Hvidvask, en by i Rusland?

Når man har fulgt dækningen af hvidvask det seneste års tid, så lyder det nærmest som noget taget ud af en John le Carré spionroman. Våben-handel, skuffeselskaber på eksotiske øer, militært isenkram, handel med jernmalm og marmor i Tyrkiet, proforma-selskaber i Rusland. Tak for kaffe siger jeg bare.

Så det er ikke så underligt, at der har været særligt mediemæssig og politisk opmærksomhed på hvidvask, og i juni sidste år trådte den nye hvidvasklov som bekendt i kraft. Det betød at det fjerde hvidvaskdirektiv blev implementeret og medførte en række væsentlige ændringer på hvidvaskområdet. 

Det nye regelsæt er meget omfattende, og kostede/koster virksomhederne dyrt at håndhæve. Men det kan jo være et nødvendigt onde, da vi selvfølgelig alle gerne vil stramme nettet om de alle ”hvidvaskere”.

Men spørgsmålet er jo altid, hvor mange flere kriminelle, man får sat bag tremmer for alle de ressourcer, der anvendes på at implementere og håndhæve reglerne.

Papirtigeren på spil

Erhvervsministeriet har ifølge flere medier estimeret, at den nye hvidvasklov kostede virksomhederne 1,2 milliarder kr. at implementere, og derefter næsten en kvart milliard kr. årligt for at holde maskineriet kørende.

Dette billede bliver også bekræftet af antallet af ansatte i bankerne til håndtering af hvidvask.

Finans.dk opgjorde på et tidspunkt, at bankerne i Danmark havde oprustet gevaldigt for at kunne leve op til lovgivningen. Eksempelvis forlød det, at Nordea havde øget antallet af ansatte i hvidvask- og compliance-afdelingerne fra 30 til cirka 200, mens Danske Bank i dag angiveligt har mellem 550 og 600 ansatte på området.

Når man læser denne slags tal, så er det vigtigt at huske på, at bankerne jo i sidste ende – ligesom alle mulige andre virksomheder – er forretninger, der skal løbe rundt. Og er man nødt til at ansætte et par hundrede nye medarbejdere, ja så sendes regningen videre til forbrugeren og virksomhederne.

På den ene eller anden måde.

Går det for vidt med ”tick the box” princippet? 

Og så vi er jo igen nået frem til lidt samme konklusion, som jeg i forrige uge var inde på i relation til de tonsvis nye GDPR-krav: står det nye bureaukrati, der indføres, og de omkostninger, det medfører, mål med de problemer, man prøver at løse?

Jeg kan have mine tvivl. For langt hen ad vejen, virker det som om, at det i højere grad handler om at kunne ”tick the box”, hvor man hurtigt skal sende en masse information ud til kunder eller medarbejdere, som man så antager de læser og forstår, og indretter sig efter.  Og så næste år kan vi alle gøre det samme igen, når der så kommer ny lovgivning på et andet område. Så har man sikret sig hvis myndighederne kommer på besøg for at tjekke procedurerne – og så har man jo gjort sin pligt ved at orientere alle og enhver om de nye regler.

Og igen er det helt almindelige borgere og virksomheder, der betaler omkostningerne. Og når først reglerne er indført, bliver de sjældent rullet tilbage, selv hvis erfaringerne viser, det ikke har haft nogen effekt.

For den politiske logik – uanset om det drejer sig om hvidvask, GDRP, skattelovgivning eller grænsebomme – er jo så raffineret: bliver der uddelt mange bøder/straffe, betragtes det som en succes. Bliver der ikke uddelt mange bøder/straffe, betragtes det også som en succes, da det jo så skyldes, det har afskrækket folk fra at bryde loven.

Det er win-win for politikerne – og måske også for advokaterne. Bare ikke for alle andre.  

Men er det sådan, vi som samfund vil indrette os?