Utvivlsomt årets bedste citat

BLOGS Af

Ledere må gerne være, om ikke ligefrem ledestjerner, så i al fald inspirerende. Dette gælder for de folkevalgte og dem der arbejder på kontrakt, men sandelig også for dem som er født til lederskab, de kongelige.

Derfor er det befriende når det, som ved den nylige nytårstale, lykkes for majestæten at inspirere folket.

Ordene, som mange har labbet i sig, er disse: 

"Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver.

Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

Det er slet ikke så unyttigt endda."

Som citeret fra Hendes Majestæt Dronningens nytårstale 2017 der kan ses her (10:54 minutter) og læses her.

Yderligere er det befriende, at en kulturinstitution tager ordene til sig og skaber yderligere opmærksomhed.

Heltindeplakat
Den 3. januar 2018 delte Kunsthal Charlottenborg via sociale medier majestætens opfordring, men det stopper ikke dér, for kunsthallen har også ladet trykke en plakat, som i disse dage er ved at komme op rundt om i hovedstaden. Og den er populær. I kommentarer spørges der til hvor man kan købe plakaten.

Hvor jeg ville ønske, at flere kulturinstitutioner gjorde tilsvarende; turde bruge kongehuset relevant.

Nyligt diskuterede jeg med kolleger kongehusets fravær i kulturlivet. Eller, mere præcist udtrykt, kongehusets dalende tilstedeværelse. Det forekommer, at nogle kulturinstitutioner finder, at kongeligt besøg er alt for bekosteligt og ressourcekrævende. Tilsyneladende er det forskelligt hvem der afholder udgifter til sikkerhedsvagter og servicering, så udgiften er ikke nødvendigvis et argument.

Dertil mener nogle kulturinstitutioner at de ikke kan bruge den kongelige opmærksomhed til noget, ja, at det er direkte skadeligt for deres profil. Men måske det er på tide at kulturinstitutioner revurderer situationen og overvejer hvordan de med fordel kan dyrke den folkelige synlighed, som rød løber og Billed-Bladet bringer med sig.

Dertil handler det ikke kun om det formelle og udadvendte. Det handler også om at anerkende kongehuset som kunstens beskytter. Kongehuse har alle dage været beskyttere for og dyrkere af åndslivet.

Kunstens beskyttere
Med udsmykningen af kronprinsparrets palæ i 2010, fik kongehuset passende opmærksomhed for deres interesse i samtidskunsten, ligesom de ti udvalgte kunstnere fik passende opmærksomhed for deres arbejde.

Siden er der tilsyneladende ikke sket så meget. H.K.H Kronprinsen har, navnlig siden 2009 via sin bestyrelsespost i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), fået langt mere opmærksomhed for sit engagement i idrætslivet. Herunder dette engagements politiske dimension.

Måske kronprinsparret fremover engagerer sig lidt mere i kulturelle anliggender? Ikke kun hvad angår sociale projekter og idrætsliv, men også hvad angår kunstneriske projekter i betydningen fine arts.

Det hænder at kronprinsparret, uden at gøre noget stort nummer ud af sin tilstedeværelse, ses ved markeringer i dansk kunstliv. Et engagement og en tilstedeværelse behøver ikke at blive omtalt i dagspressen for at have værdi.

Den nuværende regent roses for sin oprigtige interesse i dansk og internationalt kulturliv. En regent, en kommende regent, interesserer sig for landets ånds- og kulturliv. Det kan næppe være anderledes! Og her bør kulturlivet hjælpe til og være inviterende, fordi kongehuset betyder noget, også i et moderne demokrati som det danske.

Lad mig dele en kuriositet.

Efter nogen tid med en liberal regering og vedvarende nedskæringer begyndte kulturlivet i efteråret 2017, i højere grad end længe set, at samtale og samarbejde på tværs. En af efterårets aktioner fik ikke så megen omtale, men fortjener at blive delt.

Nemlig Carl Plums dronningebrev.

