Vi lever i en verden uden lederskab

Vi har hverken et politisk eller moralsk lederskab i verden. Det sluttede definitivt med valget af Donald Trump som USA’s præsident. De vestlige liberale demokratier er under pres globalt og internt. Kina er i  offensiven politisk og økonomisk både i Asien, Afrika og Sydamerika. EU bløder med et forestående Brexit og manglende folkelig opbakning til projektet I flere lande.

Med andre ord er de globale magtstrukturer under opløsning. Og det betyder samtidig en mangel på forudsigelighed, hvilket skaber politisk og økonomisk usikkerhed. En usikkerhed, der kan udnyttes af kræfter, der ser det som deres fordel at destabilisere verdensordenen yderligere for selv at positionere sig.

For os, som ønsker stabile liberale demokratier med en social markedsøkonomi, er et stærkt fællesskab i EU det bedste svar på usikkerhed og manglende lederskab.

I Kina har præsident Xi Jinping etableret sig som den stærkeste leder siden Mao Zedong. Den seneste Folkekongres har for få dage side fjernet enhver forfatningsmæssig hindring for, at Xi kan blive siddende som Kinas leder på livstid. Det kommer efter, at Xi sidste år lancerede en offensiv global politisk og økonomisk strategi, der cementerer de massive kinesiske investeringer, vi gennem en årrække har set overalt I verden. Og kineserne stiller ikke moralske betingelser eller krav til demokrati og menneskerettigheder I de lande, hvor de er aktive med investeringer.

Kineserne er på den måde ikke sene til at udnytte det vakuum, der er opstået med præsident Trump i Det Hvide Hus i Washington. Amerikanske politikere og præsidenter har gennem årene siden anden verdenskrig haft skiftende tilgang til USA’s engagement i resten af verden. Men Trumps åbenlyse afvisning af engagement og forpligtelse I forhold til det internationale samfund er uden sidestykke.

På samme måde formår den netop genvalgte præsident Putin i Rusland at udnytte det ledelsesmæssige tomrum ved at styre begivenhederne i bl.a. Syrien - med stigende flygtningestrømme mod Europa til følge - og på Krim samt tilsyneladende at orkestrere nålestiksangreb i form af hacking mod vestlige interesser helt ind i de amerikanske demokratiske institutioner. Altsammen tjener det til at destabilisere Europa og USA.

Efter årtier med stigende liberalisering af verdenshandelen har den amerikanske præsident nu indledt en handelskrig med sine nærmeste allierede i Europa. En handelskrig, der meget vel kan brede sig som ringe i vandet til stor skade for den tredje verden, hvor chancen for økonomisk vækst i høj grad ligger i at handle mere med den rige del af verden. Samtidig er Donald Trump for længst løbet fra klimaaftalen.

Retorisk kan man spørge, om vi for at forsvare vores demokrati, selvbestemmelse og økonomiske velstand i Danmark ikke bør lukke vore grænser for en truende verden og fra vores bastion forsvare os mod handelskrig, migrationsstrømme, klimaudfordringen, militære trusler, hackere, terrorister, og konkurrenceforvridenede lavprisprodukter fra udlandet. De fleste er nok enige i, at den defensiv næppe holder længe. Svaret er selvfølgelig, at vi som et lille land i Europa må alliere os med ligesindede demokratiske naboer i EU for derigennem at søge at udfylde en del af det ledelsesmæssige tomrum i forsvaret af vore værdier.

Der er rigtig gode grunde til at overveje en revision af måden, vi har indrettet os på i EU. Den manglende folkelige opbakning i flere lande skal tages alvorligt. På en række områder kan der meget vel være god grund til at deregulere og dermed styrke subsidiaritetsprincippet. Men helt uanset det, så er det europæiske fællesskab omkring vores liberale demokratier, retsstaten og sociale markedsøkonomier vores værn mod de trusler, der lurer. Dem kan vi ikke dæmme op for alene.