare billedkunstnere og arkitekter, men også forfattere og musikere.   

Kunstnere, der er begunstigede med så smukke rammer, forstår at bruge dem optimalt til gavn og glæde også for andre.

Brev skrevet i Holckenhus fra P.S. Krøyer til kunstmæcen og brygger Carl Jacobsen.

Økonomidirektøren supplerer desuden med den, lettere næsvise, holdning som ejendomsspekulanter gerne giver udtryk for. Nemlig at de nuværende lejere er velkomne til at blive boende efter renoveringen. Ja. Men til hvilken pris. Har kunstnerne råd til den formodede klækkelige huslejestigning?

Sortstensgruppen
Intet er endnu afgjort. Men faktum er, at Holckenhus er købt af den amerikanske kapitalfond The Blackstone Group som, ifølge erhvervsmediet InsideBusiness, har relation til hyperspekulative ejendomsinvestorer kendt fra finanskrisen.

The Black Stone Group har hyret det lokale administrationsselskab 360 North. Og dem er det, som har ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om lov til at shine ejendommen op og indrette 10 nye luksuslejligheder og etablere nye tagterasser på de arealer, hvor der er i dag er 13 atelierlejligheder.

Det er planen, at de eksisterende atelierlejligheder skal nedlægges, for at gøre plads til flere beboere i ejendommen. Som udgangspunkt er det positivt at udnytte tagarealer, også i indre by.

Men ikke i dette tilfælde.


Agnes Slott-Møller i sit Holckenhus-tårnatelier 1915.

Atelierlejlighederne er bygget som sådanne med en unik loftshøjde på seks meter, et sublimt lysindfald, skæve vinkler og udsyn til byens tage, herunder rådhuset og Glyptoteket. Kigget på København har, fra disse vinduer og med skiftende lys og skiftende århundreder, været motiv for billedkunstnere. Engang udtrykt i impressionistisk oliemaleri, men i dag også fotografisk, som det eksempelvis fremgår af de nulevende Holckenhus-kunstneres Instagram-profiler.

Denne udbrudte kæde af kunstnere, midt i byen, er værd at værne om. Sagsnummer VV 711004 er ikke en standardsag; Holckenhus har principiel, kulturel og politisk relevans.

Blik mod Vester Voldgade, slutningen af 1800-tallet, set fra Holckenhus og malet af Bertha Wegmann, velrennomeret tysk kunstner bosat i København og den første kvinde, der fik plads i Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster.

Bekymrende udvikling
Kultur- og fritidsborgmester Niko Grünefeld (Å) er heller ikke glad: "Det er et tab, fordi vi gerne vil være en by med kulturel kant, og hvis vi hele tiden begrænser billedkunstnernes mulighed for at kunne opholde sig i byen ved at omdanne kunstatelierer til luksus-taglejligheder, er det en stærkt bekymrende udvikling." (B.T. 26. juni 2018).

Det forlyder dog, at Forvaltningen er anderledes positiv indstillet over for ansøgningen fra kapitalfonden(!). Alt afhænger derfor af, om der kan skaffes et flertal mod planerne. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil drøfte sagen i teknik- og miljøudvalget (jvf. Berlingske 25. juni 2018).

Maleri ved Poul S. Christiansen af Zahrtmanns malerskole i Holckenhus,1899, olie på lærred, 96,4 x 125,8 cm, tilhører ARoS Aarhus Kunstmuseum.

I et offentligt tilgængeligt brev dateret 25. juni 2018 fra Anne-Sofie Degn, vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen fremgår det, at Holckenhus hverken er fredet eller omfattet af en lokal-, eller byplan. Dog er ejendommen underlagt facadecensur og erklæret bevaringsværdig i kategori 2. Det vil sige, at ejendommen ligger i et område, som "i kommuneplanen er optaget som et område med bebyggelser af særlig kvalitet og med et bevaringsværdigt helhedspræg."

Hvad dét skal betyde, må tiden vise.

Trappeopgangen 2018 (foto: Maria Wandel).

Foreløbig er ansøger, altså ejendomsadministrator og kapitalfond, blevet bedt om at sende supplerende materiale førend forvaltningen træffer afgørelse ultimo september 2018. Hvis der kommer tilstrækkeligt mange indsigelser, skal sagen behandles politisk, eventuelt inklusiv partshøring.

Levende dansk kulturarv
Hvem var de, kunstnerne i Holckenhus? Blandt andre Jens Birkemose, ægteparret P.S. og Marie Krøyer, ægteparret Agnes og Harald Slott-Møller, Emil Nolde og Kristian Zahrtmann. Sidstnævnte drev i begyndelsen af 1900-tallet tilmed en malerskole fra Holckenhus.

I dag bor og arbejder blandt andre kunstnerne Kaspar Bonnén, Rasmus Kloster Bro, Carl Krull og Maria Wandel i Holckenhus. Der er gennem tiden registreret 74 professionelle kunstnere med virke i Holckenhus, som det fremgår af en bogudgivelse, der udkommer senere på året.

Jeg vil ikke tro det. Jeg vil ikke tro, at det skal være for godt til at være sandt at kunstnere fortsat har mulighed for at bo og arbejde fra Holckenhus.

Interiørbillede med malerier i et køkken i Holckenhus (foto og malerier: Maria Wandel).


 

Se flere blogs



Profil