Når alt andet fejler skriv til majestæten
Plum er billedkunststuderende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og blev oktober 2017 slemt bekymret over den af Kulturministeriet bestilte Sveidal-rapport, som anbefalede en sammenlægning af de 10 eliteskoler for kunstuddannelse. Herunder Det Kongelige Danske Kunstakademi på Kongens Nytorv 1 i slotskomplekset Charlottenborg.

Plum beslutter sig for at lave en redningsaktion. For, som han siger i en speak til en film der dokumenterer aktionen: "Der hersker i disse dage en oprørt stemning på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København" (...) "Måske er rapporten en trojansk hest, en del af en større plan".(...) "I stunder som disse virker det vigtigt, mere end nogensinde, at samles på slottet og værne om de gamle traditioner."

På biblioteket finder han og et par medstuderende henvisninger til et dokument, fra akademiets stifter, der sikrer institutionens tilhørelsesforhold og selvstændighed. Det forlyder, at brevet muligvis befinder sig i kælderen på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men her søger de forgæves og låner i stedet fra biblioteket en bog som omtaler benævnte kongebrev.  

Han tænkte, at en nabo kunne have interesse i at kende til rapportens skrækscenarie og kongebrevets eksistens. Han tænkte, at han ville spadsere hen til naboen med et brev. Naboen? H.M. Dronning Margrethe 2.

I det tilfælde, at hun at ikke er hjemme, skriver han bag på et postkort med blyant disse ord:

"Til dronningen. Deres Majestæt. Vi ved de sikkert har travlt med at køre dit rige og alt muligt, men der sker noget i rigets hjærte som fortjener deres opmærksomhed. Der er nogle af dine undersåtter i kulturministeriet som har planer der kunne ganske skade din salig tip tip tip tip tip tip oldefar, Frederik V's hjertebarn, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Som vores protektor henvender vi os til dem i denne nødens stund. Vi bliver nødt til at tale."

Ordene følges af en stor smiley.

I bedste håndholdte stil optager Plum sin færd, du kan se filmen her (4:10 minutter), produceret i fællesskab med et par medstuderende. Som det fremgår, måtte kameraet slukkes under den uanmeldte visit, men de studerende fik foretræde og brevet blev afleveret. Det er et rigtigt eventyr.

Med venlig hilsen
Nogen må gøre noget. Skriv til borgmesteren, skriv til statsministeren. Et brev og alting falder på plads.  

Til trods for spejderbevægelsens slet skjulte baggrundshistorie som kriseberedskab og forberedelse af ungdommen i tilfælde af krig, mindes jeg i begyndelsen af 1980erne til spejdermøder som Blåmejse at vi sang "Til dem Hr. General jeg disse ord vil skrive om nød og vold og krige og alle den slags ting", som det hedder i en dansk oversættelse af Boris Vians Le deserteur fra 1954, som også findes på catalansk, hollandsk, italiensk, polsk, spansk og svensk og hørte til amerikanske Joan Baez' glansnumre.

Jovist er det barnagtigt, sådan at ville skrive et brev til topchefen for at appellere til følelse og sund fornuft og bede om at verden skifter retning. Det er barnagtigt og naivt, som en drøm og et eventyr.

Men ord har magt?

Har man ikke reel og formel magt, kun ord, må man i det mindste bruge ordene og herved måske, måske ikke, påvirke dem der har reel og formel magt i en eller anden retning.   

Selvfølgelig skal den billedkunststuderende Carl Plum skrive et dronningebrev. Han skal ikke bare skrive det, han skal aflevere det personligt.

For sandt er det jo, at Det Kongelige Danske Kunstakademi hedder netop dét, fordi institutionen er grundlagt i 1754 som en gave til Kong Frederik 5. på hans 31 års fødselsdag. Dette fordi kongen ønskede at fremme kunst og kultur i Danmark, højne den generelle dannelse i befolkningen og øge nationens værd internationalt.

Skulle vi lige tage den igen?

Det handler om at udtrykke et ønske om og handle for at fremme kunst og kultur i Danmark, højne den generelle dannelse i befolkningen og øge nationens værd internationalt.

