Velkommen på forsiden

BLOGS Af

Det var en god afslutning på året og tegnede lovende for det nye år da Weekeendavisen den 29. december 2017 lod forsiden fylde af Poul Erik Tøjners tekst.

Tøjner er tidligere kunstkritiker og kulturredaktør ved Weekendavisen og nuværende direktør for Louisiana Museum of Modern Art. Han er en af dem der ved hvad han taler om, og han følte trang til at tale om et maleri fra 1938, som næsten 10.000 mennesker har krævet fjernet fra Metropolitan Museum of Art i New York.

Kunst på forsiden! Jamen selvfølgelig!

Affæren i New York gav god anledning til at tale om hvad museerne er for en størrelse. Her er Tøjner klar i mælet når han skriver om en generel stemning, som (navnlig aktuelt i USA) går i retning af trigger warnings og safe spaces, hvor besøgende i kulturinstitutioner og studerende ved vidensinstitutioner advares, hvis de kan møde stødende indhold. Han ser dette som et fundamentalt angreb på, hvad kunst og kulturinstitutioner er.

Templer for tvivl og tvetydigheder
Tøjner fremhæver kunsten og kulturinstitutionerne som steder, hvor vi kan udfordres og dette skal vi værne om, for "... uanset hvordan man vender og drejer fortrædelighederne, bør det ikke medføre, at den produktive tvivl og tvetydighed, vi har bygget templer til i vores samfund – kulturinistitutioner og universitet – sættes over styr af en ny korrekthed, der helt overser det kritiske potentiale, som kunsten rummer."

Templer for tvivl og tvetydigheder. Det er jo dét, det er.  

Herefter gennemgår han udførligt Balthus' maleri af den unge Thérèse, som nogle finder alarmerende upassende fordi de mener det udstiller den unge pige for seksuelt og for tilgængeligt for andres blik.

Maleriets kunstneriske kvaliteter er der ingen der betvivler i debatten, og det er måske også værd at fastholde.

Selvfølgelig skal dette maleri hænge i et at de navnkundige templer for tvivl og tvetydigheder, så vi kan tale om, hvori disse tvetydigheder består (den unge pige, kan hun føle sig uset, må hun nyde varmen fra solstrålen som tilsyneladende rammer hendes trusse; den voksne mand, som maler hendes portræt, må han se på hende og må han tænke på noget, som hun måske endnu ikke er bevidst om; dig og mig, vi ser nu på dette maleri, må vi være med den unge pige i denne stille stund af afslappethed).   

Tøjner skriver videre om den åndelige selvbeskyttelse og hæmmende identitetspolitik og henviser til den radikale individualisering, som beskrevet af Mark Lilla, der mener, at venstrefløjen i USA har talt så meget om forskelligheder og mindretalsrettigheder at ideen om noget fælles er blevet meget svært at få øje på.

"Hvad der ligner øget frihed for den enkelte, bliver derfor fuldkommen opløst til partikler i nanostørrelse i det rum, som den politiske handling dybest set angår: samfundet som et fællesskab af forskellige mennesker." Således opsummeret af Tøjner, og hvor er det dog en fornøjelse af referere her.  

Mere af det gode
Tøjners tekst blev – hurra! – suppleret med en tekst ved Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst (SMK), som i Dagbladet Information den 8. januar 2018 skrev om mainstreamfilmen The Square og dennes portræt af samtidskunsten som et lettere virkelighedsfjernt reservat. En verden, i hvis højere luftlag Bogh selv har befundet sig gennem de seneste tredive år.

Bogh morede sig kosteligt. Han lader os vide, at han lo over filmen og "den kunstfaglige jargons latterlige indforståetheder og kommunikationseksperternes forhastede (og, skal det vise sig, fatale) analyser af forbrugeradfærd". Bogh skriver videre om filmes karikatur, at den handler om, hvordan vi opfatter samtidskunsten; vi forventer, at den provokerer; vi dyrker Den Store Kunstner. Dertil udstilles hvordan kunstinstitutionen ønsker at være politisk bevidstgørende og samfundsomstyrtende, men måske ikke alligevel.

Filmen får Bogh til at skrive om hvad han kalder et gammelkendt tema, nemlig "kunstsystemets skiftevise vægring mod og længsel efter at blive forenet med livsverdenen".

