Træk stikket ud på Elbilen

Dansk Energi kritiserer, at vi opfordrer politikerne til at trække stikket ud på ideen om at give statsstøtte til udvikling af en ny elbil i Danmark.

Udgangspunktet for min anbefaling har gennem lang tid været, at projektet bliver en dyr fornøjelse for statskassen og skatteyderne. Fordi elbilen skal statsstøttes ved, at den skal afgiftsfritages. Hvis 20 pct. af bilparken skal skiftes ud med skattefri el-biler, så udgør provenutabet ca. 8 mia.kr. som følge af mistede indtægter fra registreringsafgift, benzinafgift mv. Dette skøn svarer til det skøn Finansministeriet kommer frem til.

Danmark har simpelthen ikke råd til en sådan finanspolitisk svækkelse. I den forbindelse vil jeg minde politikerne om, at der i 2010 budgetteres med et underskud på 85 mia.kr. på de offentlige finanser. Og på længere sigt løber de offentlige udgifter fra de offentlige indtægter, så der er et langsigtet finanspolitisk underskud på ca. 12 mia.kr. I lyset af at politikerne har aflyst arbejdsmarkedsreformer må det stærkt anbefales, at politikerne ikke går i gang med yderligere finanspolitiske svækkelser, herunder et elbil-projekt, der kan belaste statskassen med yderligere 8 mia.kr. Hertil kommer, at det ikke er dokumenteret, at elbiler er den mest omkostningseffektive måde at reducere CO2 på.

Lars Aagaard anfører, at trækker man stikket ud på elbilen så trækker man også stikket ud på ”et eksporteventyr i stil med vindmølleeventyret”.

Her må jeg spørge: Hvilket vindmølleeventyr? Vismændene har tidligere lavet en samfundsøkonomisk analyse af ”vindmølleeventyret”.

Konklusionen var, at ”Vindkraftudbygningen i 1990’erne er et eksempel på en politik, der har været samfundsmæssigt urentabel, selv når der tages højde for de erhvervsøkonomiske fordele, vindmøllebranchen har opnået”.

Jeg håber derfor, at politikerne holder hovedet koldt, når lobbyister og andre fortæller gode eventyr. Bl.a. må man ikke lade sig forblinde af, hvor mange mennesker, der er ansat er ansat i vindmøllebranchen.

Her må jeg minde om, at hvis disse mennesker ikke var ansat i vindmøllebranchen, så var de ansat i en anden branche. Den samlede beskæftigelse er på sigt bestemt af arbejdsudbuddet (dvs. antallet af personer der ønsker at arbejde). Støtte til en branche udvider således ikke den samlede beskæftigelse, men flytter blot beskæftigelse fra de ikke-støttede brancher til den støttede branche. Sorteper havner hos skatteyderne og forbrugerne. Og det er vi vant til i Danmark, hvor vi som bekendt har verdens højeste skatter.

Strategien med statsstøtte til ideer, der ikke kan leve på markedsvilkår, er vejen til lav velstand. I den forbindelse er det relevant at erindre, at Danmark gennem en længere årrække har klaret sig dårligt i velstandskapløbet.

I årene 1997-2007 (vindmølleeventyr-perioden) har Danmark ud af 30 lande haft den 4. laveste økonomiske vækst i OECD. Det har medført, at vi er gået fra en 6. plads til en 12. plads, når de 30 OECD-lande rangeres efter velstand pr. indbygger. 12. Pladsen er den laveste placering i 32 år.

Rutsjeturen er sket i en periode, hvor politikere og lobbyister har slået hinanden på ryggen og fortalt hinanden, at Danmark er et foregangsland. Et land som andre kan tage ved lære af, når man skal have økonomisk vækst, vindmølleeventyr mv. Jeg mener klart, at Danmark har potentialet til at blive blandt de meste velstående lande igen. Men vejen er brolagt med reformer af efterløn, dagpenge og skattesystem. Og en erhvervspolitik, der fokuserer på at forbedre rammevilkårene gennem bl.a. lavere marginalskat og selskabsskat, fjernelse af unødig regulering og afvikling af statsstøtte. Dermed kan erhvervslivet selv finde frem til fremtidens vinderindustrier. Det dur velmenende politikere og lobbyister ikke til.