Politisk stilhed før stormen

Alle holdt vejret under Folketingets afslutningsdebat. Det kan man måske ikke, når der er debat i Folketinget. Ikke desto mindre er det, hvad der skete, da Folketinget i sidste uge holdt den traditionsrige  maraton-debat, der afrunder folketingssamlingen.

Valget kan komme når som helst

Afslutningsdebatten er en slags status på folketingssamlingens afslutning, inden Folketinget omkring grundlovsdag holder mødefri periode hen over sommeren. Det særlige denne gang var især, at der bliver folketingsvalg i næste samling, der begynder den første tirsdag i oktober; medmindre statsministeren vælger at overraske alt og alle med et hurtigt valg i september eller oktober. Efter sommerferien kan valget komme når som helst. Samtidig nærmer vi os valget til Europaparlamentet, der bliver afholdt I slutningen af maj 2019, hvilket i sig selv taler for, at statsministeren ikke venter til langt inde i 2019 med at tage folketingsvalget.

Når alle holdt vejret er det naturligvis i overført betydning. De politiske ordførere tog selvfølgelig ordet og debatterede, som de plejer. Men de holdt vejret i den forstand, at alle afventer, at der bliver udstukket en retning og dermed et grundlag at gå til valg på. Og alle passede på ikke at tage upopulære standpunkter eller gøre sig uvenner med de forkerte.

På den måde var der stilhed før stormen. Valget venter lige om hjørnet, og positionerne er bestemt ikke særlig klare på nuværende tidspunkt. Det gælder ikke mindst noget så grundlæggende som hvem, der danner regering med hvem efter et valg.

Alt er åbent

Vil statsministeren, hvis han vinder valget og får mulighed for at danne regering endnu en gang, igen indbyde konservative og Liberal Alliance? Vil Dansk Folkeparti overhovedet tillade det, hvis de skal være parlamentarisk grundlag for en regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen? Eller vil vi se Venstre i regering med Dansk Folkeparti? Vil Dansk Folkeparti overhovedet i regering? Og hvem vil de så i regering med? Vil Dansk Folkeparti måske støtte en socialdemokratisk regering efter, at Lars Løkke Rasmussen (V) har anlagt en mere proeuropæisk kurs? Og kunne de radikale finde på at støtte Lars Løkke Rasmussen efter et valg, som nogen mere end antyder?

Sådan er der mange ubesvarede spørgsmål. Normalt ligger det ret klart på forhånd, hvem der støtter hvem i relation til en regeringsdannelse. Derunder hvilke partier, der vil gå i  regering sammen, hvis der er flertal for det. Men denne gang er der rigtig mange hvis’er.

Ny politik og nye partier

Det hænger selvfølgelig sammen med, at de politiske skillelinier ikke længere følger de to blokke, der har støttet hver deres borgerlige henholdsvis socialdemokratiske statsministerkandidat. Sådan har det egentlig været gennem flere år, men nu står det endnu mere klart, bl.a. efter at Mette Frederiksen (S) effektivt har sørget for, at der ikke kan presses en våd og tynd udgave af Børsen ned mellem Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis synspunkter på udlændingepolitikken - og vice versa når det gælder den økonomiske poltik, hvor Kristian Thulesen Dahl (DF) har lagt sig helt tæt på Socialdemokratiet.

Opdelingen i en rød og en blå blok er altså ikke længere klart tegnet op af forskellige politiske grundholdninger. Det er der også andre grunde til, end at nogle af partierne har skiftet positioner og har nærmet sig hinanden, når det gælder udlændingepolitik og den økonomiske politik.

Det er også fordi, at der er andre politiske områder, der trænger sig på både hos vælgerne og politikerne, end dem der traditionelt har været årsag til en opdeling i rød og blå eller socialistisk og borgerlig blok. I dag er områder som klima, energi, miljø, natur og sunde fødevarer højt prioriterede emner for vælgerne. Samtidig har EU igen fået en stor betydning ikke mindst som følge af Brexit. Man kunne også nævne sundhed og retspolitik som områder, der i disse år er meget stærkt prioriterede af vælgerne og dermed politikerne. Holdningerne til disse spørgsmål går helt på tværs af de hidtidige politiske skel.

Endelig har nye politiske partier i de senere år vundet fodfæste. Det gælder Liberal Alliance og Alternativet samt måske snart også Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Alle partier der på hver deres måde har holdninger og måder at gøre tingene på, der ikke er som de andres.

Opdelingen mellem de to blokke handler i dag alene om, hvilken statsminister, man støtter. Og selv dét er ikke tydeligt. Det bliver spændende at se, hvordan dansk politik konsoliderer sig i det kommende år. Der er stilhed før stormen, mens vi alle  vejret.