Sjovt nok er det cirka det samme kulturminister Mette Bock siger i sin nytårstale, som kan ses her (10:49 minutter) og læses her.

"... jeg tror faktisk, at vi tit glemmer, at vi her i Danmark har et hemmeligt og meget stærkt våben. Det er kulturen. Kulturen er basis for den kæmpe tillid, vi har til hinanden i Danmark." (...) "Så kulturen er på en måde fundamentet i vores samfund. Præcis på samme måde, som et hus har et fundament. Uden fundament skrider det hele sammen. Så derfor er kulturen en kilde til håb for os alle sammen. Det er noget meget stærkt, og det skal vi selvfølgelig blive ved med at værne om, og også udvikle. Det tror jeg faktisk, at der er en meget bred enighed om på Christiansborg."

Således ordene fra ministeren.  

Interessant nok afslutter ministeren sin tale med en konstatering, måske ligefrem en opfordring, nemlig ”Danskerne bevare kulturen”, som en omskrivning af majestætens "Gud bevare Danmark".

Ministeren ser det måske ikke som regeringens ansvar at kere sig om kunstens og kulturens ve og vel? Hellere så hun folket klare kulturen alene. Kulturen er vigtig men må klare sig selv. Falde hvad ikke selv kan stå. Således den liberale minister.

Fantasibefrugtelse og horisontudvidelse
Men tilbage til majestætens nytårstale og hvorfor opfordringen til at beskæftige sig med det sanselige og umiddelbart unyttige (befrugtelsen af fantasien og udvidelsen af horisonten) er så besnærende.

Måske fordi den siddende regering prædiker mod og ihærdighed og vil have os til at præstere mere og hurtige og bedre og billigere. Måske fordi den forrige regering gjorde cirka det samme. Måske fordi det er kommet så vidt, at mange føler sig som "konkurrencestatens fodsoldater", som det blev formuleret af formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, i et klip fra DR-programmet Debatten som gik viralt efteråret 2015.

Nyligt trak Det Kongelige Teaters operaopsætning af Michael Endes klassiker, Momo og tidstyvene, fulde huse. Ikke kun fordi det var en fin produktion, også fordi tidstyvetanken og børnenes frygt for mændene i grå jakkesæt taler til os.   

Så ja tak. Hit med plakaterne. Lad os sprede majestætens ord på lygtepæle og plankeværker, direktionslokaler og klasselokaler. Det er næppe gedulgt, ej heller særlig revolutionært, men det er på høje tid at vi tager tiden og bruger den vel. Også på fantasibefrugtelse og horisontudvidelse.

Majestæten har haft separatudstillinger på blandt andre ARoS Aarhus Kunstmuseum, ARKEN Museum for Moderne Kunst,  BRANDTS, Gl. Holtegaard, HEART – Herning Museum of Contemporary Art, Kunsthal Aarhus, KØS – Museum for kunst i det offentlige rum og Nationalmuseet.

Men jeg mener, at H.M. Dronningens nytårstale 2017, godt hjulpet på vej af plakaterne fra Kunsthal Charlottenborg, står som en af de betydeligste kunstneriske bedrifter fra majestæten og bidrager til den anerkendelse, som alle kreative mennesker ønsker sig og fortjener.

Blød magt holder
I al sin enkelhed, med sort tekst på hvid baggrund og ingen yderligere fikumdik, er dronningeplakaten en ledestjerne og et statement på linje med plakaten fra 1969 hvor Yoko Ono og John Lennon proklamerer "WAR IS OVER!" med tilføjelsen "if you want it" og et "Happy Christmas from John & Yoko".

Udstillingen med den aktivistiske Yoko Ono er del af en aktuel ophængning i Kunsthal Charlottenborgs sale. Pacifist-plakaten er en del af denne udstilling. For Yoko Ono – for mange kunstnere – er plakaten en ypperlig udtryksform. At blive citeret og cirkuleret er en hæder. Det er ikke købt reklame, det er blød magt der siver.  


 

Se flere blogs



Profil