Konservatismen er en kegle

Når Det Konservative Folkeparti er blevet kaldt partiet i midten, har det ofte været med udgangspunkt i en opfattelse af, at det har været placeret et sted halvvejs på den traditionelle højre-venstre-skala. På Lars Barfoedsk har partiet været “socialt uden at være socialistisk, liberalt uden at være liberalistisk, nationalt uden at være nationalistisk og pragmatisk uden at være ledløst”. Det lyder noget forvirrende, og selvom Lars Barfoed ideologisk var bedre end sit rygte, så er det næppe en beskrivelse, der er medvirkende til at skabe klarhed om hverken konservatismen eller Det Konservative Folkepartis projekt.

Konservatisme er orden

Konservatismens væsentligste kendetegn er dens søgen imod at opretholde og skabe orden, der giver mennesker gode livsbetingelser. En bedre måde at forstå konservatismens midterposition på er derfor at forestille sig, at samfundet fra et konservativt perspektiv udfolder sig i bunden af en kegle. Keglens base er en cirkel, og i cirklens midtpunkt findes den kerne, som konservatismen arbejder med at skabe orden ud fra. Kernen udgøres af familien, den private ejendomsret, nationalkulturen og staten, her forstået som regeringen, Folketinget, forsvaret, politiet, retssystemet og andre offentlige myndigheder. Den konservative orden, den smukke cirkelform som samfundet udfolder sig indenfor, skabes via den radius, der tegnes ved hjælp af kerneelementerne. Keglens højde opnås ved, at elementerne stables ovenpå hinanden, således de definerer en rygrad, en identitetsmarkerende søjle, som borgerne kan bruge til at orientere sig efter.

Politisk pilates

Er kerneelementerne for mange, vil det blive anstrengende at læne hovedet tilstrækkeligt langt tilbage til at se de øverste grundet afstanden utydelige dele af søjlen. Tilmed risikerer den at vælte. Er elementerne for få, er der intet pejlemærke at forholde sig til. Er de for svagt definerede, tilbagetrukne eller blot intetsigende (“borgerlig anstændighed”), er elementerne ikke i stand til at opretholde og betvinge den orden, som cirklen kræver. Som konsekvens vil samfundsordenen nedbrydes, cirklens omkreds opløses, flyde ud og borgerne drive fra hinanden. Konservativ samfundsanalyse og politik går således ud på at definere, identificere, forsvare og styrke midterpositionen. Kernen. Samfundets rygrad der holder sammen på det hele. Det er politisk pilates.

Den konservative dom

Og hvad er så den konservative dom, når blikket kastes på Danmark? Umiddelbart at det ser ud til, at det er længe siden, landet har haft måtten med i pilatesstudiet. Tager man eksempelvis ejendomsretten, beslaglægger den danske stat ifølge OECD årligt en højere del af danskernes værdier, end nogen anden stat i verden tillader sig at beslaglægge fra sine borgere. Vi har verdens højeste skatte- og afgiftstryk på intet mindre end 45,9 pct. af bnp. Ikke overraskende er staten som resultat meget stor, men samtidig er den på væsentlige områder rystende svag. For eksempel har den ikke styrken til at sætte sin vilje igennem, når det kommer til udvisningen af kriminelle indvandrere eller til at gøre op med retten til asyl i Danmark. Retssystemets besynderligt naive syn på mennesket tillader også, at selv meget grove forbrydelser som voldtægt og voldskriminalitet straffes ganske mildt. Det Konservative Folkepartis indsats i forbindelse med det seneste forsvarsforlig har betydet forbedringer på forsvarsområdet, dog er der ingen tvivl om, at Danmark i øjeblikket er ude af stand til meningsfuldt at forsvare sig selv. Vi er ej heller i nærheden af at leve op til vores budgetmæssige forpligtelse i NATO-samarbejdet. På kulturfronten ser det ikke meget bedre ud: Alt imens der i populærkulturen måske kan spores en stigende interesse for det danske, søges sikringen af vores unikke tillidssamfund og samhørighedsfølelse stadig opnået via integration fremfor assimilation. Folkeskolerne lægger fortsat ikke tilstrækkelig vægt på kernekultur og kulturarv; der er intet forbud imod at bære hovedtørklæde, der insisteres ikke på fuld deltagelse i alle fag, og der synges ikke morgensang. Ja, hvem synger overhovedet fra Højskolesangbogen, læser lyrik, opbyggelig litteratur eller går i teateret?

Familiens genrejsning

Endelig er der familien. Den stærke familie er funktionsfyldt og spiller en vigtig rolle for sine medlemmer såvel som for samfundet. I Danmark har kommunen og staten overtaget mange af dens traditionelle opgaver, og med NemId-skilsmissen, afskaffelsen af separationsperioden og med de fortsatte økonomiske incitamenter til familieopsplittelse og kunstige familieformer er der reelt gjort op med familien som noget væsentligt og ophøjet. I den sammenhæng er børne- og socialminister Mai Mercados oplæg til en bred debat om opdragelse interessant. Opdragelsesproblematikken er primært opstået som følge af, at børn tilbringer størstedelen af deres vågne timer uden for familien, idet det trods alt er de færreste forældre, der er villige til at tilbringe lang tid sammen med uopdragne børn uden at få penge for det. At ændre familiens situationen således den får mere tid, plads og magt til at sætte skik på sine yngste kræver en gevaldig politisk kamp. Med lidt hvis ikke en del held kan Mercados oplæg til debat dog udgøre et vigtigt første skridt med kamppladsen: Når først den berettigede forargelse over opdragelsespanelets sammensætning har lagt sig, kan der nemlig blive plads til en debat, der søger efter en kerne. Den samfundets rygrad som langsomt er sunket sammen i slaphed, men som konservativ værdipolitik kan rette ud og gøre stærk igen.

Det mener jeg, hvad mener du?


 

Se flere blogs



Profil