Han skriver videre om paradokser og kompleksiteter, om moral og selvhøjtidelighed, men minder slutteligt sig selv og læseren om: " At kunst opererer bedst, når den selv og dens beskuer får lov at blive i tvivlen".

Så er vi tilbage ved museerne som templer for tvivl og tvetydigheder.

Vi skal ikke gå til museerne for at læse på lektien og forstå meningen. Den Eneste Lektie og Den Store Mening. Vi skal gå til museerne, kulturinstitutionerne i det hele taget, fordi vi tør rumme perspektiver og tvetydigheder og sætte os selv i spil som mennesker. Møder med kunst er lige dele tilegnelse og tænksomhed.  

Tak til Bogh for at skrive om disse ting. Mere af dét.

Kom på banen
Socialantropologen Rane Willerslev, der for et halvt års tid siden indtog direktørstolen på Nationalmuseet, har de seneste måneder været aldeles synlig i pressen som fagperson med holdninger til kulturpolitik og museumspraksis. Tidligere operachef Kasper Holten har ofte også udtalt sig om kunst, kultur og samfund.

Og det er jo sådan, der skal være.  Endelig gives taletid til faglighed.

Hvor ville jeg gerne, om 2018 bliver året hvor kulturinstitutionernes direktører ytrer sig om kunsten og kulturen og fylder i debatten. Det kunne vi have godt brug for.

Hvordan mon det er nu når en direktør for det lokale museum eller teater i Randers, Horsens eller Vejle går ned ad gågaden, bliver han/hun så genkendt og hilst på?

Engang var landsbypræsten eller skolelæreren den lokale autoritet. Ofte var det én og samme person. Det var ham, som kunne læse og havde perspektiv på verden. Der var ham, som kunne hæve sig over trivialiteter og kunne tale inspireret om ting der skete. Det var ham, der fungerede som en slags etisk eller moralsk fyrtårn og stillede sig til rådighed, hvis noget skulle udredes.

Det er nok for meget at forlange at direktører for lokale kulturinstitutioner skal kunne alt dette, men tanken om et lokalsamfund, som ser op til en faglig kapacitet, er smuk. Hvis vi skal dérhen, så skal direktørerne turde stille op og tale ud.

Som Tøjner, Bogh og Willerslev der tager teten og med deres vid og bid bidrager til debatten.

Taletid til faglighed
Medierne bør i langt højere grad give taletid til faglighed. Og i det tilfælde, hvor direktørerne og de øvrige faglige kapaciter skal hjælpes lidt på vej, så er der en professionel stand af journalister, som kan hjælpe dem med at tale klart.  

For er det ikke sådan, at mennesker har stor fornøjelse og gavn af at lytte til mennesker, som ved noget andet og mere end dem selv? Sammen er vi klogere. Kulturel dannelse er ikke noget som bare er, det er noget vi sammen skaber. 

Nyligt ved et selskab stillede jeg et åbenbart vanskeligt sprøgsmål til min bordherre, en ellers dannet og kulturelt bevidst person. Jeg spurgte ham, hvem han mente var tidens mest interessante intellektuelle. Nævn de ti navne, som først falder dig ind. Hvis du sad i redaktionsgruppen på et debatprogram, og skulle bruge en udtalelse fra en dannet kulturfaglig, hvem ville du have stående på din liste? Tavshed. Lang tids tavshed. Endelig hostede han op med et enkelt navn. Carsten Jensen. Men kom ikke videre.

Sådan må det ikke være. Landets dannede kulturfaglige skal turde være mere kendte. Vi skal, med lethed, kunne opremse navne på kulturfagligheder.

For nuværende er de statsansatte kulturdirektører kontraktuelt forpligtet på at deltage i den offentlige debat. Måske medierne vil invitere dem ind, så det faktisk kommer til at ske?

Citaterne fra Tøjner stammer fra teksten Frihed er det bedste guld i Weekendavisen # 52 den 29. december 2017. Citaterne fra Bogh stammer fra teksten Vi vil have samfundskritisk kunst, der ikke forstyrrer alt for meget i Dagbladet Information den 8. januar 2018. 


 

Se flere blogs



Profil